Mor-skam: ”Jeg har mødt kvinder, der græd, fordi deres baby ikke ville være i slyngen”

Du kom til at råbe lidt for højt ad børnene og mærker efterfølgende en gnavende følelse af skam. Du slår dig selv i hovedet over, at det nogle gange er svært at trøste dit barn, at det ikke vil bæres i slynge, og at babymosen ikke er hjemmelavet. Du føler dig måske utilstrækkelig, fordi du ikke kan være så meget mor, som du gerne vil, når du også har et arbejde at passe. Hvor er det dog også skamfuldt, at dit barn stadig bruger ble, og at du igen ikke orker at lave aftensmad.

Selvbebrejdelserne står i kø, for hvor er du også bare en dårlig mor. Helt forkert og uduelig. Som mor er der ingen ende på alle de ting, du kan skamme dig over at have gjort eller ikke gjort. Den velkendte følelse hedder mor-skam og kan både dække over, at du skammer dig over dig selv som mor, og at andre udskammer dig. Og det er en tendens, som er blevet mere og mere udbredt i vores samfund.

"Idealerne for, hvornår man er en god mor, er højere i dag. Samtidig er de meget modsatrettede. Lige meget hvilken slags mor du vælger at være, kan du altid finde nogen, der synes, du er en dårlig mor. Hjemmepasserne bliver skældt ud over ikke at socialisere deres børn. Dem, der sender i institution, bliver skældt ud for at gøre det. Og dem, der arbejder deltid, bliver skældt ud for ikke at udleve deres potentiale som kvinde i feminismens tegn. Du kan altid finde nogen, der synes, at det, du gør, er forkert. Vi bliver bombarderet med det. Du kan ikke stå i køen til supermarkedet uden at se overskrifter om, hvordan man kan gøre tingene bedre", siger psykolog Krista Korsholm, der har specialiseret sig i netop skam.

Selvom det er godt, at vi har store forventninger til os selv som forældre og gerne vil gøre det så godt som overhovedet muligt, så indebærer det også en stor risiko for at fejle. For når vi sætter høje krav, er det næsten lige meget, hvad vi gør. Det vil aldrig føles helt godt nok.

"Skam er individets følelse af at være forkert. Ikke værdig til fællesskabet. Utilstrækkelig og uduelig. Skam opstår, når vi oplever, at vi er noget andet, end vi gerne vil være. Når vi ikke lever op til vores egne idealer. Og man kan måske sige, at skam er de ambitiøses følelse. Ikke ambitiøse i forhold til karriere, men til forældreskabet. De fleste mødre vil mene, at det at være mor er en af de vigtigste ting at lykkes med. Derfor er vi enormt udsat for skam", siger Krista Korsholm.

En følelse af utilstrækkelighed

Det er ofte som nybagt mor, at man er særligt udsat for at føle skam. For på den ene side står du pludselig med det dyrebareste i dine arme og vil så uendelig gerne gøre det hele rigtigt for det her lille væsen. På den anden side har du aldrig prøvet det før og er fyldt med tvivl og usikkerhed.

Sådan var det for forfatter Julie Bruhn Højsgaard, der har lavet podcasten ‘Jeg er mor’ om alle de svære følelser, der følger med titlen. Da hun blev mor for første gang, blev hun screenet for fødselsdepression. Men hun var ikke helt ked af det nok til at få hjælp. Så hun måtte tumle med følelserne af utilstrækkelighed alene.

"Jeg følte mig enormt ensom og enormt forkert over, at jeg ikke bare var lykkelig som mor. Min datter græd rigtig meget, og jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget forkert. Jeg troede, at jeg ikke kunne aflæse hende. Når jeg ser tilbage, er jeg sikker på, at hun havde mavekneb. Men dengang vendte jeg det indad og slog mig selv i hovedet over, at jeg ikke var bedre til at tolke hende og give hende trøst", siger hun.

En anden, der også har mærket, hvordan skammen kan skylle ind over en, er influencer og kagebogsforfatter Ditte Julie Jensen, kendt fra Den Store Bagedyst på DR. Hun er både fuldt ud dedikeret livet som mor og iværksætter, og det prikker jævnligt til hendes dårlige samvittighed. For det kan føles skamfuldt faktisk også at ville noget andet end sine børn.

