Baby eller intensiv kemo: Ditte skulle træffe et umuligt valg på kræftafdelingen

Ditte Svensson sidder i et lille rum på Rigshospitalet. Hendes far og kæreste Christian er der sammen med hende og den dygtige kræftlæge er i gang med at forklare dem behandlingsmulighederne for den aggressive og fremskredne lymfekræft, Ditte har fået konstateret som 28-årig.

Beslutningen skal træffes med det samme, mens de sidder der. For de er nødt til at komme i gang med kemoen lige bagefter for at slå de hastigt voksende knuder ned.

Ditte kan vælge mellem to behandlinger:

Den ene, den bedste, spår hende 90% chance for at overleve. Den er intensiv og betyder kemo hver tredje uge i sammenlagt 8-12 uger. Risikoen for tilbagefald er lille ved den her behandlingsform. Men de ved med sikkerhed, at den kommer til at ødelægge nogle af kroppens afgørende funktioner for good – for eksempel Dittes fertilitet. Hun vil aldrig kunne få børn.

Den anden giver hende 75% chance for overlevelse. Her skal hun have kemo 12 gange over et halvt år. Det er en lang kemoperiode, når vi snakker kræftbehandling – og risikoen for tilbagefald er større her. Men. Den her behandling dræber ikke nødvendigvis Dittes fertilitet. De kan ikke sige det med sikkerhed, men muligheden for at få børn bagefter, er der.    

Inden Ditte sidder på Rigets kræftafdeling og skal træffe et umuligt valg, tror hende og Christian, at de skal have et barn. Det får stor betydning for hendes beslutning.

Fra lykke til kræft

”Vi starter 2019 ud med at være helt oppe og køre over, at jeg er gravid”, fortæller Ditte.

”Det var ikke planlagt; faktisk havde jeg lige fået at vide, at jeg har en afart pco og derfor sikkert ville have svært ved at blive gravid naturligt. Så det er en kæmpe overraskelse, og vi har armene helt oppe over hovedet. Det var bare det, vi skulle.”

Men da Ditte bliver scannet i 10. uge, er der pludselig ikke noget liv, også selvom de har oplevet at se hjerteblink tidligere. Fosteret er holdt op med at vokse og skal fjernes.

”Min krop reagerede rigtig dårligt på den abort, jeg mistede meget blod, og det gav ikke helt mening, at jeg blev så dårlig, som jeg gjorde, jeg var helt bleg og afkræftet. Vi var pisseulykkelige og prøvede at lande i det. Jordemoderen fortalte, at det sker med hvert fjerde foster, men jeg følte mig alligevel som den eneste. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville dele min abortoplevelse med veninder og bekendte, og hvem der ellers kunne have brug for det. Så de ikke skulle føle sig så alene, som jeg gjorde, hvis det skulle ske for dem. Så kunne de altid kontakte mig, og vi kunne snakke om det. Christian og jeg besluttede, at vi ville prøve at blive gravide igen, når min krop var klar til det.”

Ingen af delene når Ditte, før hun kun to uger senere mærker en lille hård knude på størrelse med det yderste af en finger i sin hals. Hun går og trykker lidt på den en uges tid, inden hun tager fat i sin læge.

På det her tidspunkt er Ditte slet ikke bekymret, af flere forskellige grunde:

”Jeg er ikke typen, der maler fanden på væggen, og så er der det, at min storebror har haft lymfekræft - også da han var ung. Den var også i halsen på et tidspunkt, så selvfølgelig har jeg tanken, men lymfekræft er ikke arveligt og det er en sjælden kræftform. Hvorfor skulle jeg få den? Hvad er chancerne for, at det lander i vores familie igen? Jeg tænker, at det selvfølgelig lige skal tjekkes, så vi kan finde ud af, hvad det er, men at det nok er fordi, jeg er begyndt at træne noget nyt i fitnesscenteret.”      

Lægen sender imidlertid hurtigt Ditte videre til scanning og blodprøver, og herfra går det stærkt. Den første scanning viser seks store knuder fordelt i halsen og brystkassen. Dagen efter har Ditte pludselig svært ved at trække vejret og bevæge sig. Hendes læge sender hende øjeblikkeligt på Riget og beder hende om at tage nogen med sig. Men Ditte slår det hen. Hun tænker, at hun bare cykler derhen, får det overstået og så tager på arbejde bagefter. Da en kræftlæge scanner hende, har hun otte knuder i overkroppen, og han sender hende i kræftpakkeforløb med det samme. Der skal tages biopsier, så de kan finde ud af, hvad det præcis er, der er i knuderne.

Stadie 4

”Jeg går ikke i panik”, husker Ditte.

