Frejamay er mor til to: Jeg følte mig alene, da jeg afbrød min graviditet

Hun havde ellers været sikker i sin sag, så snart mistanken om graviditeten meldte sig første gang – hun skulle have en abort – men nu, da virkeligheden ramte, virkede beslutningen pludselig ikke så sort/hvid mere. 

Så Frejamay gjorde det, hun altid gør, når hun står over for en hård, personlig beslutning: Hun ledte efter nogen at spejle sig i. Fortællinger fra andre, der havde fået en abort, var dog stort set umulige at opdrive på internettet, og det gik op for Frejamay, at på trods af, at danske kvinder i snart 50 år har haft retten til at afbryde uønskede graviditeter, er abort stadig et emne, de færreste taler højt om.

“De eneste personlige fortællinger, jeg kunne google mig frem til, kom fra Retten til liv (en organisation, der kæmper for at afskaffe fri abort, red.), og de handlede om kvinder, der havde fortrudt deres abort. Men det store flertal herhjemme, som går ind for fri abort og aldrig kunne finde på at stille spørgsmål ved kvinders ret til at fravælge en graviditet, var tavst. Det viste mig, at abort stadig er noget, der ofte foregår i det skjulte,” fortæller Frejamay November, som også var overrasket over at mærke, hvordan det samfundsbillede af ”kvinden, der får en abort”, som hun ubevidst har fået indprentet gennem hele livet, sneg sig ind på hende.

Og hun opdagede til sin forbavselse, at fordommene også levede i hende selv.

“Jeg kunne mærke, at jeg havde denne her skam over, at jeg var blevet ufrivillig gravid. For i min generation er vi stadig vokset op med, at det sker for kvinder, der har mange sexpartnere og ikke tager ansvar for eget liv, og jeg tog mig selv i at tænke: ”Nå, for søren, var jeg sådan én?”. Med min fornuft kunne jeg godt sige til mig selv, at jeg ikke havde noget at skamme mig over, men følelsen var der alligevel,” husker Frejamay November.

Siden 2007 har hun haft en blog, der bærer hendes eget navn, senere er en Instagramprofil, brevkasse og podcast i samme univers kommet til, og på alle sine platforme har hun skrevet og talt om sit liv som enlig mor ud fra devisen: Tal højt om det, som andre tier om. Så da hun nu, helt uventet, stod overfor et tabu, hun end ikke havde tænkt over eksisterede, var der kun én ting at gøre: At skrive om det.

Nu var det ikke længere en forfatningssikret ret, at kvinder overalt i USA lovligt kunne afbryde en graviditet, men op til de enkelte delstater. Hvilket straks fik 13 delstater til at indføre et helt eller delvist abortforbud.

Det var måske nok denne nye, amerikanske virkelighed, der fik abortdebatten sat på den globale dagsorden, men andre steder i verden – og meget tættere på vores egen andedam – var der faktisk allerede godt gang i anti-abort-bevægelsen. I Polen gennemførte regeringen i 2020 en stramning af abortlovgivningen, der betød, at polske kvinder reelt ikke kan få en abort, medmindre graviditeten er til fare for morens liv eller er opstået som følge af voldtægt eller incest.

Summen af det hele: Abortrettigheder er ikke skrevet i sten, heller ikke i demokratier, vi normalt sammenligner os med. En erkendelse, der også pustede nyt liv i den hjemlige abortdebat, som ellers har levet et henslumrende liv siden 1973, hvor danske kvinder – nøjagtig samtidig med vores amerikanske medsøstre – fik retten til fri abort.

For mens abort har været en vedvarende diskussion i mange andre lande, har det ikke på samme måde været et samtaleemne herhjemme. Det forklarer Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund.

Vi mangler et sprog til at tale om abort

Majbrit Berlaus oplevelse er, at Frejamay November langt fra er den eneste, der har erfaret, at der stadig hersker et tabu omkring abort. For selv om vi lever i et land, der bryster sig af frisind, og hvor abortmodstandere fylder meget lidt i den offentlige samtale, er det ikke det samme som, at vi har den åbenhed om abort, nogle kunne ønske sig.

“Vi taler med mange, som er i tvivl om, hvordan de skal tale med deres omgivelser om den uønskede graviditet. Man kan spørge sig selv, hvordan vi i et samfund, hvor vi har haft retten til abort i 50 år, kan have en kultur, hvor nogle stadig er bange for at sige til familie og venner, at de skal have en abort,” siger Majbrit Berlau.

Tavsheden omkring abortspørgsmålet, mener hun, kan hænge sammen med en generel tendens til status quo på områder, der har med kvinders rettigheder at gøre – i troen om at alt er fryd og gammen, så snart en kamp er vundet.

