Nanna og Josephine vil gøre op med ensomhed i moderskabet: "Der skal være plads til de svære tanker og følelser"

Gennem hele livet forsøger vi ikke at sammenligne os med andre. Ikke tænke på, hvor tykke eller tynde ens ankler ser ud i forhold til venindernes.

Vi forsøger ikke at misunde modellen i shampooreklamen for hendes skinnende lokker, fordi vi gennem sammenligninger har en tendens til at tænke dårligere om os selv. For hvordan ser jeg ud, og hvordan er jeg i forhold til de andre?

Sådan har Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn også haft det. De to kvinder har gennem næsten et årti stået bag podcasten Fries Before Guys, hvor de med kærlige og ærlige ord forsøger at finde deres egen vej gennem livet og alle de bolde, der bliver kastet deres vej. I 2019 udgav de endda en anti-sammenligningsbog, fordi de havde fået nok af netop sammenligninger. Budskabet var, at vi skulle spejle os i hinanden for at spille hinanden stærkere – og ikke sammenligne, fordi det ofte gør, at man betvivler sig selv og sin væren.

Men i takt med, at de begge blev gravide og i dag er mødre til en pige på snart to år og en dreng, der kom til verden i marts, ændrede noget sig. Med graviditeten kom et ønske om at føle sig gennemsnitlig og præcis ligesom andre helt gennemsnitlige gravide og mødre. For hvordan har andre mennesker det, når de er gravide?

Læs også

Fries Before Guys: ”Gid nogen havde sagt, at det er helt normalt, at livet gør ondt”

“Vi mærkede et enormt stort behov for at kunne sammenligne os med andre under graviditeten. Jeg har for eksempel googlet mange gange, hvordan en gravid mave i uge 18 eller uge 26 ser ud for at se, hvordan andre så ud. Undersøgt, hvornår andre kunne mærke spark for første gang, eller hvornår de blev gravide, og hvor mange forsøg det tog? Hvordan så din første test ud, og hvor tydelig var stregen? Det er jo nogle af de mest nørdede detaljer, men det var det, vi havde brug for,” starter Josephine Kuhn.

Begge kvinder endte derfor regelmæssigt inde på den hjemmeside, der hedder MinMave.dk. Et forum og et opslagsværk for gravide – for hvad sker der egentligt inde i den der mave, og hvad sker der med dig, når du er gravid? Det er de spørgsmål, som startede rejsen mod den bog, der udkommer den 28. september. En bog, hvor duoen vil være sparringspartnere i alle de tanker, man måtte have under sin graviditet.

Den vigtige samtale

“Når man googler ting, er det bare helt standardiseret og meget upersonligt. Men jeg havde brug for, da jeg sad i den livsomvæltning, at der var nogen, som kunne sætte ord på, hvordan det føles. Der er nemlig ikke særligt mange, der sætter ord på især den første tid, fordi der er en internaliseret kultur med, at det venter vi med til efter nakkefoldsscanningen. Det er fandeme lang tid, man allerede har været gravid der,” erkender Nanna Hovgaard.

Josephine stemmer i og forklarer, at hun oplevede, hvordan tiden til netop nakkefoldsscanningen sneglede sig afsted, og at fordi hun stod som den første blandt sine veninder, der var blevet gravid, havde hun ikke nogen at tale med det om. Hun kunne google sig til svar og forsøgte at finde resten i magasinet GRAVID.

Det har nemlig været vigtigt for begge kvinder at tale om graviditeten, mens man stadig er gravid. Når man har født, oplever de nemlig, at man ser tingene i et andet lys, og at man reflekterer over graviditeten på en anden måde. Man kan rationalisere sig frem til svar, som man ikke kunne, mens man var gravid, men som man havde brug for – netop der.

“Det der med at have noget, som er fuldstændig dokumenteret i realtid. Det, tror jeg, er sindssygt vigtigt, når man skal ind og tale om graviditet og moderskab,” slår Nanna fast. “Det vi begge havde brug for, da vi var gravide, var lige præcis den der rå realtidsspejling. Altså hvordan havde du det lige præcis, da du var 4 + 2 eller 16 + 3?” husker Josephine.