”Jeg bliver praktisk og tænker, det bliver godt at få svar. Jeg er på skattejagt rundt på Riget hele formiddagen til alle mulige undersøgelser, og jeg får fat på min kæreste og min far, der er fattet og god til at holde hovedet koldt og også var med ved alle lægesamtalerne under min storebrors kræftforløb. Da vi får svar på prøverne lidt senere på dagen, kan de stadig ikke helt give den præcise diagnose. Det kan være lymfekræft, siger lægen. Da min far spørger ind til, hvad det ellers kan være, har han intet andet bud. Men han siger, at knuderne er vokset med alarmerende fart, og at den største af dem skal opereres væk så hurtigt som muligt, så den ikke længere presser på mine luftveje, og så de kan undersøge den. 

Det er lige før påske, og der er fuldt booket på operationsstuerne. Ditte må vente ti dage med at få opereret den knude på størrelse med en lille knytnæve, der giver hende vejrtrækningsproblemer, ud af sin hals. Der går fjorten dage mere.

Det er Hodgkins lymfekræft.

”Jeg tror, min far og min kæreste bliver mere overraskede, end jeg gør, da vi får beskeden. Jeg har set alle læger i ansigtet, da de så knuderne. For mig er det ikke et nært så stort chok. Det bekræfter den følelse, jeg har fået, når alle har set på mig.”

Kræften har formået at sprede sig meget – også til lungerne. Ditte har kræft i Stadie 4 ud af 4, og det er usikkert, om de kan nå at stoppe spredningen. Sikkert er det, at det skal gå stærkt. Og det er derfor, Ditte ikke får lang tid til at træffe en af de måske vigtigste beslutninger i sit liv i det lille lokale på Riget den dag i maj, hvor hun skal vælge mellem to intensive kemobehandlinger.

Fertilitet

”Hvis kvinder i den fødedygtige alder skal i kemobehandling, og den kan skade fertiliteten, så får de et tilbud om at få taget enten æg eller en æggestok ud inden, som man så efterfølgende kan sætte op. Det havde vi bare ikke tid til med mig, fordi jeg var så syg. Det er vigtigt for mig at sige, så der ikke sidder nogle unge kvinder derude og bliver bange”, forklarer Ditte.

Ditte vælger den mindst effektive behandling. Den, hvor der kun er 75% chance for at overleve. Den, hvor der er en lille chance for, at hun kan få et barn efterfølgende.

”Det var et sindssygt hårdt valg. Det slog mig ud, at jeg skulle vælge min egen behandling, det var der ingen, der havde regnet med – og vi er ellers rimelig garvede i min familie, fordi min bror har haft kræft to gange. Jeg var da vanvittigt meget i tvivl. Men jeg havde lige oplevet den store lykkefølelse og kærlighed under min graviditet. Jeg havde lige oplevet, hvordan det er allerede at elske den lille alien på det dårlige sort/hvide scanningsbillede. Jeg ved godt, at man kan blive en familie på mange måder, men jeg havde lige været gravid. Min krop var klar, det var der, vi var. Jeg vidste bare, at det var det, jeg skulle, med Christian. Havde fertiliteten ikke været i spil, så havde jeg valgt den mere effektive, kortere behandling. Måske havde beslutningen også været en anden, hvis jeg ikke havde prøvet at være gravid. Jeg glemmer aldrig, hvad min far sagde til mig, da vi kom ud: - jeg vil gerne have dig så lang tid som muligt, men jeg kender også dig. Det her er dit liv.”

”Jeg synes jo uden tvivl, at noget af det allermest urimelige var, at mine forældre skulle igennem et kræftbehandlingsforløb for tredje gang med et af deres børn. I mit hoved er der ingen retfærdighed til. De har set to af deres børn falde fra hinanden af kemo. Det kan jeg ikke forstå, at nogen skal.”

Kemo

Ingen kan sige på forhånd, om behandlingen virker, eller om de er nødt til at sadle om undervejs. Hvis ikke, er der ikke noget valg tilbage; så må de skifte over til den med den større overlevelsesrate. Muligvis skal der stråling oveni.

”Jeg sad og så resten af mit år kun handle om dårligdom og sygdom. Jeg vidste, at det blev pissehårdt og følte, at det var meget overvældende, men samtidig havde jeg det sådan; lad os gå i gang, giv mig det kemo. Jeg kommer kun videre, hvis jeg får den. Så finder jeg ud af, hvordan jeg kan håndtere det undervejs.”

I begyndelsen sørger Ditte for at gøre ting, der føles normale og lidt som en almindelig hverdag, hvor hun ikke kun er syg – arbejder lidt, ser veninder og er ude at spise et par gange. Men de sidste to-tre måneder af kemoen sætter flere og flere af kroppens funktioner ud, det er nærmest et lotteri. Om det nu er tarmene eller nyrerne eller lungerne eller hænderne. Til sidst kan hun ikke selv børste tænder og få tøj på. Hendes immunforsvar er ødelagt, så hun ser ingen andre end de nærmeste, som passer hende. 

