“Jeg har altid haft følelsen af at komme for sent – også med forældreskabet"

Det var med i statsministerens nytårstale, det er på tv i form af Danmarks Radios dokumentarserie om tv-værten Stephania Potalivo, der går i fertilitetsbehandling, og det er et tema i forfattere som Rikke Oberlin Flarup og Anne Cathrine Bomanns bøger: børn. Hvordan får vi dem? 

Skal vi have færre eller flere? Og hvad hvis vi helt vælger dem fra? Hvad betyder det for vores fornemmelse af at høre til i et samfund, hvor reproduktion er så centralt, at statsministeren taler om det på årets første dag? 

I Rikke Oberlin Flarups roman "Undskyld jeg kommer for sent" er hovedpersonen midt i 30’erne, single, freelancer og i tvivl om det meste, men især om hun kommer for sent til livet. Og så ved hun ikke, om hun vil have børn. Noget forfatteren genkender fra sig selv. 

“Jeg har altid haft følelsen af at komme for sent til livsvigtige begivenheder og har været sent ude med det hele: fester, kærester, uddannelse. Det samme med forældreskabet. På et tidspunkt var jeg sikker på, at jeg ville have børn, men jeg blev gradvist mere i tvivl. I den tvivl opdagede jeg to ting: Vi skal selvfølgelig forholde os til biologien, men vi fortæller også hinanden, at vi hele tiden skal nå noget i livet, før det næste kan ske,” siger hun om den oplevelse og følelse, hun undersøger i bogen. 

Læs også

Susanne Bier: ”Mange kvinder kommer desværre ikke tilbage i kampen efter barsel”

Rikke Oberlin Flarup står selv på den anden side. Hun kan stadig være i tvivl, om hun skal have børn, men føler sig gradvis mere afklaret. Sidste vinter skrev hun en opdatering på Facebook, hvor der stod, at hun havde opsat en regel for sig selv: Hvis hun ikke havde fået børn, inden hun var 42 år, skulle hun ikke have nogen. Det var skillelinjen for hende. Hovedpersonen i romanen får også at vide, at hun ikke skal vente, til efter hun er fyldt 40, hvis hun vil have børn, da hun er til gynækolog for at få tjekket sine æg, og scenen har sin oprindelse i 2015, hvor landets store byer var plastret til med plakater, hvor der stod: “Har du husket at tælle dine æg i dag?” 

Det gjorde Rikke Oberlin Flarup vred. 

“Jeg synes, det er at sætte kvinder i en meget voldsom situation. Jeg er født i 1981, og hele min ungdom har jeg hørt om prævention, og at man ikke måtte blive gravid for tidligt. Men lige pludselig handlede det hele om, at vi alle sammen var ved at komme for sent til at få børn. Vi var blevet fortalt, at man skulle have styr på det hele, før man får børn. Men nu blev det udlagt, som om vi alle sammen var blevet for gamle.” 

Pres, ulighed og klimaforandringer 

I dag er der stor opmærksomhed omkring det at få børn. Tal peger på, at vi får færre børn, mens fertiliteten hos især mænd er halveret siden 70’erne. Men hvad siger en læge til alt dette? Lone Schmidt er professor i Social Medicin og fortæller, hvad der er vigtigt for unge, når de skal tage stilling til, om de vil have børn. 

“Vi ved fra studier, at 85-95 procent gerne vil have børn. Samtidig har niveauet for dem, der ikke får børn ligget relativt stabilt de seneste 20 år. For kvinder er det omkring 12 procent, og for mænd er det cirka 20 procent. Det, der er vigtigt for de unge i dag, før de overvejer at få børn, er, at de gerne vil have en partner, som de kan dele ansvaret med. De vil også gerne føle sig modne og have en god økonomi, og for mænd gælder også, at de gerne vil have afsluttet deres uddannelse. Det er mindre vigtigt for kvinder, hvilket giver god mening i forhold til vores biologi. Men det er tydeligt, at det er centralt for flere i dag at have styr på deres liv, før de får børn, end det var tidligere. Man føler et større ansvar, der gør, at man måske går i gang senere.” 

Det er professor i antropologi Ayo Wahlberg enig i. Han forsker især i sundhedsantropologi og har identificeret tre hovedårsager til, at folk enten ikke vil have børn eller udskyder beslutningen: “Pres, ulighed og klimaforandringer.” 

Læs også

Camilla var 34, single og drømte om børn: ”Jeg fik et råd, der kom til at ændre alt”

Ayo Wahlberg fortæller, at mange oplever det som et stort pres og som en afledt konsekvens af vores samfunds præstationskultur, at der skal ske så meget, fra man er midt i 20’erne, til man er midt i 30’erne. Man skal have uddannelse, bolig og børn, og det oplever flere som helt enormt hårdt. Især hvis det ikke sker, som er tilfældet for hovedpersonen i Undskyld jeg kommer for sent. Ayo Wahlberg uddyber: 

“Vi har en samfundskontrakt, der går på, at hvis man bidrager på lige vilkår til samfundet, så får man lige meget ud af det. Sådan er det bare ikke for kvinder, når de skal have børn. For mange er der både en forventning og et ønske om at få en karriere, men vi har ikke skabt de rette rammer, så det er lige for begge køn. Selv om vi har fået nye barselsregler, er det stadig kvinderne, der betaler den økonomiske pris for at få børn.” 

Vi har diskuteret pres og ulighed i mange år, men det nye er, at man i det Ayo Wahlberg kalder “Greta Thunberg-generationen,” stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er godt at sætte børn i verden. 