Med bogen ‘Min Mave’ ønsker Nanna og Josephine at understrege, hvor livsomvæltende det er at blive gravid. Fordi det på den ene side er noget, der er så kæmpe stort, men samtidig er det noget, der slet ikke eksisterer. Det er noget, der skal holdes hemmeligt indtil nakkefoldsscanningen, og selv derefter skal man lade, som om man fungerer helt som før, og at man kan arbejde og være, som man plejer.

“Folk vil gerne høre, hvad der sker med maven, men de vil faktisk ikke have det dybe. Når tilfældige folk spørger, så orker de jo ikke at høre om det hele, så jeg følte mig ret tit klemt. Jeg synes, det var sådan en mærkelig følelse, af at det måtte eksistere, men alligevel ikke,” lyder det fra Josephine.

Læs også

Maj My og hendes mand tog stort valg for familien: ”Kvalitetstid er en løgn, vi fortæller os selv”

Hvem er min nærmeste?

I forsøget på selv at finde et fællesskab under graviditeten, har begge kvinder blandt andet ledt på Instagram og googlet løs. De har været ude med “næb og klør for at skrabe til sig” med information, men meget af det, de har fundet, har været uden personlighed, og intet af det har virkelig omfavnet kompleksiteten, der er i at blive gravid og blive mor.

“Jeg kan huske, da min datter var ni måneder, og hun skulle begynde at spise mad. Der synes jeg, at det var megafrustrerende. Så fandt jeg en, jeg fulgte på Instagram, som havde lavet et opslag med, at hendes datter spiste efter BLW-principperne (babystyret madtilvænning, red.). Så blev hun min nærmeste, og jeg endte med at spørge, om jeg måtte ringe til hende og forstyrre hende på en højhellig torsdag. Det var virkelig en kamp for at finde nogen at tale med om de ting, der rører sig i det forløb, det er at blive forælder,” husker Josephine.

“Der er også mange ting, der slet ikke står i forbindelse med at blive mor. Hvad skal mit barn have på ude at sove? Der står ikke noget konkret. Man kan fandeme google meget, men der er virkelig meget, som ikke står der – og som jo er noget, vi burde give til hinanden,” fortsætter Nanna.

Det er her, at de håber, at bogen også kan åbne op for en slags ‘nabokoneenergi’. At vi kan nærme os hinanden og tale om, hvad vi står i, og hvordan det føles både at være gravid og at være mor.

“Vi har talt meget om, at graviditeten er en tilstand, der er meget ensom. Medmindre du går op ad en, der er præcis der, hvor du selv er, så er det meget inderligt. Altså et tidspunkt, hvor du er meget indadvendt og ensom,” siger Nanna.

“Det er jo et skrukhedsbegreb på en måde. Følelsen af at være en høne, der ruger på sine æg. Inden du bliver gravid, så er det trangen til at være en høne, der bare skal… Eller jeg følte mig nærmest som en høne, der bare ville klække det her æg, og jeg ville bare have det befrugtet, så jeg kunne gå og ruge det. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke ville blive glad, før jeg blev gravid,” griner Josephine.

“Det er en urfølelse. Det handler om at nære hønefølelsen, hvor du giver dig selv lov til at være den høne,” fortsætter Nanna.

For Josephine har graviditeten og ‘hønefølelsen’ også været en proces, hvor man gerne vil bygge en rede og derved rydde op i det, der har været. Rydde op i gamle traumer eller konflikter for at starte på en frisk og blive klar til det, der skal ske.

“Jeg anede slet ikke, at det ville være sådan at være gravid. Jeg har aldrig hørt nogen tale om den her indadvendthed, som jeg følte. Det er, som om man får noget ekstra. Altså et ekstra lag, som du skal få til at passe med den, du allerede er. Ens identitet er jo helt blød og under udvikling under en graviditet. Hvad er det for en udgave af mig selv, som jeg er på vej ind i? Min personlighed er uændret, men min identitet er hele tiden i en eller anden forhandling,” husker hun.

