Baby bliver badet - arp

Er det arp?

Baby har fedtede skæl i hovedbunden, men hvad er det? Få lægens råd til, hvordan du kommer arp til livs.

SPØRGSMÅL: Jeg er blevet farmor til en dejlig, lille dreng, mit første barnebarn. Han har masser af fedtede skæl i hovedbunden, hvilket ser lidt mærkeligt ud. Hvad skyldes det? Og hvad kan man gøre for at få det til at forsvinde? Den nybagte farmor

SVAR: Først og fremmest tillykke med familieforøgelsen. Det, du beskriver, lyder som det der hedder arp, som er betegnelsen for en tilstand, hvor spædbørn får et lag af fedtede, gulbrune skæl i hovedbunden. Tilstanden er forbigående og ganske ufarlig. Man ved ikke, hvad årsagen til arp er, men det kunne skyldes et helt naturligt forekommende fænomen, hvor døde hudceller og hudfedt på grund af overproduktion ophobes i stedet for at blive afstødt, som det sker hos større børn og voksne. Man kan rede håret og hovebunden forsigtigt for at løsne skællene. Smøre babyens hovedbund ind i madolie natten over og rede håret igennem næste dag. Derefter kan man vaske håret med en mild, uparfumeret babyshampoo.

Med venlig hilsen Mette Aaboe

Mette Aaboe

Læge Mette Aaboe skriver hver uge i Hjemmet om, hvad hun oplever i sin praksis og i Lægevagten. Desuden svarer hun på udvalgte spørgsmål fra Hjemmets læsere. Mette Aaboe er den eneste, der ser brevene, og spørgsmålene offentliggøres under mærke.