“Vi kan se det på en række områder i forhold til ligestilling. I 1970’erne kæmpede kvinderne for en masse ting, som abort og ligeløn, og her er vi tilbøjelige til at tænke ”så fik vi den ret, og så er alt godt.”

Rettigheder har ikke fulgt med tiden

Men alt er ikke nødvendigvis godt. For når samtalen om tilkæmpede rettigheder forstummer, er risikoen, at vi tager dem for givet – og glemmer hvorfor vi tog kampen om dem til at begynde med. Den stilstand og tavshed, der har været omkring abort, har altså ikke kun konsekvenser for den enkelte kvinde, der risikerer at gå rundt alene med den skyld og skam, som følger med ethvert tabu.

Det har også konsekvenser på et mere overordnet plan. For der sker dét, at tiden går. Verden forandrer sig, ny viden kommer til. Og det skaber et behov for at holde vores rettigheder tidssvarende og i sync med det samfund, vi lever i, hvilket ikke er sket på abortområdet.

For eksempel er der i de 50 år, vi har haft fri abort, ikke blevet rykket ved grænsen for, hvornår det er tilladt for kvinder at få fjernet et uønsket foster. Den ligger, hvor den lå – på 12 uger. Hvorefter kvinden kan få en abort, men kun hvis Abortsamrådet giver tilladelse, hvilket kan ske frem til 22. graviditetsuge, hvis kvindens fysiske eller psykiske helbred er i fare, eller barnet er sygt. Men rigtig fri er aborten altså kun indtil 12. uge, og spørgsmålet er så, hvor denne grænse kommer fra?

Juraprofessor Janne Rothmar Herrmann, som forsker i reproduktive rettigheder og udviklingen af den danske abortlovgivning, forklarer, at for at forstå logikken bag 12-ugers grænsen må vi gå tilbage i tiden og se på argumentationen bag den lovændring, som gav danske kvinder ret til abort i første omgang. Det havde faktisk ikke ret meget med kvinderne selv at gøre.

Skal aborten være endnu mere fri?

At kvindens ret til at bestemme over egen krop bør være essensen af argumentationen bag den fri abort, er Pia Fris Laneth enig i. Som samfundsdebattør, journalist og forfatter beskæftiger hun sig med kvindehistorie, og hendes holdning har altid været, at kvindens ret til at afgøre, hvor mange børn hun skal have og hvornår, er en helt grundlæggende forudsætning for, at vi kan være i verden som et selvstændigt, ligeværdigt menneske på linje med manden. Men den frihed, vi har i dag, som reelt stopper efter 12. graviditetsuge, er ikke nok, mener hun. Og hun er dermed inde at røre ved et af de områder, som er kommet på dagsordenen i kølvandet på de store, globale abortbevægelser. Venstre og Enhedslisten opfordrede i sommeren 2022 Etisk Råd til at kigge på, om det gav mening at udvide den danske abortgrænse, som faktisk er blandt de mest konservative i Europa og lavere end i lande som Sverige (18 uger), Island (22 uger) og Holland (22-24 uger).

Pia Fris Laneth foreslår, at grænsen skal flyttes til lige inden, fostret er levedygtigt udenfor livmoderen, altså omkring 22. uge. Hun mener, det er en dehumanisering af kvinder, at de ikke selv har den fulde ret til at beslutte, om en graviditet skal afbrydes eller ej – i situationer, hvor en læge godt kan tage den beslutning, altså fra 12.-22. graviditetsuge.

“Jeg synes ikke, at en myndighedsperson skal have retten til at afgøre, om en kvinde skal have en abort eller ej, mens hun ikke selv har ret til at bestemme det. Det er kvindens liv og inde i hendes krop, at det liv udvikles, og jeg kan ikke se årsagen til, at nogle andre skal have bestemmelsesret her. Det er en rest af fortidens umyndiggørelse af kvinden og viser en mistillid til kvinden som et lige så selvstændigt menneske, som manden er,” siger Pia Fris Laneth.

Hun henviser til, at gifte kvinder først fik forældreret over egne børn i 1922, ligesom faren op til 1956 var den eneste, der kunne være økonomisk værge for sit barn, mens moren ikke havde denne mulighed.

Dilemmaet må ikke lamme samtalen

Pia Fris Laneth kalder det en kollektiv fortrængning, når vi ikke er bedre til at tale om abort som liv, der kunne have været.

Hos organisationen Retten til liv hilser landssekretær, Ellen Højlund Wibe, enhver udvikling velkommen, der peger i retning af at erkende, at en abort er liv. Men hun har svært ved at forstå, at man i samme åndedrag kan tale for en udvidelse af abortgrænsen.