"Fordi jeg har valgt at være selvstændig og have en anderledes hverdag, kan jeg godt føle mig utilstrækkelig, fordi jeg ikke kan nå alt det, jeg gerne vil. Jeg brænder for både mit arbejde og mine børn, og det føler jeg enormt meget skam over at sige højt. For de fleste har den opfattelse, at når man har valgt at blive mor, så skal man prioritere det. Men selvom jeg har valgt at blive mor, så har jeg ikke opgivet mig selv. Jeg prioriterer at huske mig selv for at kunne være en bedre mor over for mine børn", siger hun.

Forældrerollen definerer dig

Skam er ikke en ny følelse. Den har altid eksisteret i os mennesker i en eller anden form. Men tidligere var det kirken og staten, der dikterede, hvad der var rigtigt og forkert. I dag er det i høj grad op til den enkelte at afgøre. Derfor ligger ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger ene og alene på os, og hvis vi som forældre laver en fejl, kan vi kun skyde skylden på os selv.

"I dag er vi individualiserede og skal stå på mål for os selv. Vi skal leve op til egne forventninger og normer, som man føler, at man står alene med. Derfor bliver børnene et udtryk for forældrenes succes. Børnene skal vise, at forældrene har styr på livet. At de klarer sig godt økonomisk og socialt, og at børnene er små succeser. Derfor bliver det også skamfuldt og et personligt nederlag, hvis man ikke mestrer forældrerollen. Det falder tilbage på os, hvis vi ikke føler os som gode forældre", siger forsker i børne- og familieliv Per Schultz Jørgensen.

Krista Korsholm kalder det privatiseringen af skam. I dag har vi adgang til uendelige mængder information, og ud fra det skal vi selv afgøre, hvad der er det rigtige. Problemet er, at meget af informationen er modsatrettet og indeholder en masse opfordringer til, hvad du bør gøre. Så hvis du vælger én vej, vil du nemt blive ramt af tvivl over, om det nu var det rigtige valg.  

"Vi bliver overstimuleret med modsatrettet og idealistisk information, som gør det sværere at træffe et valg. Og så kan man få endnu et stik i hjertet over alt det, man også kunne have gjort. ‘Er mit barn kemifrit nok? Er jeg nærværende nok? Nu bøvler mit barn med noget. Er det, fordi jeg er for meget curling-mor? Eller er jeg ikke nok til stede?’ Det er helt umuligt at finde en balance. Jeg arbejder med skam hver dag, og jeg føler tit mor-skam", siger psykologen.

Alle de her opfordringer, til hvad en god mor bør gøre, er et udtryk for, at skam i dag både er indre og ydre styret. Du skal designe dine egne idealer og har selv ansvaret for at efterleve dem. Men du skal også spejle dine idealer i omverdenens opfordringer for at være sikker på, at du nu gør det rigtige.

"Vi lever i et påbudssamfund, hvor vi bliver opfordret til at gøre en hel masse. Der er en hel masse muligheder tilgængelige, og så må du selv finde ud af, hvad der er det rigtige og forkerte at gøre. Vi kan selv vælge, om vi vil gøre det, men så er vi også selv ude om det. Du har kun dig selv at takke for, hvor du er. Og det er et meget stort ansvar at lægge på mennesker", siger Krista Korsholm.

Sociale medier forstærker skamfølelsen

Et af de steder, hvor vi bliver bombarderet med information om, hvordan man er en god mor, er på de sociale medier. Og ifølge Per Schultz Jørgensen kan vi i høj grad bebrejde dem for, at vi i dag føler så meget skam over ikke at gøre det godt nok. For på de sociale medier ser vi kun succeshistorierne. Derfor tror vi fejlagtigt, at der er noget galt med os, hvis vi ikke både bærer baby i en økologisk slynge, går til pilates og stråler af overskud og lykke dagen lang.

"Vi udstiller os selv og vores børn for omverdenen og prøver at “sælge” os som de bedste på markedet. Hele vores liv er et stort udstillingsvindue, hvor vi konkurrerer om at lave den bedste præstation. Vi har en stadig større kreds af mennesker, som vi opfanger signaler fra, og derfor bliver vi langt mere påvirket af vores omgivelser og netværk end tidligere – og vi påvirker også dem tilbage", siger famlieforskeren.

Fordi vi i så høj grad har antennerne ude og suger information til os fra omverdenen, er vi også mindre tilbøjelige til bare at stole på vores egen intuition og indre værdier. Konsekvensen er, at vi har mindre tillid til os selv i dag, end vi havde tidligere. Derfor ender vi nemt i en situation, hvor vi tvivler på, om vi nu gør det rigtige. 

