Frida Brygmann ledte efter noget, vi alle drømmer om – og fandt det ved en havelåge i Valby

Monty er vild med låger. Havelåger, nærmere bestemt. De kan åbne og lukke, ofte har de et par små skruer, man kan pille ved, og nogle gange knirker de sjovt. Når man er under to år, er havelåger heaven. Det opdagede Frida Brygmann en dag, da hun gik tur med sin søn i sit nabolag.

Belært af erfaringer fra en rædselsfuld børnefamilie-udflugt dagen før – den kommer vi tilbage til – havde hun besluttet at prøve at følge Montys spor. Uden en plan, et mål eller en voksen-styret destination i sigte, for hun ville se, hvad der skete, hvis hun gav slip og gav sig tid til at være lige dér, hvor Monty havde lyst til at være. Og det var ved en havelåge på en villavej i Valby.

“Jeg tog ham op af klapvogn og lod ham styre, hvad der skulle ske. Først legede han med en bunke blade på jorden, derefter han gik hen til havelågen og stod og mærkede på træet, rørte lidt ved en skrue. Så opdagede han, at lågen kunne åbne og lukke. Det havde han det vildt over,” husker Frida Brygmann.

Læs også

Frida Brygmann: "Jeg har altid været meget flakkende. Det har været lidt af et problem"

Lidt efter begyndte det at regne. Frida Brygmann undertrykte en impuls til at udbryde: ”Prøv at lytte til regnen, Monty!” I stedet satte hun sig ned ved siden af sit barn og var stille.

“Jeg prøvede ikke at fylde så meget og at vente på hans initiativ i stedet for at tage over. Så sad vi dér og lyttede til regnen uden at tale og var bare til stede sammen. Jeg mærkede en varme i min krop, for lige dér havde vi 100 procent kontakt til hinanden på en måde, jeg ikke havde prøvet før. Jeg mærkede, hvad det vil sige at være ægte nærværende over for min søn.”

Helt skør med nærvær

Der er gået nogle måneder siden havelåge-åbenbaringen, og siden har Frida Brygmann gjort sig mange tanker om et emne, de fleste småbørnsforældre nok kæmper med i en eller anden grad: Nærvær.

For i en tid, hvor arbejde, pligter og ikke mindst skærme konstant lokker med lette fix af underholdning eller tilfredsstillelsen ved at “lige hurtigt” sætte flueben ved endnu en opgave i den endeløse række, er det forbavsende svært at give sig tid til det, der egentlig skulle være så let – bare at være. Men efter at have oplevet den magiske kontakt med sit barn, der kan opstå, når hun lader telefonen og trangen til at halse efter et bestemt mål ligge, er Frida Brygmann blevet helt nærværs-tosset.

Hun vil have mere af det. Til sig selv, til sin søn. Og måske til andre, der skulle have lyst til at lade sig inspirere. Derfor er hun rigtig glad for, at det lige præcis er det, vi skal tale om.

Frida Brygmann taler hurtigt og undskylder på forhånd, hvis samtalen bliver lidt i øst og vest. Der er så meget, hun gerne vil sige, og hun har en tendens til at være lidt all over… eller det var sådan, den gamle Frida Brygmann ville have beskrevet sin personlighed, skynder hun sig at rette sig selv.

“Jeg har altid set mig selv som én, der var enormt flakkende og distræt, sådan lidt adhd-agtig. Jeg har været ude i, at jeg skulle diagnosticeres. Det er jeg aldrig blevet, men hele mit liv har jeg været i uro. Det er sådan, både jeg selv og de voksne omkring mig har beskrevet mig: Hende tossepigen, der kun fik kørekort, fordi jeg var heldig. Ikke fordi jeg havde øvet mig. Men efter jeg fik Monty, gik det op for mig, at børn spejler det, de ser, og nu har jeg sådan: Fandme nej. Monty skal ikke have en mor, der taler sådan om sig selv.”

Hvem gemmer sig bag titler og status?

