Eline fandt sin søn livløs i sengen: "Det var der, vores mareridt begyndte”
Emilian havde været lidt syg i et par dage, men det mareridt, hans forældre efterfølgende oplevede, kom som et chok.
Denne artikel blev bragt hosKlikk.noførste gang. Dette er en redigeret udgave.
”Vi havde lagt mærke til, at Emilian begyndte at blive syg. Han var lidt snottet og sløv. Feberen kom også, men den var næppe over 38 grader, så vi tog det bare roligt derhjemme i et par dage,” fortæller Eline Suua, der bor sammen med sin mand, Martin og børnene Nicoline på 11 år og Emilian på 17 måneder.
Denne november morgen starter med, at den lille dreng vågner meget tidligt, som han plejer, og hans mor bemærker, at han virker varm. Temperaturen er stadig kun lidt forhøjet, og Emilian spiser den grød, han elsker.
”Han er i godt humør, men hænger lidt mere på mig, end han plejer. Da han ikke er helt på toppen, afleverer vi ham hos hans mormor, før vi tager på arbejde. Han ser ud til at have det fint og er som altid glad for at være der,” siger Eline.
Omkring klokken 10 bliver hun ringet op på sit arbejde. Hendes mor fortæller, at Emilians kinder er meget røde, han er sløv, og feberen stiger. Han vil bare gerne ligge i sengen og sove – og det ligner ham slet ikke.
”Min mor fortæller, at han ikke er helt sig selv, og at hun er utryg ved den stigende feber, men at hun vil ringe, hvis han får det værre,” siger Eline.
Det varer ikke længe, før hun får endnu et opkald om, at hun skal hente sin søn, som nu tydeligvis har fået det værre.
”Jeg tager ham med på arbejde, for han virker okay, da jeg kommer. Han kravler lidt rundt, men foretrækker at sidde på mit skød. I løbet af den time, vi er på kontoret, sover han det meste af tiden.
Han trækker ikke vejret
Hjemme igen er den lille dreng stadig slap og træt. Martin foreslår at tage rejsesengen med ind i stuen, så de hele tiden kan holde øje med deres søn. Emilian bliver lagt ned med sine bamser og en flaske mælk, som er hans favorit, da han ikke bruger sut.
Efter cirka en halv time hører Eline, at han vågner ved at lave en lille lyd, netop som hun selv er ved at falde i søvn på sofaen i nærheden. Tanken strejfer hende: Skal jeg vente lidt og se, om han falder i søvn igen?
”Min mavefornemmelse fortæller mig pludselig noget helt andet: Nej, du skal have fat i ham nu!”
Annonse
Da hun nærmer sig, ser hun, at Emilian ligger på gulvet med hovedet på skrå, som om han kigger på sin mor, mens hun går hen mod sengen. Da hun kommer rundt om hjørnet, ligger han stadig i samme stilling og vender sig ikke om for at følge hendes bevægelser.
”Det var der, vores mareridt begyndte,” siger Eline stille.
Hun bliver hurtigt klar over, at der er noget galt, og tager sin søn op i armene. Han er helt slap. Ikke en eneste muskel arbejder, og hans krop er som gelé. Hun forsøger at ryste den lille krop. Der er ingen bevægelse og ingen vejrtrækning. Desperat råber hun til Martin: ”Emilian trækker ikke vejret.”
”Jeg løber rundt i stuen med Emilian uden at forstå, hvad der skete. Martin sætter sin mund på ham og opdager, at han ikke trækker vejret. Han klemmer ham flere gange, men får ingen reaktion.
”Jeg går i panik og husker, at jeg skriger,” siger Martin, tydeligt påvirket.
Eline har arbejdet i sundhedsvæsenet i mange år og oplevet mange stressende og forvirrende situationer, indser, at hun måtte bevare roen. At de ikke kan være to voksne i total panik.
Hun ligger Emilian på gulvet og beder Martin om at ringe 112. Han tager telefonen og søger febrilsk på kontaktlisten efter nummeret.
”Han ved ikke, hvordan han skal ringe, og jeg råber desperat, at han skal ringe 112.”
Eline var stadig i panik, men det lykkes hende alligevel at tale med personen i den anden ende og forklare, at de har en 1-årig, som ikke trækker vejret. Hun er allerede i gang med hjertemassage. I højttaleren får hun at vide, at hun skal puste fem gange.
”Der er ingen reaktion. Jeg puster fem gange mere, og endelig ved det sidste pust begynder Martin at se, at Emilian bevæger sine fingre, og at der kommer skum ud af hans mund,” fortæller Eline.
Mindre end tre minutter senere, men hvad der føles som en evighed, kommer tre ambulancefolk løbende op ad trappen. De tager ham ud af hendes arme, klæder ham af og tager hans temperatur til 41,5 grader. Den lille dreng får Paracet i håb om at få feberen til at falde.
”Jeg kan ikke huske, hvor længe de bliver ved, men det er nok omkring 50 minutter, før vi sidder i ambulancen på vej til skadestuen.
”Vi kan virkelig ikke takke alarmcentralen nok. De er så rolige og forklarer, hvad vi skal gøre. Senere på aftenen ringer de tilbage for at høre, hvordan det er gået og for at rose vores indsats. Det betyder utrolig meget,” siger Eline.
Annonse
At leve med usikkerhed
Annonse
På skadestuen ser alt fint ud, bortset fra den høje feber og det faktum, at Emilian er lidt gnaven. Det bliver nævnt, at han måske har haft feberkramper. Forældrene tager hjem med en stor klump i maven, skrækslagne for, at det samme skal ske igen.
