Enhver idiot kan skifte en ble. Men prøv at argumentere for strengere skærm-politik over for en 12-årig…

Jeg ved ikke, hvornår det præcis begyndte at gå i den gale retning. Tidspunktet, hvor mine sønner rystede den sidste flig af barnlig nuttethed af sig, og de bløde, bedårende og lettere flæskede træk forsvandt og overlod pladsen til hængende mundvige og markerede pre-teen-kindben. Skete det over så lang en periode, at jeg slet ikke lagde mærke til det, eller gik mine rundkindede, vraltende børn bare i seng en aften og vågnede op næste morgen, langlemmede og surmulende?

Små mennesker med meninger

At se dem vokse op og blive til rigtige mennesker har ikke været uden sine udfordringer. Selvom deres mor og jeg føler en betydelig glæde i at have holdt dem alle tre i live, trods utallige cykelstyrt og trampolinulykker, er savnet af de bedårende små blåøjede skidemaskiner, jeg engang kendte, også begyndt at melde sig. Nybagte forældre synes ofte at mene, at de første år er de hårdeste, og at alting sikkert bliver nemmere, når ungerne en skønne dag bliver store. Så simpelt er det ikke. I takt med, at mine børn er blevet store, er jeg drevet længere og længere ud på dybt vand. De vil argumentere, diskutere og høres, og de tager ikke længere et “fordi far siger det!” som gode varer. Enhver idiot kan skifte en ble; prøv til gengæld at argumentere for strengere skærm-politik over for en 12-årig fyldt med sine egne meninger om tilværelsen. Mest af alt savner jeg dog at blive mødt af et stort, fjoget smil, når jeg kommer ind af døren. En ubetinget kærlighed og en hengivenhed af den slags, der kan afvæbne enhver fortravlet og halvsur familiefar efter en lang tur i modvind på ladcyklen. I dag? Højst et henkastet “hej far”, efterfulgt af brok over ustabilt wifi-netværk og en forespørgsel på aftenens menu. Som min veninde sagde, da jeg for nyligt luftede min utilfredshed med, at jeg ikke længere kan tage mine børns udelte beundring for givet: “Det handler om at acceptere, at de nok aldrig vil takke dig for, at de ikke er endt som stiknarkomaner i en våd papkasse bag Hovedbanegården.” Og hun har ret. Taknemmeligheden var noget større, da man bare kunne give dem en svingtur eller pille farvekridt ud af deres næser.

Betablokker mod bleskift

Jeg har engang hørt, at kvindekroppen udskiller et stof under fødslen, der får moderen til at glemme smerten, og måske har mandekroppen en lignende funktion. En slags sentimental betablokker, der har fået mig til at glemme årene med søvnmangel, bleskift, snotnæser, skoldkopper og den udmattende tango med den kommunale pladsanvisning. Når jeg ser på gamle billeder af mine børn, ser jeg efterhånden kun de hyggelige ture i solopgangen med barnevognen, de første slingrende skridt fra sofaen til stuebordet, og de varme blikke i deres store, runde øjne. Min hjerne har fint og elegant frasorteret alt, hvad der hedder lugt af utæt blespand, indtørret gylp og panisk jagt efter sutter, pusletasker og vuggestuepladser, med det resultat, at jeg nu i en alder af 38 er gået hen og blevet en smule skruk. Men så er det, at fornuften heldigvis melder sig. Når jeg ser mine bøvede, tween-sløve og mere eller mindre selvkørende sønner sove 11 timer hver nat, tage deres del af opvasken og langsomt finde deres egen vej gennem tilværelsen. Når de pludselig giver dig modspil, i børneopdragelsen såvel som på fodboldbanen; så giver det hele alligevel atter mening. Du kan føre tilnærmelsesvis fornuftige samtaler med dem, og du behøver ikke længere at bruge dine weekender på biografernes evigt rullende lavine af pladderpædagogiske Disney-film. Ja, de fiser, roder og æder dig fra hus og hjem. Men du slipper for at se Frost på repeat.