Felix Smith: ”Brug dine penge på dine børn og på at holde fri”

OM AT VÆRE FAR

Det synes jeg – heldigvis – stadig er helt ok her på niende år. Vi har en dreng på ni og en på tre, så jeg har en bred pallette af børn omkring mig hele tiden. Jeg synes, jeg har været småbørnsfar i rigtig mange år efterhånden, men det er stadigvæk virkelig sjovt. Jeg bliver nok mere og mere bevidst om, at det er en tid, der aldrig kommer tilbage, så jeg forsøger at gøre alt for at nyde hvert et sekund. Eller tæt på i hvert fald.

OM TÅLMODIGHED

Jeg er ikke en tålmodig far, for jeg er ikke et særligt tålmodigt menneske. Men jeg synes, at jeg er blevet bedre til det... På nogle områder er jeg en enormt utålmodig far, mens jeg på andre områder sagtens kan være i ro sammen med drengene. Det skal så også lige siges, at jeg har nogle meget utålmodige børn – æblet falder sjældent langt fra stammen. Og Marie er heller ikke et særligt tålmodigt menneske. Vi er bare en familie med fart på. Altså, børn er jo det første her i livet, der ikke bare sådan forsvinder igen. Det går ikke væk – de er der hele tiden, resten af livet. Og da jeg nåede til den erkendelse, var det som om, der faldt lidt ro over tingene.

OM AT SIDDE STILLE

I perioder, hvor jeg arbejder meget, er jeg jo ikke så aktiv derhjemme, men ellers er jeg ikke typen, der sidder stille for lang tid af gangen. Når jeg er sammen med mine børn, så laver vi som regel noget. Vi kan da sagtens sidde og se en film i sofaen, hvis far er virkelig træt, men ellers skal vi helst ud og lave et eller andet. Det kan være lidt af en udfordring, når den ene er tre og den anden er ni. Men! Det er jo derfor, det er så dejligt at bo helt op ad en skov. To drenge i en skov kan man altså have glæde af på mange måder – og i mange år. Det fede ved at have to drenge er, at de sagtens kan lege sammen – også selv om der er seks år imellem dem. Sådan helt generelt er vi nok forholdsvis aktive i denne familie.

OM AT PLANLÆGGE

Vi er ikke sådan en type familie, der planlægger, for det har aldrig rigtigt været nødvendigt – og det passer så fint til den måde, vi er på. Vi er sådan nogen, hvor der er plads i kalenderen til at gøre, hvad man har lyst til – uden at vi behøver at holde styr på hinanden hele tiden. Men jeg kan da godt mærke, at jo ældre den ældste bliver, jo større bliver også behovet for lige netop planlægning. Når man går i 3. klasse, er der pludselig legeaftaler, svømning, rollespil og alt det der. Vi har skam en familiekalender, og vi bruger den faktisk.

OM AT DOWNSIZE

På mange måder lever Marie og jeg ret luksus, og det taler vi tit om. Vi kunne sagtens have valgt at bruge vores tid på at arbejde noget mere eller skabe noget mere for os selv og vores karriere, men det, der er sjovt lige nu, er bare ikke at skulle så meget. Ikke hele tiden at tænke på, hvad man skal lave de næste år og arbejde 50-60 timer om ugen. Det harmonerer bare skide dårligt med at have små børn. Vi føler os meget privilegeret over, at vi kan tillade os at leve på den måde, men jeg må sige, at det er et spørgsmål om at prioritere. Det er ikke nødvendigt at have en kæmpe villa i Hellerup til 20 millioner og et sommerhus længere Nordpå. Downsize lidt – eller meget. Lad være med at bruge dine penge på ingenting. Brug dem i stedet for på at holde fri og være sammen med dine børn. Det gør vi.

OM TIDEN

Vi er som samfund blevet for dårlige til at slappe af, men det er svært at klandre individet. Jeg forstår, at man er nødt til at stige på det tog, der kører og at det for de flestes vedkommende kan være svært at styre sin egen tid. Men prøv lige at hør her – den tid, vi har med vores unger – den får vi ikke tilbage. Og vi har dem jo alle sammen; størstedelen af os i hvert fald. Og det kan man som samfund godt imødekomme meget, meget bedre. Hvis man har lyst og behov for at være sammen med sine børn, så skal muligheden sgu også være der. Jeg bliver så trist, at det skal være praktik og økonomi, der skal være skyld i, at det hele ikke kan gå op.

OM OPDRAGELSE

Vi taler ret tit om opdragelse, og det er også blevet nødvendigt, nu hvor den ældste er ni år, for der skal sættes rammer. Og det er jo nu, han begynder at stritte imod og have sine egne meninger og holdninger, og det er vi som familie nødt til at tale om. Der skal være plads til os alle. Men spørg mig igen om fire år – så fylder det nok langt mere, end det gør lige nu. Vi er – et langt stykke hen ad vejen – enige. Marie er dog ret idealistisk omkring ingen iPad og ingen skærm, hvor jeg er lidt mere loose, men vi finder altid et ret godt kompromis. Det er på en eller anden måde lidt svært for mig at være én, der arbejder inde i fjernsynet og så være ham, der fortæller vores børn, at det er en dårlig ting at glo ind i en skærm. Det er et underligt signal.

