Stine har fravalgt børn: ”Det er pisseseje kvinder, der dømmer mit valg som det forkerte”
Må man sige højt, at man ikke vil have børn? Forfatter Stine Spedsbjerg var i tvivl, men heldigvis havde hun en insisterende redaktør, og nu har hun skrevet en charmerende, ærlig og humoristisk bog om ikke at blive mor, fordi hun selv manglede sådan en.
Har du altid vidst, at du ikke ville have børn?
"Inderst inde har jeg altid vidst det. Det var helt inde i min kerne, og jeg sagde det allerede i børnehaven. Men jeg også haft en række år, hvor jeg sagde: ”Nu må vi se” og ”Hvis det sker, så sker det”."
"Jeg prøvede selv at tro på det, for jeg var blevet usikker. For er det ikke definitionen på sindssyge, at alle siger, noget er det helt rigtige, og du fastholder, at det er forkert?"
"Jeg har ventet på, at trangen kom, og jeg har også været så forelsket, at jeg regnede med, jeg ville få lyst. Men det skete ikke, og det har også været en dealbreaker i to forhold. Der tænkte jeg, at hvis bare man er forelsket nok, så kan man overkomme alt, og så har jeg ikke tænkt mere på det – men det har de!"
Hvorfor blev det et tema i din bog?
"Den er den seneste i en række af bøger, jeg har skrevet om at blive voksen. Det startede bare med en sjov ide om at lave bøger om livsfaser, og den slags må have en tydelig vinkel eller et fokus. Den første store livsfase var pubertet og den næste at flytte hjemmefra og stå på egne ben. Og så er det næste store livsfase for de fleste jo at blive forældre. Men det har jeg jo valgt ikke at gøre."
"Jeg spurgte min redaktør: ”Skal vi så droppe det? Finde en anden?”. For jeg repræsenterede jo ikke normen. Det forvirrede min redaktør meget. Mit rationale var, at der ikke er nogen bøger eller film om det valg, så det interesserer vel ikke nogen. Det var blevet min rygrads-reaktion, at jeg var afvigelsen fra normen. Jeg havde internaliseret fortællingen om, at jeg var forkert."
Hvad har det givet dig at være barnfri?
"Mit liv har ikke ændret sig, hvor andres har. Mit liv er på mange måder ikke meget anderledes, end da jeg var 22 år, udover at jeg ikke kan klare at drikke og feste på samme måde, og jeg har heller ikke samme trang til det. Og så kan jeg fordybe mig i store projekter – uden varsel, uden at bede om lov og uden at behøve at tage på Hald Hovedgård for at få fred til at skrive."
Er der nogen erkendelser, der er kommet til dig, efter muligheden for at få børn var udelukket?
"Min kæreste har to børn i forvejen, og da vi mødtes, blev han megaskruk. Der tænkte jeg: ”PIS!”. For jeg vidste, at vi helt sikkert skulle være kærester. Jeg holdt fast i, at vi ikke skulle have børn, på min egen stille vis, men da han kom til samme konklusion, var det alligevel sådan lidt – skuffende. Helt skørt, for jeg ville ikke have børn, men jeg ville jo heller ikke have, at han ikke syntes, at jeg var god nok til at få børn med."
Har du følt dig udenfor fællesskabet?
"Det er jo lidt som at være del af en kult, at blive forældre. Kvinder med babyer og små børn finder sammen i deres egne grupper. Det smitter også. Når én bliver gravid, så stikker alle veninderne efter. Men jeg har egentlig ikke følt, at nogen holder mig udenfor med vilje. Og så sætter jeg pris på, at jeg har flere veninder, der har truffet samme valg, fordi vi ikke skal lægge bånd på os selv, når vi taler sammen."
"Jeg spurgte engang min mor, hvorfor hun havde fået børn, og det spørgsmål kom virkelig bag på hende. Det var ikke noget, hun havde overvejet – det var bare det, man gjorde. Min søster har fået to børn, men hun har aldrig presset mig. Hun er realisten, hvor det er mig, der er kunstneren og drømmeren, og derfor prøver hun ikke at sælge moderskabets lykke til mig."
Hvorfor tror du ikke, flere gør som dig?
"Det er underligt, at man ikke er mere accepterende overfor det valg i en tid, hvor vi er blevet så rummelige overfor køn og seksualitet. Jeg har mange citater med i min bog, der viser nogle af de vilde ting, der er blevet sagt til mig i tidens løb. Og det er ikke fra de reaktionære typer, men fra pisse seje forfattere, feminister og rebeller, der dømmer mit valg som det forkerte, når de ikke tænker sig om."
Kommer du til at savne børn senere i livet?
"Jeg har gode relationer til mange af mine venners børn – og min kærestes børn på 11 år og 9 år er så fede at hænge ud med. Jeg snakker så godt og fortroligt med hans datter; måske fordi jeg aldrig formaner, retter på hende eller belærer. Jeg taler nok mest til børn som yngre personer, der er mine ligeværdige. Jeg sætter aldrig mig selv ind som autoritetsfigur, og derfor kan der blomstre et fint venskab mellem os."