"Hvis man ikke hviler i sig selv, søger man hele tiden spejling i andre. Vi søger sikkerhed i at se, hvad andre gør. Men samtidig fodrer det vores mistro til os selv. Hvis vi bare laver en lille fejl, er det en katastrofe. For vi dyrker kun succeser, og det lægger et kæmpe pres på os. Der er hele tiden mere og mere, man skal leve op til og kunne overkomme. Og egentlig står mange sikkert med ryggen mod muren, selvom de kun viser de gode sider udadtil", siger Per Schultz Jørgensen.

Følelserne af skam og utilstrækkelighed, som billederne på sociale medier kan vække, kan Julie Bruhn Højsgaard sagtens genkende. Både hos sig selv og hos mange af de mødre, hun har mødt gennem sit arbejde.

"Jeg har mødt kvinder, der græd, fordi deres barn ikke ville være i slyngen. For på de sociale medier ser man alle de her kvinder med børn i slynger, der fortæller, at det giver sundere og gladere børn. Og her kan vi mødre uagtet komme til at give hinanden dårlig samvittighed, fordi vi fremviser det, vi selv synes er det bedste for børn. Når man så er en af dem, der ikke kan leve op til succeskriterierne, får man følelsen af, at alle andre godt kan magte det. At det kun er en selv, der er bagud", siger hun.

Og netop glansbillederne er med til at skabe en illusion om den perfekte mor. For ikke nok med, at hun ikke findes. Hun er heller ikke spor ønskværdig.

"Børn har ikke brug for perfekte forældre, for hvordan skal de så nogensinde klare sig i livet. De har brug for os som fejlbarlige mennesker, for det er de selv. De har brug for at lære, at man godt må lave fejl og sige undskyld. At man ikke går i stykker af ikke at være perfekt. Hvis man var perfekt hele vejen igennem, så ville vi også misse en meget vigtig del af opdragelsen, nemlig at kunne konflikte og forsone. Det er sårbart, og der er en sikkerhed i, at hvis man bare opfinder alle de her krav og overholder dem, så behøver man ikke at bekymre sig. Men sådan er det bare ikke at være menneske og mor," siger Krista Korsholm.

Morshaming af værste skuffe

Udover at livet på sociale medier kan fremstå mere perfekt og rosenrødt, end det i virkeligheden er, så har medierne også en anden slagside. Det er lidt for nemt at kommentere på andres opslag, uden det har nogen konsekvens for den, der kommenterer. Derfor er udskamning af mødre et stort problem på netop de her platforme. Det man også kalder for momshaming. 

"Nogen arbejder politisk for, at der skal bedre normeringer i daginstitutionerne. For dem, der har børn i institution, kan det føles som momshaming, fordi man bliver i tvivl, om man gør noget forkert ved at aflevere sit barn. Så er der en anden form for momshaming, der består i, at man vælger at tilhøre en gruppe, og derfor er imod andre grupper. “Det, jeg har valgt, er det rigtige, og derfor er I andre forkerte”. Et eksempel er en hændelse, hvor nogle mødre sendte en indberetning til kommunen, fordi en influencer skrev på de sociale medier, at hendes børn ikke havde fået vasket hår i en uge. Der er vi virkelig ude i noget seriøs momshaming, hvor man holder skammen for døren ved at pege fingre ad andre", siger Krista Korsholm.

At blive udsat for momshaming på de sociale medier har Ditte Julie Jensen oplevet på egen krop mange gange. Hun er blevet anklaget for ikke at være en nærværende mor, fordi hun mest lægger billeder op af sit arbejde. Hvordan hun vælger at opdrage sin søn, er også blevet et populært mål for andre mødres kritik.

"Min søn blev fire år i juni (2020 red.) og bruger stadig sut. Han har sin sut lidt ekstra nogle dage grundet min skilsmisse. Sutten er en enorm tryghed for ham, og derfor har vi været large med at give ham den. Men folk gik fuldstændig amok og skrev, om jeg dog ikke tænkte på hans tænder, og at han ville være charmerende uden sut. Flere gange kammede det over, hvor jeg måtte skrive: “Morpoliti, nu holder I op!” Selvom jeg ved, at jeg er en god mor, så bliver jeg alligevel slået ud af kurs, når jeg får den slags kommentarer. Jeg kæmper jo for at gøre det så godt som muligt", siger hun. 