Frida Brygmanns frygt var – fortsatte hun ad sporet med tossepige-selvforståelsen – at Monty ville kopiere hendes flakkende sind. Det gad hun ikke. For hun vil gerne have, at hendes søn skal mestre kunsten at stoppe op og fordybe sig – uden hvert femte sekund at føle trang til at swipe videre til næste oplevelse.

Og det starter med hende selv. Den erkendelse – at det er sig selv, hun bliver nødt til at fikse, før hun kan hjælpe sit barn – kom faktisk fra Monty. Han var tre måneder gammel, da han stillede sin mor et spørgsmål, der satte en bevægelse i gang i hende og endte med at forandre den måde, hun er i verden. Ord havde spædbarnet selvfølgelig ikke.

Alligevel føler Frida Brygmann helt tydeligt, at det lille menneske formulerede og kommunikerede en undren en tidlig morgen, da de to lå sammen i sengen efter en amning. Monty holdt øjenkontakt på den dér intense måde, kun et spædbarn formår, og med sine små rynker i panden og de vidt åbne øjne, der stirrede direkte ind i Frida Brygmanns inderste, ”spurgte” han: ”Mor, hvem er du?”

“Han lå dér og kiggede på mig, og så mærkede jeg det spørgsmål så klart. Jeg gik helt i panik, for det gik op for mig, at jeg ikke anede det,” fortæller Frida Brygmann. Pludselig kunne hun mærke, at de floskler, hun plejede at fyre af, slet ikke rakte.

“Altså, jeg havde jo hele remsen på rygraden: Jeg er manuskriptforfatter, jeg skriver børnebøger, jeg har gået på Mariendal Skole, og så videre… men alt det har jo ikke noget med MIG at gøre. Det er den ydre facade og siger intet om, hvem jeg er som menneske. Så jeg tænkte bare: Monty, det kan jeg simpelthen ikke svare dig på!”

Læs også

Ulrikke Toft Simonsen: ”Jeg følte nærmest skyld over det bagefter”

Tankerne begyndte at køre rundt i hovedet på hende, og med angsten boblende lige under overfladen, ringede hun til sin søster og sin mor. Efter hjælp. Sidstnævnte havde om ikke en løsning, så i hvert fald et sted at starte: Hun kendte en terapeut, som matchede alle de spørgsmål, Frida Brygmann tumlede med.

"Jeg kunne bare mærke, at jeg blev nødt til at finde ud af det her. Men jeg anede ikke hvordan. Og det blev virkelig min redning, at min mor fik mig i gang med terapi.”

Terapeuten fik Frida Brygmann til at sænke paraderne. Til at skrælle alt det væk, der handlede om de overfladiske ankre, hun hidtil havde holdt fast i: Sit arbejde, sin familie, sit efternavn, at være fra København – alle de ydre markører, mange af os nok er vokset op med at blive koblet sammen med, læst og fortolket ud fra både i andre og egnes øjne.

”Nårh, du er Københavner? Manuskriptforfatter? Og du er datter af en skuespiller og en dramatiker? Okay, så er du nok sådan og sådan…”

“Jeg vil gerne have, at Monty skal vokse op med en mor, der kan lide sig selv og taler kærligt til og om sig selv. For det er ligesom den gamle regel fra flyveren: Du skal give dig selv iltmasken på, før du kan hjælpe dit barn.”

Hos terapeuten lærte Frida Brygmann at se sig selv som et menneske, der først og fremmest er kærligt og omsorgsfuldt. Og så fik hun endnu en åbenbaring på vejen mod at finde ro i sig selv og sit moderskab ( ja, der har været en del), og denne her handlede om, at selv om hun havde født et barn, så var dette væsen ikke en del af hendes selv.

Kunsten at træde et skridt tilbage

Her er vi tilbage til den helvedes-udflugt, som Frida Brygmann rodede sig ud i dagen inden oplevelsen ved havelågen. For selvom hun har rygsækken fuld af terapi-guldkorn, falder hun også indimellem tilbage på det, der kan føles som om, at det er hugget ind allerøverst på stentavlen over forældrenes ti bud: Du skal stimulere dit barn.