“De 18-20-årige tager det meget seriøst. Hvad er det for en verden, vi giver videre, og kan man overhovedet tillade sig at få børn, når vi har ødelagt jorden? Det er en angst for fremtiden, der ledt til aktivistiske bevægelser som f.eks. birth strike.” 

Andre fællesskaber 

Der er ingen tvivl om, at de tanker som Rikke Oberlin Flarup gør sig, og som er blevet til romanen "Undskyld jeg kommer for sent", er en del af en global tendens. Men for Rikke Oberlin Flarup rejser det også en række spørgsmål. Kommer hun til at fortryde at være kommet for sent? Og er der andre familieformer, hun har lyst til at indgå i? 

“Selv om jeg har taget en beslutning om ikke at skulle have børn, er jeg ikke helt afklaret. Det ved jeg ikke, om jeg bliver. Men jeg prøver at føle en ro omkring min beslutning. Simpelthen at give plads til min egen tvivl.” 

Rikke Oberlin Flarup kan godt spejle sig i både Lone Schmidts og Ayo Wahlbergs pointer, som ligger i forlængelse af hendes egne erfaringer med verden, hvor det hele tiden handler om at nå i mål med noget. Hun kunne godt tænke sig en anden fortælling: 

Læs mere

Da Theas kæreste fortalte om sin fremtidige løn, krakelerede hendes selvbillede

“Jeg vil gerne have en samtale om de fællesskaber, som vi alle sammen er en del af, og om det er muligt at forestille sig, at tingene kunne se ud på en anden måde. Vi lever på et tidspunkt, hvor det er helt fair at spørge, om det er godt, at vi alle skal have børn, hvor mange er stressede, og hvor infrastrukturen i børnefamilierne er presset. Kunne det gode liv se anderledes ud end to forældre og et par børn? Det oplagte svar er ja, men hvad er det så?” 

Det er hele "Undskyld jeg kommer for sent"s grundspørgsmål: Hvordan ser et liv uden børn ud?

 “Jeg drømmer om at flytte på landet sammen med en veninde og hendes børn. Det skal ikke være et kollektiv, men et sted, hvor der er plads til, at andre kan komme og skabe noget. En form for refugie, hvor jeg kan have en vennefamilie. Jeg begynder at se de fællesskaber, som jeg kan indgå i som noget meget positivt.” 

På mange måder lyder Rikke Oberlin Flarup meget tilfreds med sin beslutning. Eller det virker i hvert fald, som om hun er kommet til et sted, hvor hun har forliget sig med tanken om ikke at skulle have børn. Men på de dårlige dage balancerer hun også spørgsmålet om sin egen berettigelse, og den samtale kunne hun godt tænke sig fik mere plads: “Hvorfor er det, vi accepterer det her specifikke biologiske pres på kvinder?” 

Fertilitetsudmattelse 

Selvom vi ifølge Lone Schmidt endnu ikke kan se et entydigt fald i fødsler i Danmark, så peger tendensen på, at det går den vej, og Ayo Wahlberg har et begreb for det: Fertilitetsudmattelse. Det hænger sammen med de tre punkter, som han opridsede, og det hænger især sammen med Mette Frederiksens nytårstale. 

Ifølge Ayo Wahlberg er vi i en situation, hvor det samfund vi har, gør os så udmattede, at nogle enten ikke kan se, hvordan det skal kunne lade sig gøre at have børn, mens andre tænker, at det er uetisk at få dem. De mest ekstreme udtryk for det finder vi i meget liberalistiske samfund som Sydkorea, hvor fertilitetsraten er nede omkring 0,7 procent. Det er den tendens, som statsledere som Mette Frederiksen forsøger at imødegå, når hun f.eks. vil støtte fertilitetsbehandlingen i Danmark. 

Forskerne kalder det for pronatalisme, hvor menneskelig reproduktionen er selve tilværelsens og statens omdrejningspunkt. Ayo Wahlberg er ikke imod, at man støtter fertilitetsbehandling, men han ser det som symptombehandling: 

Læs også

Min datter er blevet udstødt af sin søn og svigerdatter

“Med Mette Frederiksens forslag behandler man en effekt af det samfund, vi har skabt, i stedet for at tage stilling til, hvorfor folk enten bliver ældre, når de får deres første barn, eller vælger ikke at få børn. Kunne det have noget at gøre med, at vi bliver udmattede af det ræs, vi skal igennem i 20’erne og 30’erne? Behøver hele tilværelsen udspille sig indenfor 10 år? Og hvordan kunne vi gøre det anderledes?”

Rikke Oberlin Flarup har ikke et forkromet svar på hverken sit eget eller Ayo Wahlbergs spørgsmål. Men hun vender gang på gang tilbage til tvivlen. At vi skal lære hinanden, at der sagtens kan være flere sandheder på én gang, og at vi skal være nysgerrige på vores egen tvivl:

 “Tvivlen er det sted, hvor vores samtaler kan blive frugtbare. Jeg kunne godt tænke mig at have flere frugtbare samtaler om de her emner, som jo grundlæggende handler om, hvordan man mærker efter i sig selv. Det tror jeg, at vi er dårlige til, fordi vi hele tiden bliver dulmet med informationer fra morgen til aften, som vi skal forholde os til. Mange af os har fået at vide, at vi skal gøre, hvad vi vil. Virkelig mærke efter. Men de fleste er blevet fuldstændig afskåret fra det sted i sig selv, hvor de mærker efter. Sådan har jeg det stadig, men de seneste år er jeg blevet bedre til at lukke tvivlen ind i mit liv og være i den.”