Familien Kirkegaard lærte en vigtig lektie under lock down – nu har de gjort alvor af deres drøm

Angel, Emil, Dag og Solveig – mor, far og børn med et helt almindeligt dansk hverdagsliv; to fuldtidsjobs, børnehave, vuggestue og hus i udkanten i af København.

Sådan så rammerne ud for den lille familie for to år siden. Men ikke længere. I dag er huset i Emdrup lejet ud, og familien har til gengæld lejet sig ind i en stor lejlighed midt i Eixample-kvarteret i Barcelona. Her har de fortsat hverdagen på ubestemt tid, og så længe det giver mening for alle.

“Jeg har altid været vild med idéen om at flytte til en anden by og gøre det til min by. At være et sted så længe, at det bliver hjem. Da jeg var helt ung, boede jeg i London, og Emil og jeg har i starten af vores tyvere boet sammen i Melbourne. Da vi fik vores første barn, snakkede vi fra starten om, at vi ville rejse ud på et tidspunkt som familie”, fortæller Angel.

“Jeg er heldig, at min arbejdsplads har et hybrid remote princip, og selv om de faktisk har et lille kontor i Barcelona, arbejder jeg udelukkende hjemmefra, og det samme gør Emil, som er projektleder hos Novo Nordisk.”

At det lige blev Barcelona, var mest fordi byen på papiret opfyldte en række krav. Angel og Emil havde nemlig ikke andet forhold til Barcelona, end at de havde været der på ferie et par gange.

Læs også

Familie i L.A: Det føltes som at smide ham i et løvebur og håbe, han kom levende derfra”

“Barcelona valgte vi, fordi her er et behageligt klima. Varmere end Danmark, men ikke for varmt med 40 grader året rundt. Derudover har byen kystlinje, og det var et stort ønske, at der skulle være havvand. Af samme årsag var Madrid ude af spil. Barcelona er desuden ren og børnevenlig og ikke så stor, at den er svær at lære at kende og navigere rundt i”, siger Angel.

Så var der også det med sproget, for Angel og Emil ville gerne give deres børn chancen for at lære et sprog, som kunne være nyttig for dem at mestre og give dem muligheder senere i livet. Spansk er verdens næststørste sprog, og det er derfor et oplagt valg.

Udlængsel sat i system

Der er mange ting, der skal falde på plads, når man som familie sådan vælger at vende snuden mod den Catalanske hovedstad. Hvor skal vi bo? Hvor skal børnene gå i skole? Hvordan får vi et netværk til os selv og vores børn?

Angel har altid været drømmeren, som slår det store brød op. Emil er også med på et eventyr, men han er samtidig projektlederen, som kan bryde en opgave, som virker uoverskuelig, ned i små spiselige bidder.

“Der er supermeget kedelig og uoverskuelig praktik forbundet med at flytte til udlandet, især hvis man har børn, og det kan muligvis stoppe nogle. Vi kom heldigvis over den barriere ved at skabe et overblik, som gjorde det overskueligt. Vi lavede et Barcelona Trello board; en slags digital to do-liste i prioriteret rækkefølge, hvor opgaverne var uddelegeret imellem os. At gå helt systematisk til værks var vejen frem for os,” fortæller Angel.

Det vigtigste for parret var at finde en god integreret vuggestue og børnehave til Solveig og Dag, som på det tidspunkt var 1,5 og 6 år. Den fandt de via en anbefaling igennem en Facebook-gruppe for danskere med børn i Spanien. Efter en snak og rundvisning med institutionslederen over WhatsApp, kunne de mærke, at det føltes helt rigtigt.

I samme område, Eixample kvarteret, lå også en skole som parret havde fundet frem til kunne være den rigtige, når den tid kom. Det var derfor valget af børnehave og skole, der afgjorde hvilket kvarter, de skulle bo i. At udleje deres eget hus gik nemt – en del nemmere end at finde deres nye hjem i Barcelona.