Ikke mere hemmelighedskræmmeri

Samtalen om ‘hønefølelsen’ har også været svær at få faciliteret for begge kvinder. De kan godt begge se, at de har haft brug for at tale med nogen og have de dybe samtaler under graviditeten også – og ikke først i en mødregruppe efter fødslen.

“Jeg kunne godt tænke mig, at vi nåede derhen, hvor det var fuldstændig naturligt at tale om sin fertilitet, at tale om et ønske om et barn. At det var naturligt at tale om, hvor man var henne i sin cyklus, og hvornår man skulle tage en test. Altså at det ikke var belagt med al det her hemmelighedskræmmeri, fordi det også er indbygget i et liv."

"Jeg synes, det ville være fedt, hvis jeg kunne skrive på Instagram ‘Nå venner, nu var det sgu en negativ test i den her måned, hvordan går det med jer derude?’. Jeg har set nogen, der har forsøgt at starte den type fællesskab, men ofte vil man jo søge et anonymt sted hen på internettet som for eksempel MinMave.dk,” forklarer Josephine.

“Det er vigtigt at få lov til at have de her følelser. Du må gerne – uden at skamme dig – lægge dig ud på badeværelsesgulvet med dit iskolde danskvand og prøve at mærke, om dit barn stadig sparker. Det er noget, der er så mange kvinder, der gør i hemmelighed. Det har jeg også gjort meget. Tænk, hvis man kunne få lov at sige til sine kollegaer, at man lige har brug for en pause i et møde, fordi man ikke har mærket noget i sin mave i en time,” drømmer Nanna.

Læs også

364 dage efter sin mors død, føder Caroline sin søn: ”Min sorgproces fyldte alt”

Hun husker særligt, hvordan hun oplevede, at jordemoderens ord omkring, at man skal mærke liv i maven, kunne give hende angst. For hvornår er der nok liv?

“Så kom der sådan et standardiseret svar ‘Jamen, du kan jo ringe ind til afdelingen, hvis du bliver i tvivl’, men jeg er hele tiden i tvivl,” erkender hun.

Nanna og Josephine har nemlig oplevet, at der er så mange spørgsmål og tanker, man går med – særligt som førstegangsforælder. For hvad er normalt, og hvornår skal man reagere på en eller anden unormalitet?

“Tit føler vi os som to teenagere, der prøver at finde ud af det, og så føles det, som om at alle de andre er voksne, og at de har styr på det. Min kæreste og jeg har virkelig været sure, når Josephine er taget hjem herfra,” griner Nanna.

“Og jeg har virkelig bare følt, at det er the blind leading the blind,” tilføjer Josepine med et grin.

Når samtalen er faldet på, hvordan deres egne mødres graviditeter har foregået – netop i et forsøg på at finde sine nærmeste, som man kan spejle sig i – har de ikke kunnet huske de mange nervøse tanker og følelser, som Nanna og Josephine begge stod i. Nanna husker, at hun har talt med sin mor om, at hun ikke kunne huske, om hun var ængstelig under graviditeten.

“Men det ville jo være helt mærkeligt, hvis hun ikke havde en eneste svær følelse under sin graviditet med mig?” rationaliserer hun.

Men måske det handler om, at man tidligere ikke har gjort plads til de svære følelser og tanker. At de ældre generationer har stået alene med det, og det vil Nanna og Josephine gerne ændre.

Det handler nemlig om at understøtte de følelser, man kan have som gravid og vise, at ingen er alene i deres tvivl og deres følelser. For det kan føles enormt ensomt at stå midt i en graviditet med alle de følelser, tvivl og den angst, der følger med. Derfor har Josephine og Nanna dokumenteret, talt og skrevet om de mange følelser, de selv stod med lige i øjeblikket – i håb om at skabe et fællesskab og at give andre gravide et rum, hvor de netop kan sammenligne sig med dem.

“Der vil vi gerne lave nogle nedslag, der virkelig kigger på den her tid med ømhed og omsorg – og sige, at vi ser dig,” siger Josephine med et smil.