Det var en fridag, og Frida Brygmann og Montys far, radioværten Nima Zamani, trissede rundt derhjemme og følte, at de skulle lavet et eller andet med deres søn. Men hvad laver en børnefamilie med en halvandet-årig, spurgte de sig selv...? Går i Tivoli, på Den Blå Planet, i Zoologisk Have, svarede Google, Børn i byen og diverse apps ud i børneunderholdning.

Kort efter befandt familien sig i noget, Frida Brygmann ser tilbage på med rædsel i øjnene. Valget faldt på Zoologisk Have, som den dag havde en koncert med et populært børneunderholdningsorkester på programmet. Der var sort af mennesker foran scenen, og alle kæmpede for at få en plads med bedst mulig udsigt til ungernes idoler, forældrene skubbede, børnene tudede. Inklusive Monty.

Læs også

”Hvis nogen har et godt råd til work-life-balance, så hører jeg gerne om det”

“Han græd og græd og græd. Den dér stemning af, at alle var stressede og stod og rullede med øjnene af hinanden, var så presset. Vi så ti minutter af koncerten, og så gik vi ned på legepladsen, hvor Monty løb væk fra os – som om han var helt overstimuleret. Jeg kunne slet ikke kende ham. Så prøvede vi at få noget mad, men der var endeløse køer alle vegne. Bagefter gik vi over i Frederiksberg Have og stod bare og pustede ud og kiggede på hinanden. Fuck, det var en vild tur!”

Det gik op for Frida Brygmann, at hun – i sin iver efter at leve op til de ydre krav til “en god forælder” – havde glemt at kigge på Monty.

“Jeg gjorde det jo for mig selv, så jeg kunne sætte tjek ved den der: ”Se, jeg er en god mor, nu har jeg set Popsi og Krelle med mit barn”. Men det var ikke hans behov.”

Dagen efter tog hun beslutningen om at se, hvad der skete, hvis hun sænkede ambitionsniveauet og fulgte i hælene på Monty i stedet for at gøre, som Google foreslog. De opdagede havelågen. Og det nærvær, der kan opstå, når man giver slip og er.

Siden har mor og søn tilbragt mange timer på kirkegårde rundt omkring i byen. Fordi der er mange låger, forstås. De har stået stille ved ænderne i Frederiksberg Have – en anden Monty-favorit. Været derhjemme og lavet noget, som vi voksne let misforstår som ingenting.

“Min terapeut foreslog mig at gå ture uden at have besluttet, hvor jeg skulle hen. Jeg har altid gået meget, men det har altid været med et mål: Jeg skal op i Søndermarken. Nu prøver jeg at lade fødderne styre, hvor jeg går hen. Det er overraskende svært, for det kræver, at man slår hjernen lidt fra, og det er vi ikke vant til.”

Hun er også begyndt at slukke for podcasts og tage air pods’ne ud af ørene på sine gåture. For ganske vist er det underholdende og hyggeligt at lytte til musik eller en god fortælling, mens verden luller forbi, men lydsiden tager hende væk fra sig selv og spænder ben for det, hun egentlig ville øve: At være i ro med sig selv.

“Det skal ikke lyde frelst, og det er ikke fordi, jeg aldrig mere kan lytte til en podcast, for det elsker jeg også. Men nogle gange er det rigtig godt for mig at slukke for distraktionerne, har jeg opdaget.”

Kampen mod kedsomheden

Ofte får vi som forældre at vide, at vi skal hjælpe vores børn med at holde koncentrationen. Men, har Frida Brygmann erfaret, rigtig tit er det faktisk omvendt:

Det er forældrene, der bliver utålmodige, mens barnet sagtens kan være opslugt af at rode i jorden eller stable klodser ovenpå hinanden længe efter, at forælderen er begyndt at cruise rundt i et feed eller rydde op i legetøjet. Det kender Frida Brygmann alt for godt fra sine ture til kirkegården med Monty.