OM KÆRLIGHEDEN TIL MARIE

Vi har været sammen i over 10 år – toprekord for os begge to! Der er en meget fin kærlighed imellem os, og nu har vi jo været sammen så længe, at vi virkelig kender hinanden godt. Og vi accepterer, hvordan vi er. Alle facader er faldet, og det giver en anden ro på en eller anden måde. Nu er der gået så lang tid, at nu har vi ligesom bevist, at vi bare skal være sammen. Og så er der ro på. Det er så rart. Det er der mange, der burde prøve. At acceptere, at det ikke altid er, hvad man forestiller sig, men at der er en kæmpe gave i at få lov til at være sammen som familie. Det er det helt rigtige for os.

OM MARIE SOM MOR

Hun er en fantastisk mor! Jeg ved simpelthen ikke, hvordan det nogensinde skulle gå uden hende. Hun er virkelig en dygtig mor. Hun har haft muligheden for at være hjemme sammen med børnene i nogle år, så hun ved virkelig, hvad hun laver. Det er meget sjældent, hun sætter en fod forkert i mor-rollen. Jeg har et arbejde, hvor jeg sommetider er væk i mange dage – både mentalt og fysisk – hvor hun bare styrer butikken. Og det er så dejligt, at det fungerer, og at jeg ikke skal tænke på det. Jeg ved, der er styr på det! Hun er bare en virkelig dygtig mor!

OM RASTLØSHEDEN

Både Marie og jeg er rastløse sjæle. Vi har sat vores nuværende hus til salg to gange – men har fortrudt begge gange. Eller, Marie har. Men nu har vi kigget hinanden dybt i øjnene og har aftalt, at vi bliver boende her i hvert fald et par år. Ungerne elsker det, og selv om det kan være kedeligt at bo på en villavej, så kan det altså noget. Vi bor nærmest i en skov – hvor heldige er vi lige?! Vi må virkelig tøjle os selv nogle gange og lige slå koldt vand i blodet… Børnene er jo så glade og lykkelige for at bo her, og det skal de have lov til. I nogle år. I hvert fald. Tror jeg.

OM HVERDAGEN

Jeg sætter pris på at kunne stå op med mine drenge og køre dem i børnehave og i skole, og så sætter jeg også rigtig meget pris på at kunne hente dem igen. Så er det en dejlig dag. Men noget, jeg sætter ekstra meget pris på er, at vi altid spiser kl. 17.30. Der er totalt faste spisetider hos os, og så bliver drengene puttet kl. 18.30. Sådan er det bare hver dag – altid. Det er så dejligt. Det har taget mig nogle år at acceptere, at sådan en rytme kan være god, men det må jeg bare tage hatten af for. Jeg er meget glad for, at det er blevet trumfet igennem, og det er også rigtig fedt for børnene. I weekenderne kan der godt ske noget mere, men hverdage kører meget fast sådan.

OM AT VÆLGE STEINER

Der er mange årsager til, at vi har valgt Steiner til vores børn, men i starten var det egentlig mest fordi, at der er mange børn i vores familier, der går der. Jeg gik selv i en ganske almindelig folkeskole, der ligger over for den Steinerskole, mine unger går på i dag. Jeg husker – der tilbage i 80’erne - hvordan jeg kiggede over på det indianertelt, de fik undervisning i og legede og var glade. Mens jeg sad inde i et lokale og gloede op på en tavle og kaldte læreren for Hr. Petersen. Jeg har altid tænkt, at hvis jeg en dag fik børn, så skulle de gå på den skole på den anden side af vejen, for der ville jeg gerne selv have gået. Der er ingen mobiltelefoner, ingen iPads og den slags på skolen – alle er lige. De kan være i deres egen verden, når de er der. Der er ingen test og ingen prøver. Om børnene er det ene eller det andet værd eller kan det eller det, det er ikke væsentligt. Det handler om noget helt andet. De lærer ved at opleve – ikke ved at sidde og glo på en tavle inde i et lokale. Det bedste er, at skoledagen slutter for Theodors vedkommende ved 12-13 tiden hver dag, og så er der leg resten af dagen. Han er ni år gammel, og han skal da bare ud og lege.

OM FOLKESKOLEN

For hverken Marie eller jeg var folkeskolen noget, vi fik særligt meget ud af. Efter den nye folkeskolereform, havde jeg uden tvivl hevet mit barn ud, hvis han gik i en almindelig folkeskole. For mig giver det slet ikke nogen mening, at børn skal sidde så længe på deres flade uden at bruge energi eller kunne lege. Men jeg ved jo godt samtidig, at der er forældre – særligt enlige – der er nødt til at arbejde fra 8-17 hver dag, og det er jo der, problemet starter i vores samfund. Det er blevet sådan nogle parkeringspladser, vi har lavet til vores børn, hvilket aldrig har været meningen. Jeg ville ønske, at flere forældre tjekkede op på andre muligheder for deres børn – for der findes andre alternativer end den almindelige folkeskole.

OM KÆRLIGHEDEN TIL BILER

Haha! Den skal næsten med! Det er simpelthen en grundlæggende interesse fra barndommen, og den har altid været der. Min lillebror og jeg har et fællesskab omkring den kærlighed til biler – i særdeleshed Mercedes. Det er en hobby, jeg har haft i mange år, og nu hvor jeg er blevet voksen, har jeg pludselig mulighed for at komme til at køre i nogle af de biler, jeg kun turde drømme om som lille knægt. Det er så vildt for mig! Ja, det er da en smådyr hobby, men igen handler det om prioriteter. Så har vi ikke et sommerhus på Mallorca eller et kæmpestort hus. Vi har valgt et lille hus, men har så altid en fed bil holdende ude foran. Sådan er der så meget.