Efter et halvt år med kemo hver anden uge er Ditte endelig færdig med behandlingen. I november sidste år får hun at vide, at hun er kræftfri. Den har virket!

”Det var en fuldstændig fantastisk besked at få, frygten for at få noget andet at vide er så stor”, fortæller hun.

”Folk troede, at jeg dansede på bordene, men jeg var jo helt smadret. Jeg havde ingen følelse i fingrene, min mave skulle i orden, jeg skulle tage på. Jeg kunne intet og vidste ikke, om alle mine organer ville komme sig helt. Men langsomt begyndte mit hår at vokse, min hud blev bedre. Jeg kunne spise mad og få energi. Du opdager, at alt på din krop har en funktion. Jeg fik næsehår igen, det var vidunderligt ikke at nyse hele tiden. Mine øjenvipper voksede ud; det er faktisk noget kæmpe pislort ikke at have øjenvipper, jeg havde røde øjne konstant. Jeg begyndte at producere spyt igen. Jeg fik en stor glæde ved alle de små ting.”

Gravid

Ditte tænker hele vejen igennem meget på sin fertilitet. Lægen forsikrer hende om, at kroppen ikke ’giver lov’ til en graviditet, hvis den ikke er klar og kan klare den. Kroppen er benhård, når det kommer til det, så når hendes menstruation på et tidspunkt melder sig tilbage på banen, så er det op til hende og Christian at finde ud af, hvad der er den rigtige timing for dem.

Det gør den allerede et par måneder efter, i begyndelsen af 2020, og Ditte tager det som endnu et tegn på, at kroppen er ved at arbejde sig tilbage:

”Jeg tror fandme, jeg har fået menstruation, råbte jeg til Christian. Den her blødning var så kærkommen, for jeg har haft så mange andre blødninger, først med min abort og så under kemo. Det her var noget, som en helt normal krop gjorde.”

Den 12. marts i år, altså dagen efter, at Mette Frederiksen stod på et pressemøde og lukkede hele Danmark ned, finder Ditte ud af, at hun er gravid:

”Jeg var i gang med at brokke mig til Christian over, at jeg havde kvalme og var utilpas. Nu har jeg haft kvalme i et halvt år under kemo, hvad fanden sker der nu? Men måske er det Corona, tænkte jeg også. Så foreslog han, at jeg skulle tage en graviditetstest, og jeg syntes, han var helt væk, men jeg endte med at gøre det alligevel.

Der er to streger. Vi kan slet ikke fatte det. Vi køber flere. Jeg tisser på den ene efter den anden.

To streger.

Jeg bliver ved med at tænke, at det er en fejl. Det gør jeg i lang tid; bliver ved med at have følelsen af, at noget vil gå galt. Jeg bliver selvfølgelig tjekket i hoved og røv, og der er virkelig ingen komplikationer, der er relateret til mit kræftforløb. Men det er svært at have tillid til en krop, der har kastet dig ind under bussen. Og så samtidig synes jeg jo også, at min krop er helt hjernedød – der er ikke mange, der overlever kræft i stadie 4. Så det er nogle ambivalente følelser.”

Mirakelbaby

Datteren Gaia er otte uger, og det er stadig overvældende for Ditte, at hun fik lov at få den drøm opfyldt. Hun troede ikke på, at det ville lykkedes, før Gaia lå der på hendes bryst, helt fedtet og grædende, og Ditte var et stort smil og derfra også fuldstændig gakkelak, som hun selv beskriver det.

”Det føles stadig helt sindssygt, at det lykkedes. Sidste år frygtede jeg mere at miste min fertilitet end mit liv. På et tidspunkt undervejs sagde jeg til Christian, at vi lige så godt kunne droppe kemoen, hvis jeg ikke kunne få et barn. Nu har jeg et og ved, at alt sagtens kan blive taget fra en. Da Christian og jeg havde årsdag under mit sygdomsforløb, gik det op for mig, at det ikke kom an på, hvad vi følte for hinanden, om vi ville få en årsdag mere. Mængden af kærlighed var pludselig ligegyldig, det var ikke det, der afgjorde det. Så jeg er blevet tvunget til at tænke anderledes. Men hvis jeg kan klare det der mod alle odds, så skal jeg fucking gøre de her år på jorden noget værd. Det er også derfor, jeg er gået med til at få lavet en podcast om hele mit forløb. For hvis jeg nu bare kan hjælpe én, der står midt i noget svært til ikke at føle sig alene.”