“Vi har stået der 30 sekunder, og så kan jeg allerede mærke, at jeg begynder at kede mig. Jeg får lyst til at tage min telefon op eller at spørge Monty, om vi ikke skal gå hen til det flotte træ derovre i stedet. Men jeg prøver at bremse det og sige til mig selv: “Hey, hvad er det, du laver? Det handler jo kun om dig, og at DU vil videre”.

“Jeg er ufattelig afhængig af sociale medier og sådan nogle klikartikler fra formiddagsaviserne. Det er ligesom sukker og junkfood for mig. Jeg kan lægge mig ind i sengen med en masse bøger, men efter halvandet minut begynder jeg at savne min telefon. Der kunne jo være nogen, der havde skrevet… eller der kunne være sket et eller andet spændende på Instagram."

"Men når jeg giver efter for den trang, bliver jeg så ked af det, for det giver mig intet. Jeg er i sådan et intetrum, når jeg er på min telefon. Jeg bliver til ingenting. Og det er det modsatte af alt det, jeg sidder her og fortæller om, at jeg gerne vil være: Kærlighed til mig selv, kontakt til mig selv. Kontakt til mit barn,” siger Frida Brygmann og understreger, at hun ikke er ude i en total digital detox.

“Der skal stadig være plads til, at jeg kigger på min telefon. Men det skal være et tilvalg. Det skal ikke være noget, jeg gør af kedsomhed eller af vane. For jeg bliver så ked af det, når jeg mærker, at jeg sidder og scroller helt bevidstløst uden at have taget en beslutning om det.”

Drømmen om et andet liv

Frida Brygmann er ikke ude på at dømme nogen for deres forbrug af skærme – hverken til dem selv eller deres børn. Alligevel kommer hun nogle gange til det. Forleden sad hun i bussen, da en kvinde kom ind med en lille pige i en klapvogn. I stedet for at kigge ud på verden, sad pigen med sin mors telefon var helt opslugt af et flimrende Youtube-univers.

“Bagefter fortalte jeg en veninde om episoden - helt forarget. Men så mindede min veninde mig om, at jeg ikke kan vide, hvilken morgen de har haft. Det prøver jeg meget at huske mig selv på – både når jeg selv kommer til at sætte Monty foran en skærm, fordi jeg har brug for en pause, og når jeg ser andre bruge skærmene som en babysitter. Det behøver ikke at være perfekt, og det er helheden i vores forældreskab, der betyder noget.”

Godt nok er virkelig godt nok. Men indimellem er Frida Brygmanns drømme mere radikale. Hun kan få lyst til at gøre noget drastisk for at redde sig selv og sit barn fra beton, elektronik, trafik, larm og mennesker; fra alle de forstyrrelser, der omringer én, når man bor i byen.

Frida Brygmann bliver i byen lige foreløbig. Husker sig selv på, at hendes proces lige nu handler om, at hun skal lære at være i og med sig selv, og det ændrer sig ikke af, at hun bliver selvforsynende på et nedlagt landbrug og begynder at leve i pagt med naturen.

Det er stadig indeni, at slaget skal stå. Så hun fortsætter med at træne i det små. Gåture uden elektronik. Læse bøger i sengen uden at hente sin telefon. Blive stående og kigge, mens Monty fordyber sig i en bænkebider i græsset. Tie stille. Det bliver aldrig perfekt, men det bliver bedre og bedre.

Især når hun husker sig selv på, at Monty ikke er hendes projekt. Hun skal ikke fikse ham, men lade ham selv opdage og udforske verden og finde sin vej, uden at hun vader ind over ham med sine voksenfødder og gode intentioner. Hun skal give ham kærlighed og omsorg. Og nyde alt det, han lærer hende om sig selv og om at være menneske.

“På den måde er børn virkelig små gaver. Monty kom til verden og spurgte, hvem jeg var, og jeg kunne ikke finde ud af det. Men fordi han kiggede på mig helt åbent og nysgerrigt, er jeg kommet i gang med at finde ud af det.”