Familie i L.A: Det føltes som at smide ham i et løvebur og håbe, han kom levende derfra”
En onsdag i december 2021 fløj Marie Varming med sin 10-årige søn fra Kastrup med to overnatninger booket på et hotel, et par letvægtsjulegaver i kufferten og udsigten til et nyt liv i Los Angeles.
Hvordan og hvornår flyttede I til USA?
“Den 1. december 2021 fik jeg visum til USA, og så var det pludselig sikkert og vist, at Carl på 10 år og jeg skulle til Los Angeles. Her arbejder jeg som selvstændig freelancejournalist, og Carl går i helt almindelig folkeskole, lærer engelsk, ser noget andet og får venner i en helt anden del af verden.”
Hvad var det største kulturchok?
“I Los Angeles er det utænkeligt, at et barn på ti år færdes alene på gaden, som han ellers har gjort i lang tid i København. Ja, faktisk er det nærmest utænkeligt at et barn færdes på gaden overhovedet, da alle børn her bliver kørt rundt. Amerikanere elsker deres biler, men når det er høj sol og 25 grader udenfor, og der er 20 minutters gang til skole, så er jeg altså skandinav, så Carl og jeg går turen frem og tilbage hver dag.
Det betyder dog også, at jeg ikke har mødt nogen af de andre forældre. Hver dag, når skolen slutter klokken 14.34 (!), holder alle forældrene i deres biler i tomgang uden for skolen, og børnene hopper én efter én ind i en nedkølet bil og bliver kørt væk. Hvorhen og med hvem har jeg stadig ikke fundet ud af. Vi har heller aldrig hørt om hverken klasseture eller fællesfødselsdage, som vi var vant til fra Danmark, hvor man også typisk bliver inviteret ind i en klasse ved hjælp af et par legeaftaler.
Efter et par måneder uden nogen kontakt til de andre børn og forældre, gav jeg Carl mit visitkort med i skole, så han kunne give det til et andet barn, som så kunne give det til sin mor. Vi ventede og ventede. Pludselig efter tre uger fik jeg en sms fra en mor, som havde modtaget visitkortet. Hun viste sig også at være ny i byen og lige så forvirret som mig over, hvor lidt der sker uden for skolen. På den måde fik både Carl og jeg en ny ven.”
Hvad er bedre?
“Alle taler om vejret her i Los Angeles. Det fås heller ikke meget bedre, og det gør noget virkelig godt ved ens humør, når vi hver morgen forlader vores hus og bliver mødt af tocifrede grader, blå himmel og en let brise. Man kan se det på alle i byen. De har nærmest en omvendt vinterdepression. Det føles som om, der, på grund af vejret, er flere muligheder i byen. Der er slentreture på Hollywood Boulevard, dage ved stranden allerede i februar, altid en time på basketballbanen.”
Hvordan er skolesystemet?
“Vi vidste hjemmefra, at Carl skulle meldes ind på den lokale folkeskole, da han ligesom i Danmark var sikret en plads i skoledistriktet. Jeg kunne godt se på internettet, at den ikke ligefrem svømmede i varme anbefalinger – tværtimod.
Men for mig handlede det om, at Carl skulle lære en ny kultur at kende og blive bedre til engelsk – ikke få en stor akademisk gevinst nødvendigvis. Superskole eller ej skulle jeg bruge et par dage inden skolestart på at udfylde papirer i bunkevis. Formularer om Carls bopæl. Var han hjemløs? Spørgsmål om hvornår han begyndte at tale? Om han spiste almindelig mad? Hvilke vacciner havde han?
Men en tirsdag morgen i januar kunne vi gå i skole med sommerfugle helt ud gennem ørerne. Begge to. På grund af covid måtte jeg ikke gå med ind på skolen eller hilse på lærere, andre børn eller forældre. Ingen. Det føltes som at smide ham i et løvebur og håbe, han kom levende derfra. Jeg afleverede ham til en viceinspektør og gik, selv om jeg næsten ikke kunne trække vejret.
Jeg satte mig hen på en cafe, og for første gang i en måned kunne jeg bestille en kop kaffe og åbne avisen helt i mit eget selskab. 45 minutter senere ringede min telefon. Det var Carl. Grædende. Fem minutter efter stod jeg på skolens kontor og trøstede Carl, som hulkende forklarede, at han ikke en gang havde forstået hvilket fag, de havde i klassen, og der var ingen, der talte til ham.
Jeg følte, at mit morhjerte blev revet midt over, men jeg vidste også, at jeg var nødt til at sende ham ind igen, hvis han nogensinde skulle tilbage på den skole. Hans klasselærer og jeg fik ham overtalt til at gå ind igen og tage en time til, og så hentede jeg ham til frokost.
De følgende dage gik det faktisk bedre og bedre. Carl lærte andre børns navne at kende, prøvede at opfange ord og sætninger i timerne og spiste med på den mærkelige skolefrokostordning. Både Carl og jeg skulle lige vænne os til, at han får grillet ostesandwich, slushice og kakaomælk til frokost. Carl beretter, at de andre børn typisk spiser marshmallows og drikker blå energidrik i pauserne. Der sætter jeg grænsen.”
Hvad har det givet jer at være ude i verden som familie?
“Jeg synes, at jeg har lært min søn bedre at kende. Jeg har set ham i nogle helt nye situationer, hvor han er på udebane geografisk, sprogligt og socialt – men også vokse med opgaven. Det har været et fælles projekt, hvor vi har skullet finde det bedste supermarked, finde ud af hvordan man betaler i bussen og lære en ny kultur at kende sammen.
Vi har sammen fundet ting, vi elsker herovre som for eksempel gåturen ved Venice Beach og ting, der er meget bedre i Danmark, som for eksempel at der steder, hvor hjemløse kan gå hen og få hjælp. Begge dele har givet anledning til mange samtaler, vi nok ellers ikke ville have haft.”
Hvad kan få dig hjem igen?
“At Carl gerne vil hjem. Selv om det var hårdt i begyndelsen, blev han gladere og gladere for at være der op til sommerferien, og det var næsten svært at få ham hjem til Danmark igen på ferie. Så vi er ikke på vej hjem. At være ude har blot givet mig endnu mere lyst til at bo i udlandet, og jeg spørger hver dag mig selv, hvordan det mon er at bo i Torino, New York eller Marrakesh. Men Los Angeles var min beslutning, så om vi skal hjem igen, er Carl med til at beslutte.”