”Hans tilstand er stadig dårlig, og efter et par timer måler vi hans temperatur til kun 36,3 grader. Vi bliver oppe hele natten og overvåger hans vejrtrækning.”
Næste dag er Emilians feber høj igen, han er sløv, hans øjne ruller ofte, og han besvimer flere gange. Den praktiserende læge henviser dem til børneafdelingen på hospitalet. Der bliver foretaget grundige undersøgelser og et EEG, som ikke viser noget unormalt. Lægerne kan ikke give en klar forklaring på, hvad der er sket.
”Emilian kæmper i flere uger med at have det dårligt og tung vejrtrækning efter denne hændelse. Det tager et par uger, før han er tilbage til sit gamle jeg. Vi kan stadig se, at han hurtigt bliver gnaven, men vi ved ikke, om det er på grund af det, der skete, eller en infektion fra vuggestuen.
Set i bakspejlet har Eline kæmpet med tanker som: Hvad kunne der være sket, hvis han havde sovet på sit værelse den dag? Eller hvad hvis jeg ikke var gået over til sengen i det øjeblik, jeg gjorde det?
”Jeg tænker på, hvor vigtigt forældreinstinktet er. Og at det er noget, vi altid skal stole på. Lyt til din mavefornemmelse, hvis du føler, at der er noget galt," siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, at hændelsen har sat sig dybe spor hos dem. I starten sov hun meget lidt. Det faktum, at de sandsynligvis aldrig får et klart svar på, hvad der skete, er smertefuldt.
Kan have været feberkramper
”Vi har fået at vide, at det kan have været feberkramper, eller at han blev kvalt i sit eget slim. Jeg ville ønske, at vi med sikkerhed kunne vide, hvad der udløste det, men jeg har indset, at vi er nødt til at leve med uvisheden,” siger Eline og fortsætter:
”Vores største frygt er, at det skal ske igen. Hver gang Emilian viser det mindste tegn på at være syg, mærker jeg, hvordan min mave knuger sig sammen,” siger Eline ærligt.
Hvis Emilian sidder stille i lang tid i den samme stilling, mærker hun panikken komme.
”Så er jeg nødt til at røre ved ham for at se, om han bevæger sig. Jeg tjekker ofte, om han trækker vejret, når han sover, og vi har købt et kamera, så vi kan holde øje med ham hele tiden. Siden da er jeg blevet mere bange og ængstelig, men heldigvis er Martin god til at berolige mig.”
I begyndelsen var hun bange for at sende Emilian tilbage til vuggestuen, fordi hun frygtede, at der ville ske noget, mens han sov der. Hendes frygt viste sig at være ubegrundet, og personalet er virkelig fantastisk.
”De har gennemgået alle procedurer i tilfælde af feberkramper eller et livløst barn, og de er ekstra opmærksomme på Emilian. Jeg ved, at han er i trygge hænder,” siger Eline.
Hun beskriver en dreng, der har masser af energi, næsten altid er glad, elsker at være der, hvor der sker noget, og som forguder sin storesøster. Han kæmper stadig meget med sin vejrtrækning og har brug for mere søvn end andre på samme alder.
”Vi prøver at leve så normalt som muligt og ikke lade den skræmmende undersøgelse påvirke os for meget,” siger Eline.
Hun har et klart budskab til andre småbørnsforældre:
”Du kender dit barn bedst, så reager med det samme, hvis du føler, at alt ikke er, som det skal være. Hav en lav tærskel for at kontakte lægen, og tjek hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det vil du ikke fortryde.”
Ring efter hjælp, hvis du er bange
”Det er smertefuldt, når børn er syge, og de små får ofte feber. Det er ufarligt og en del af kroppens forsvar mod forkølelse og andre vira og bakterier,” siger Bård Fossli Jensen, som er speciallæge i pædiatri på Nydalen Sundhedscenter.
”Hvis dit barn har feber og er under tre måneder gammelt, skal du kontakte skadestuen. For lidt ældre børn er det en god idé at lave en lille vurdering, og det er den generelle tilstand, vi er mest bekymrede for. Hvis den er rimelig god, lader vi som regel naturen ordne det. Ud over at være sløve bliver de fleste børn mere klæbende, når de er syge,” forklarer Fossli Jensen og tilføjer:
”Det, at de lader sig trøste, er et godt tegn. Det samme er det, at de drikker. Juice kan være godt at have ved hånden.”
De færreste af os spiser ret meget, når vi er syge, og det gælder også for børn. Ifølge børnelægen er det en god idé at have Paracet-stikpiller ved hånden, hvis børnene er meget svage, eller deres feber er langt oppe i 39 grader.
Hvis de liver op inden for en halv time, er det et godt tegn. Det er også et godt tegn, hvis feberen falder.
”Men hvis dit barn bliver meget sløvt, nægter at lade sig trøste, feberen nærmer sig 40 grader, eller du ikke får nogen effekt af Paracet, er det en god tommelfingerregel at ringe til skadestuen. Uanset hvad skal du ringe efter hjælp, hvis du er bange for dit barn,” siger Fossli Jensen.
Han forklarer, at feberkramper, som Emilians forældre formentlig har oplevet, ikke er et almindeligt fænomen. Han opfordrer derfor forældre til at læse op på det, så du er forberedt, hvis dit barn får feberkramper.
