Mette ville steriliseres som 22-årig: ”Jeg har nok altid vidst det, men man sagde det ikke højt”
Mette Milan elsker børn, men hun elsker også at nyde livet på sine egne præmisser, og allerede som 22-årig gik hun til lægen for at blive steriliseret. Til gengæld har hun fået dybe relationer til sine veninders børn.
Har du altid vidst, at du ikke ville have børn?
"Jeg har nok altid vidst det, men man sagde det ikke højt. Som 18-årig begyndte jeg på læreruddannelsen, og jeg har arbejdet som lærer i 10 år, hvor jeg underviste i dansk, dansk som andet sprog, engelsk og billedkunst. Jeg elsker børn, elsker at undervise og inspirere dem, men jeg vil altså ikke også have dem, når jeg har fri. Der vil jeg gerne bare være mig."
"For fem år siden gik jeg all in på den webshop, jeg havde lanceret sideløbende med lærerjobbet, og i dag arbejder jeg primært med den og så som influencer – en kritisk og ærlig af slagsen, der siger nej til mange samarbejder, for jeg vil kun lave det, jeg kan stå inde for og synes er sjovt."
Er det også blevet din livsfilosofi?
"Ja, det kan man sige. Jeg er i hvert fald meget optaget af at bevare min frihed – i alle aspekter af livet. Særligt friheden til at sige nej."
Hvad var du selv optaget af som barn og ung?
"Jeg er en gammel dame indeni, og jeg mødte min nuværende mand, da jeg var 15 år. Vi har været sammen i 22 år nu. Jeg er introvert, jeg nyder mit eget selskab, og jeg har brugt mange år på at lære at holde fast i mig selv, udfolde mig kreativt og bare være mig selv."
"Det har jeg ikke altid været god til, for det kræver mod at stå ved sig selv, når alle skal i byen og drikke sig fulde, og du helst bare vil blive hjemme. Så da alle begyndte at få børn, blev det vigtigt for mig at turde sige: jeg har bare ikke lyst. Jeg har fået tudet ørerne fulde med ”bare vent, det kommer” eller ”det vil du fortryde”, men for mig ville det være en kæmpe fejl at få børn – og det er en fejl, som du ikke kan viske ud igen."
Hvordan havde din mand det med, at du ikke ville have børn?
"De første mange år troede han nok også, at vi ville få lyst med tiden. Men ingen spørger ham på samme måde, som de spørger mig, så han oplevede ikke samme pres. Han har støttet mig altid – også da jeg som 22-årig gik til lægen for at blive steriliseret. Hun så forfærdet ud og sagde, at det kunne der ikke være tale om."
"Jeg måtte heller ikke, da jeg kom tilbage som 25-årig, så først da jeg skiftede læge som 30-årig, kunne vi tale om det. Han var klar på at gå videre med sagen, men jeg skulle blive 34 år, før det skete, og selv da havde min gynækolog travlt med at gøre mig forkert. Jeg føler, at mit valg først rigtigt blev anerkendt, da jeg var med i TV2-dokumentaren ”Lady før baby”, der fulgte min vej mod at blive steriliseret, og hvor jeg fik mulighed for at fortælle, hvor velovervejet min beslutning var."
Hvad har det givet dig at være barnfri?
"At jeg kan nyde livet på mine præmisser. Jeg får indimellem at vide, at jeg er egoistisk og ikke bidrager til samfundet, men jeg betaler jo skat som alle andre og betaler dermed indirekte for, at andre kan få deres børn i skole og institution."
Hvad følte du, da det endegyldigt ikke længere var en mulighed for dig at få børn?
"Jeg har aldrig haft en snert af tvivl eller fortrydelse. Jeg har kun følt en stor lettelse over, at det var sket, og det gik godt."
Har du følt dig udenfor et fællesskab?
"Jeg har da følt, at mine veninder pludselig ikke var mine veninder mere, men at jeg nu var veninde med et barns mor. Men det var en fase. Når børnene er forbi baby-stadiet, er jeg igen inddraget i deres liv. Og de relationer, der er gledet ud, skulle det jo nok også."
"Jeg er meget tæt med de veninder, jeg har kendt, siden vi var børn, og derfor er deres børn blevet mine ”niecer og nevøer”. Hver weekend har vi besøg af dem, og de kommer også i skoleferierne; der er ikke noget bedre end at have dem på besøg, men jeg elsker også at sende dem afsted igen. De er mit livs kærlighed – og jeg kan give dem det bedste af mig selv, og de betyder alt for mig."
Hvilke reaktioner har du mødt på dit valg?
"Min mor har været lidt ked af det, for hun havde glædet sig til at gå med min barnevogn. Men hun forstår godt, at der ikke er plads til børn i mit liv. Jeg er jo lidt ”the crazy cat lady” med fem katte og en hund, og hun anerkender, at de betyder meget for mig."
Har du været bange for fortrydelser, når du bliver ældre?
"Jamen man sætter da ikke børn i verden for at sikre sig ikke at sidde alene på et plejehjem – det er der jo mange med 2, 4 og 6 børn, der alligevel gør. Jeg har fået dybe kontakter med andres børn – unikke relationer, hvor de kalder mig moster. Man bestemmer selv, hvor alene man vil være i sit liv."
"Fortrydelse er det sidste, jeg tænker på. Det er livet for kort til. Jeg er også blevet mødt med kommentaren: ”Hvordan har du det med, at du aldrig skal opleve ægte kærlighed?”. Hvordan kan andre gøre sig til dommer for, hvad ægte kærlighed er i mit liv? Hvad med min mand, venner og alle mine andre relationer. Børn er altså ikke de eneste ophøjede væsener, der findes."