Familiesammenhold kommer af den rette "dronning"

For nogle måneder siden foregik der en debat om, hvorvidt det er i orden at kalde sin lille datter for prinsesse. Det kunne være skadeligt at kalde sin datter for prinsesse, sagde en klummeskribent, og jeg deltog slet ikke i debatten. Men debatten gjorde bare, at jeg blev ekstra glad, når folk spontant kaldte vores lille datter for prinsesse. Sådan skal det være, tænkte jeg glad.

Ordet prinsesse står for mig som et kærligt kælenavn, som selv hendes oldemor kunne have kaldt hende. Ren kommunikation mellem generationer, kultur, religioner og samfundslag. Fatma bliver kaldt prinsesse og det samme med Freja.

Jeg er gift med en tyrker og med hensyn til ord, er der indimellem nogle overraskelser, når han omtaler ting anderledes, end jeg ville gøre. Hvad jeg betegner som en udfordring, betegnes måske som en gave for ham. Når jeg får et eller andet flip med at tingene skal gøres på en bestemt måde, fordi jeg har læst en artikel om det, minder han mig om, at jeg ikke kan være min nabo, ligesom min nabo ikke kan være mig.

Forleden kom min mand og jeg til at tale om en bestemt familie, som vi indimellem ses med. Et par med to voksne børn, og nu er der også børnebørn i familien. Min mand sagde, at kvinden/bedstemoren i familien var dronningen i familien. Sjældent havde han mødt et sødere menneske. “Hun er en dronning”, slog han fast. “Hvordan? Hvad mener du med, at hun er en dronning?”, spurgte jeg og ville have ham til at uddybe.

Han lagde vægt på den måde, hvorpå hun altid sikrede sig, at alle omkring hende havde det godt. Hun spurgte ind til andre, hun var varm og huskede detaljer, som vidnede om hendes omsorg for andre. Hun var glad, når andre omkring hende var glade. Han følte altid, at hun oprigtigt interesserede sig for hans ve og vel.

Samfund med individualister

Hvad det gjorde ved mig, at han omtalte hende som “dronningen af familien”, var, at jeg blev mindet om, at vi aldrig må glemme vores varme måde at omgås hinanden på, selv om vi lever i en konkurrencekultur, hvor alting helst skal debatteres og fixes. Vi må heller ikke glemme vores umiddelbarhed i hverdagen, selvom guides, tips og smarte forløb drager os mere end brugen af vores sunde fornuft. Det er ikke alt, der behøver have en formel.

Har vi en lille tvivl eller udfordring i hverdagen, bliver det til et problem der skal fixes. Vi må regne løsningen ud, så vi kan blive bedre, men til hvad? Måske bliver vi ikke engang bedre til at holde sammen på familien, når vi bare tripper i vores egne små sko? Individualismen trænger igennem overalt, og så kan man godt glemme, at der sidder de fineste dronninger rundt om i de danske familier, der sørger for, at alle i familien har det godt.

Det imponerer mig, når en veninde fortæller mig, at de lige har fået taget et familieportræt hos en fotograf – fire generationer af kvinder, og jeg husker, at det da også var hendes oldemor, de var til kaffebord hos. Det er da, hvad livet drejer sig om – varme, omsorgsfulde kvinder/mødre, der har øje for, hvordan vi har det i familien… I deres egen familie, men i høj grad også i dagligdagens fællesskab.

En dronning samler og holder sammen på familien. Det er sådan jeg ser en ’dronning af familien’. Ja, selv ved et opløst parforhold med børn er der da også mange dronninger derude, der år efter år taler pænt om faderen til børnene, holder aftaler, bærer over med – og endda holder mund, når det er til deres fælles bedste. Alt sammen i forhold til at holde sammen på en anden måde – bare som en skilt familie.

En dronning har værdighed, og det får man ikke ved at tage en lang uddannelse eller have pæne tænder. Det handler hverken om kultur, social klasse, religion eller baggrund. Værdigheden udspringer af at give børnene en stor portion kærlighed og varme i hverdagen.

Selv for de mødre, der ikke har haft de bedste forbilleder, er der mulighed for at spejle sig i andre og dermed slå en streg over den negative arv, vælge sin egen vej, fyldt med kærlighed og varme, og gøre vejen til den mest naturlige i verden.