"Det er godt, at vi forholder os til virkeligheden og kommer ind til kernen af, hvad en abort egentlig handler om. Men når man har erkendt den virkelighed, kan det undre mig, hvad begrundelsen så er for, at vi skal have lov til at fjerne det her menneskeliv inden for en bestemt grænse? Taberen er jo barnet – og kvinden, der sidder tilbage med den etiske byrde, som kun vil blive større af at rykke på abortgrænsen, for jo højere grænsen går, jo mere tydeligt bliver det, at vi har med et menneskeliv at gøre," siger hun.

Modsætningsforholdet mellem en udvidet abortgrænse på den ene side og holdningen om, at et ufødt foster er liv på den anden, ser Frejamay November ikke. Hun ser et svært valg.

“Indtil nu har det været sådan, at vi har snakket om fri abort på den ene side og retten til liv på den anden, men vi taler ikke om, hvordan det egentlig er at fravælge et liv. Når vi debatterer abort, er det i sådan nogle hovedoverskrifter, men da jeg stod i det selv, kunne jeg jo mærke, at min krop gjorde sig klar til, at der skulle gro et barn i min mave. Jeg har to børn i forvejen, så jeg kendte tegnene. Som kvinde står man enormt alene i det dilemma. Jeg er enlig mor, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, hvordan det er at stå med en partner, men det er stadig kvinden, der skal tage pillen eller have en udskrabning. Og det skal ingen stå alene med.”

Det svære dilemma til trods mener Frejamay November, at det hører med til at være voksen at tage ansvaret for eget liv på sig – også når det er svært.

“Jeg blev nødt til at tage en voksenbeslutning og overveje, hvad er det for et liv, jeg kan give her, og hvad det er for et liv, jeg selv gerne vil have. Men vi bliver også nødt til at anerken- de, at en abort er et liv, der ikke bliver til noget. Ellers får vi ikke nuancerne med og kommer aldrig derhen, hvor vi kan have en fin snak om liv og etik,” mener Frejamay November.

Nogle kunne måske frygte, at vi – når vi begynder at åbne samtalen om abort på en mere nuanceret måde – åbner døren for de mere slagkraftige abortmodstandere, som i de senere år har fyldt mere i debatten herhjemme, på trods af at de stadig ikke når deres amerikanske, polske eller spanske meningsfæller til sokkeholderne. Får deres argumenter nemmere fodfæste, og er risikoen – i yderste konsekvens – at danske kvinders abortrettigheder kan komme i farezonen?

Pia Fris Laneth mener ikke, vi skal være nervøse for at miste rettigheder, men hun anbefaler alligevel at være opmærksom.

“Jeg er fuldstændig sikker på, at kom der et alvorligt angreb på den frie abort, ville danske kvinder rejse sig til kamp. Vi ved godt, hvor vigtigt det her er. Og det gør mændene også for den sags skyld. Men jeg er årvågen. Fordi man ved aldrig, og ting kan hurtigt ændre sig.”

Rettigheder trives kun i lyset

Som situationen er nu, ser Majbrit Berlau fra Sex & Samfund heller ingen tegn på, at det kan gå den forkerte vej for danske kvinders reproduktive rettigheder. Men hun understreger, at situationen ude i verden er alvorlig. I Italien sendte vælgerne i september den nationalkonservative højrefløjspolitiker og abortmodstander Giorgia Meloni til tops, og inden vi pudser vores egen rettigheds-glorie skal vi også huske, at kvinder indenfor vores eget Rigsfællesskab – på Færøerne – ikke har fri abort, som det ser ud nu.

Der er dog også lyspunkter. I Irland var abort indtil for få år siden ulovligt og strafbart med fængselstid, men i 2018 stemte et stort flertal af irerne ja til at afskaffe abortforbuddet. I Spanien blev det i foråret gjort strafbart at genere kvinder, der møder op på en abortklinik for at få foretaget en abort – hvilket på den ene side viser en skidt tendens til chikane mod kvinder, der udøver deres ret til at afslutte en graviditet, men på den anden side også viser et samfund, der sætter foden ned.

Uanset hvad slår Majbrit Berlau fast, at vi skal blive ved med at kæmpe for, at også vores døtre vil vokse op i et samfund, hvor de selv har lov til at bestemme over deres krop og forplantning.

Og det begynder med én ting: At vi holder samtalen i gang.

“Historien viser os, at ingen rettigheder er mejslet i sten, og at man ALTID er nødt til at kæmpe for rettigheder. For den nemmeste måde at afvikle en rettighed er at gøre den tabubelagt og stoppe med at tale om den. Så det bedste, vi kan gøre for at holde abort fremme i lyset, er, at vi insisterer på at blive ved med at tale om det."