Fertilitetsmesse

Fertilitetsmesse skal bryde tabuer og aflive myter

Danmark åbner dørene for den første fertilitetsmesse i hele Skandinavien til april. Det er nemlig stadig et tabu at opleve problemer med at blive gravid, og emnet emmer af uvidenhed, mener messens initiativtager.

I mit erhverv møder jeg tusindvis af ufrivilligt barnløse hvert år, og jeg oplever, at de udover den information, deres egen læge kan give dem, har et enormt behov, en masse skam og tvivl og desværre også stor uvidenhed, som vi kan afhjælpe ved at stille eksperterne til rådighed for dem og sige: Du er ikke alene, fortæller Vickie Budden i en pressemeddelelse om Fertilitetsmessen

Hun er initiativtageren bag den nye messe, som er den første af sin slags i hele Skandinavien, og har i 15 år arbejdet som akupunktør med fokus på at behandle kvinder, der er i fertilitetsbehandling.

Få information om fertilitetsbehandling 

Kom og tal med eksperterne

Til Fertilitetsmessen kommer der eksperter fra både ind- og udland, som har speciale i alt fra hormonbehandling og partneradoption til kostvejledning. Men det er lige så vigtigt for den enkelte at opdage, at andre er i samme båd, mener Vickie Budden.

Vi ligger alle sammen under for forestillingen om at være perfekte. Vi regner med, at når vi kan tage en Ph.d., løbe et maraton og få et fedt job, så kan vi også få et barn, når det passer ind i vores liv. Men fertilitet kan ikke kontrolleres og styres. Ved at tale højt om det faktum, at så mange oplever problemer, giver vi folk et fundament for at beslutte, hvordan de bedst opnår drømmen om et barn. For den fantastiske nyhed er jo, at 71 % af dem, der påbegynder fertilitetsbehandling, faktisk kommer hjem med en baby,” siger hun.

Fertilitetsmessen bliver afholdt i Bella Center i København d. 22.-23. april 2017.