Ditte Julie Jensen har en følelse af, at folk på sociale medier glemmer, at det faktisk er mennesker på den anden side af skærmen, de skriver til. Det er derfor, de tror, at de kan tillade sig at skrive ting, som de aldrig ville sige ansigt til ansigt.

"Vi har en ide om, at der ikke er følelser på de sociale medier. At det ikke har nogen konsekvens at skrive noget negativt. Ingen ville jo sige, at min søn ser ucharmerende ud med en sut i munden, hvis jeg kom gående forbi dem på gaden. Men på sociale medier kan vi få luft for vores vrede og få det lidt bedre ved at træde på andre i stedet for at have fokus på os selv", siger hun.

Ofte formår hun at trykke på pyt-knappen og ignorere de negative kommentarer. Men nogle gange tager hun også kampen op. Ikke så meget for hendes egen skyld, men for børnenes.

"Vi er den generation, der skal lære vores børn, hvordan man gebærder sig på en civiliseret måde på sociale medier. Vi er rollemodeller, og hvis ikke engang vi kan finde ud af det, hvordan skal vi så undgå, at vores børn en dag bliver mobbet og hængt ud på et socialt medie? Vi er jo ikke et hak bedre

selv. Så det er også vigtigt at sige, at det ikke er okay. Bare fordi vi har en stemme, behøver vi ikke at bruge den", siger Ditte Julie Jensen.

Del ud af skammen

Skam er en af de følelser, der ikke kommer noget som helst godt ud af. Og alligevel er den fuldstændig uundgåelig. For den hænger sammen med en dødsangst for at blive udstødt af flokken. Som sociale væsener ville vi nemlig gå til grunde uden hinanden.

"Det eneste gode ved skam er, at det fortæller os, hvor godt vi gerne vil gøre det. Jeg plejer at sige til mødre, at de skal klappe sig selv på skulderen og sige, at det da er bedre end at være ligeglad. Men det betyder ikke, at man skal lytte til skammen. Det betyder ikke, at den taler sandt. Og det paradoksale er, at selvom skammen kommer sig af vores behov for at være sociale, så gør den os ikke sociale. Tværtimod bliver vi enten lammede af den eller ramt af what the hell-effekten. At hvis man ikke kan nå målet, så kan man lige så godt droppe det på forhånd, for man dur alligevel ikke", påpeger

Krista Korsholm.

Skamfølelsen kan vi aldrig nogensinde slippe for. Den ligger dybt i os. Men vi kan alligevel gøre noget for at holde den i skak, så den ikke får lov at overdøve de positive følelser, der

fortæller os, at vi er gode nok. Og måden, vi holder skammen i snor, er ved at tale om den.

"Skam lever i mørket. I det skjulte. Derfor skal du finde nogen, du stoler på og kontakte dem, når du føler skam. Få det sagt højt. Jeg har en morskam-veninde, som jeg skriver ‘skam-alarm’ til, når jeg har det sådan. Så fortæller jeg hende om det, jeg skammer mig over, og så har hun altid et kærligt

og nådigt blik på mig og siger: “Krista, tag det nu lige roligt. Du er bare et menneske.” Det er rigtig vigtigt at dele det med andre og være fælles om det. Turde at vise andre, når du ikke føler dig god nok i stedet for at gå med det selv. Hvis alle mødre havde en skam-buddy, så tror jeg, vi ville nå langt", siger

Krista Korsholm.

Julie Bruhn Højsgaard er helt enig i, at én af vejene frem er at tale åbent i trygge rammer om, hvad man finder svært og skammer sig over. På den måde kan vi alle sammen finde ud af, at ingen er perfekte. At alle laver fejl, og at der derfor ikke er noget at skamme sig over.

"Fortællingen er, at kun en lykkelig mor er en god mor. Men jeg er endnu ikke stødt på en mor, der kan nikke genkendende til den beskrivelse. Vi er meget mere end det. Vi kan øve os på at lade facaderne falde og turde sige højt, at vi ikke bare har det nemt. For når man hører, at man ikke er den eneste, der

har de her følelser af utilstrækkelighed, så hjælper det. Så er man ikke så forkert og alene længere."

Denne artikel er oprindeligt udgivet i magasinet Vores Børn 06 2020 (oktober-december)