Er din datter dronning eller offer?
Dronning, hofdame, tilpasset tilfreds eller klassens offer. Det er barske løjer at være pige i de mindre klasser, for det er her hierarkiet blandt klassens piger dannes. Og det kan godt give både knubs og evige ar på sjælen, når pigerne fedter opad og sparker nedad i kampen om rollerne. Men det behøver ikke at resultere i mobning eller dårlig stemning i klassen. Og det er dit ansvar som forælder, at stoppe mens legen stadig er god! Psykolog Caroline Eich Heine giver her en række gode råd til, hvordan du tackler din datters rolle i klassens pige-hierarki.
Dronningen:
Dronningen er den dominerende pige i klassen. Hun er typisk én af to ledertyper. Den empatiske, socialt ansvarlige med en høj følelsesmæssig intelligens eller den retningsgivende, selvsikre type, der tør komme med idéer og tør tage beslutninger. Det er på grund af disse egenskaber, at hun får lederpladsen i pige-hierarkiet.
Hvis du har en datter, der er den dominerende pige i klassen, er det vigtigt at anerkende din datters potentiale. Det er helt okay, at hun er ledertypen. Så bliv ikke flov over, at hun er dominerende, og lad være med at prøve at undertrykke det. Vær i stedet stolt af det! Og anerkend det over for barnet. Det gode leder-potentiale skal ses, spejles og anerkendes for at udfolde sig på en positiv måde.
Faren opstår, hvis din datter mangler selvværd eller er presset af konflikter i hjemmet. Så kan hun blive den type leder, der ikke respekterer sine omgivelser, fordi hun kompenserer for sine problemer, ved at bruge magten ondskabsfuldt.
Derfor er det din opgave, som forælder, at sørge for, at hun bruger sine kompetencer positivt og med de rigtige værdier. Eller sagt på en anden måde, at hun bliver opdraget til at være et socialt og empatisk menneske.
Hofdamen – Dronningens højre hånd:
Hofdamen er dronningens slyngveninde. Hun opnår samme beføjelser i klassen qua sit nære venskab med dronningen. Faren er, at hun kan komme til at lave en logik for sig selv, der siger, at hun kun er noget værd på grund af et andet menneske.
Derfor er det ekstremt vigtigt at lære hende, at tænke selv! Hun skal have opbygget en tro på, at positiv feedback, det får hun, fordi hun er den, hun er – ikke fordi hun er ven med dronningen. Og så skal hun støttes i, at hun er dygtig til at være 2’er. For det er faktisk flot, at hun accepterer at være på en andenplads.
De kompetencer, en 2’er typisk har, er at være coachende, aktivt lyttende, katalysator for de gode idéer og dygtig til at færdiggøre processer. Og det er nogle af de mest efterspurgte kompetencer i samfundet, så det er ikke så dårligt!
I klassesituationer er det vigtigt, at hofdame og dronning får prøvet at være i situationer uden hinanden. Ikke fordi de ikke må have de roller, de har, men det er vigtigt, at de prøver sig selv af i alle relationer, fordi en hofdame i én relation sagtens kan være dronning i en anden relation. Her har læreren et stort ansvar for at få pigerne placeret i forskellige konstellationer.
Hoffet:
Hoffet, – det er de sundt tilpassede piger. Det er dem, pædagogerne som regel elsker, for det er søde, ordentlige piger, som laver deres lektier. De er typisk tilpassede, men ikke i en grad, så det er gået ud over deres personlige udvikling. Deres kompetencer er for eksempel at være gode til at være i en flok og gode til at vente på deres tur til at tale.
Som forælder til sådan en pige kan man faktisk være rigtig glad på mange områder. Fordi de børn, der tilhører denne gruppe, typisk har let ved at begå sig i forskellige miljøer. De skaber ikke konflikter. De har ikke behov for intriger. Og derfor får de det rimelig nemt i relationer senere i livet.
Faren er dog, at de ikke slår så godt igennem med deres personlighed, og at de ikke får udviklet deres eget dronninge/chef-potentiale. Så som forældre skal man passe på med at overse det. Men man kan altså godt være stolt af at få at vide, at man har et barn, der ikke har overdrevne behov for at bestemme, men som tilpasser sig og kan få det bedste ud af tingene.
Offer:
Hvis din datter er endt nederst i pige-hierarkiet, så er det allervigtigste, at du ser det i øjnene: Din datter er blevet det upopulære barn. Og det er både meget smertefuldt og svært! Her har lærerne en kæmpe opgave med at støtte og hjælpe forældrene. Og forældrene har en stor opgave med at støtte og hjælpe deres døtre.
Børnene siger det typisk ikke selv derhjemme, for de ved faktisk godt, at forældrene bliver kede af det. Og ofte kan det også være den ene af forældrene selv, der ødelægger muligheden for at gøre noget ved barnets offerrolle, fordi han eller hun ikke kan holde ud at se virkeligheden i øjnene. Så begge forældre er nødt til at indse, at deres datter er blevet et offer, før der kan handles.
Næste skridt er at finde ud af, hvorfor barnet selv giver sig selv lov til at komme nederst i hierarkiet. Ingen bliver ofre, med mindre de selv giver lov til det. Så hvor kommer det mindreværd fra? Det kan handle om alt muligt, og det er typisk noget hjemmefra, – men det kan også være opstået på grund af en uheldig placering i gruppen i skolen.
Find ud af det sammen med barnet og skolelæreren. Spørg barnet: Hvordan har du det EGENTLIG ovre i skolen, og vis, at du tør rumme det ærlige svar. Du må gerne sige til din datter, at du måske bliver lidt ked af det – men at du bliver meget mere ked af, hvis hun ikke fortæller dig sandheden.
Når du ved, hvorfor din datter føler mindreværd og accepterer offerrollen, må du prøve at hjælpe hende af med mindreværdet. Og du kan godt tillade dig at kræve, at de andre forældre i klassen samarbejder om, at dit barn får det bedre. Et offer er nemlig hele klassens skraldespand. Det er aldrig offerets egen skyld, hun er bare den beholder, som de andre piger placerer deres egne dårlige følelser i. Derfor er det altid klassens fælles problem.
Og først når klassen ikke længere har et offer, bliver klassen, inklusive lærere og forældre, nødt til at finde ud af, hvor problemerne egentlig kommer fra, og så kan man gøre noget ved dem.
Husk, at det er helt menneskeligt, det, pigerne gør. Men det betyder ikke, at det er i orden. Hvis der er tale om mobning, så skal det stoppes. Lige med det samme!
Har du erfaringer med pigefnidder? Kommenter artiklen nedenfor!