Læs også

Familie i Japan: ”Jeg tænkte, ’vi bliver nok ikke parents of the year’”

“Det tog lidt tid at finde en lejlighed hernede, men jeg var nok også lidt kræsen. Jeg ville bare så gerne god plads til gæster fra Danmark, altan OG spanske klinker, for hvornår kommer jeg lige til at bo med dem igen? Emil er heldigvis et tålmodigt menneske,” fortæller Angel, som skrev på ca. 45-50 opslag på den spanske boligportal Idealista med meget begrænset svar. Til sidst var der dog bid, og efter en rundvisning på Facetime, skrev parret under på lejekontrakten.

Sprogbarriere og nødplan

Fra den dag Barcelona blev til en mere konkret idé til datoen for flytningen, gik der 4 måneder. Selvom Angel er en drømmer med en tro på, at ting nok skal falde i hak, havde hun alligevel et par bekymringer, inden de tog afsted. En af dem var, om savnet til venner og familie ville blive for stort – og om hun ville mangle sine søstre og veninder for meget i hverdagen.

“Det var også en af grundene til, at vi valgte Spanien, der er ikke så langt hjem, og det er en destination folk ikke har noget imod at besøge flere gange. Jeg har taget et par “jeghar-brug-for-at-se-mine-veninder”-spontane ture hjem. Og så FaceTimer vi rigtig meget med familien,” fortæller Angel.

På deres fjerde måned i Barcelona knækkede Dag koden til det engelske, og det gjorde en afgørende forskel. Nu kunne han lege med sprogligt, og siden er det spanske også kommet til stille og roligt. Han trives og har fået gode venner i skolen, og Angel bliver glad helt ind i moderhjertet, når hun ser hvordan han griner, hygger og er helt tryg sammen med hans to bedste venner, som han altid følges med et stykke hjem fra skole.

“Dag taler nu spansk, og han oversætter for os og griner, når Emil og jeg udtaler ord forkert. Solveig er også godt med, hun taler engelsk og overrasker tit med pludselig at slå over i spansk,” siger Angel.

Læs også

Når Maria har afleveret sine børn i skole, patruljerer politiet og klassedørene låses

Den spanske livsstil

Familien har nu boet i Barcelona i 20 måneder. Byen er blevet deres, og det er den spanske mentalitet og hverdag også. Med dage som begnder og slutter lidt senere end de gjorde i København og et blik på familielivet, der er lidt anderledes, end familien oplevede det i Danmark.

Dag går i 0. klasse på en spansk privatskole, som ligger et kvarter væk, og Solveig er i preschool samme sted. Ifølge Angel er de spanske folkeskoler generelt rigtig gode, men der tales catalansk og ikke en kombination af spansk og engelsk, som på den privatskole de har valgt.

Angel nyder at sidde på en restaurant på en helt almindelig hverdagsaften, hvor børnene leger rundt, uden at det opleves som forstyrrende. Hernede føler hun ikke, at små børn er i vejen, selv om de støjer lidt og er aktive.

“Det sociale liv ændrer sig ikke så meget hernede, når folk får børn. De går stadig ud på samme måde. Børnene er bare med, og der er plads til dem. Man lever lidt mere og føler sig ikke så adskilt fra resten af verden, fordi man har små børn. Den følelse kunne jeg godt have, da vi boede i København. De lidt friere rammer gør nok også, at jeg føler mig lidt yngre hernede, fordi vi ikke skal være hjemme kl. 17 hver dag til aftensmad.”

Klimaet har også en betydning, for den kolde og mørke vinter er bare mindre kold og mere udadvendt i Barcelona. Familien lever derfor meget mere udendørs og er ude længere om aftenen. I weekenderne driver de rundt mellem byens legepladser, drikker kaffe i solen, eller mødes og spiser med de venner, de har fået igennem skolen og forskellige Facebook-grupper og sportsaktiviteter.

“Vi har været ret proaktive på det punkt. At få venner i 30’erne er sgu lidt af en ekstremsport, og det har til tider også været trættende at være så opsøgende. Men vi har været klar over, at kernen til ægte trivsel og følelsen af at høre til er at have nogle at dele det hele med, så det har været en prioritet,” fortæller Angel og fortsætter:

“Vi har det godt her. Barcelona er blevet vores, så vi giver ikke slip igen lige nu. Om vi bliver et år mere eller fem, ved vi ikke, men så længe det giver mening for alle, så bliver vi.”