Gravid for anden gang: Er det almindeligt med 9 måneders delvis fortrydelse?

KLUMME: Det bedste ved at være mor til flere er, at man har prøvet det før.

Det værste ved at være mor til flere er, at man har prøvet det før.

Da jeg blev gravid med min førstefødte, var jeg i syvende himmel i ni måneder. Vi havde diskuteret familieudvidelsen længe, og babyen var nøje planlagt. Samtidig med at jeg nød min graviditet, kunne det kun gå for langsomt med at møde mit ufødte barn. Jeg rørte ved min mave konstant og talte til og sang for hende. Som bonusmor til tre var det stort at udvide familien og at give mine bonusbørn en lillesøster.

Dagligt læste jeg om fosterets udvikling. Jeg havde en bog og fem apps, og jeg fulgte troligt min datter fra linse-størrelse til vandmelon og blev utrolig sulten af alle de sammenligninger med mad. Alt, jeg spiste, var i øvrigt økologisk, og selv te holdt jeg mig fra.

Lykketårer, scanninger og horoskoper

Samtidig med den overvældende lykkefølelse og kærlighed, sneg en ukendt bekymring sig dog ind: Nemlig frygten for at miste. Jeg blev overforbruger af private scanninger. Jeg græd af lykke hver gang, jeg hørte hendes hjerte slå. Personalet var på fornavn med mig til sidst, selvom jeg dækkede over mit misbrug ved at bruge tre forskellige scanningssteder.

Jeg tog utallige billeder af min gravide mave og skrev dagbog, hvor jeg henvendte mig til hende. Verden drejede sig om min ufødte førstefødte, og jeg var besat af alt, der handlede om babyer, fødsler, søvn, kost osv. Fordi jeg var så utålmodig, begyndte jeg at ty til horoskoper for at lære hende bare lidt at kende, før hun kom ud.

"I må ikke vente med at prøve"

Fem år senere blev jeg gravid igen. Nu med vores andet barn (og mandens femte). Timingen var elendig, da jeg ikke havde fast arbejde.

Jeg tog lægen på råd, da vi helst ville vente et år til. Kunne man få et kig på de æg? Men lægen grinte bare og rystede på hovedet. Hun fortalte det, som Google allerede havde erklæret: Som 39-årig går det lodret ned ad bakke med fertiliteten. At jeg måske allerede var for gammel. Så vel hjemme, godt inde i en provokeret alderskrise, gik vi i gang med projekt baby. Det tog kun ét forsøg...

Da jeg så den positive test, udbrød jeg: "Oh shit!". Og sådan fortsatte det næsten hele graviditeten. I stedet for den overvældende lykke og mor-følelse, var jeg mere som Carrie i tv-serien Homeland, når hendes baby sparkede. Forvirret, nervøs og tvivlende.

Hvor jeg før havde ædt vitaminer for gravide fra første tanke, blev jeg nu ved med at glemme at tage dem. Og sort te blev indtaget i rå mængder. En kønsscanning, der viste, at fosteret var hankøn, hjalp ikke engang. Og det var i øvrigt den eneste private scanning i hele graviditeten.

Var det en fejl?

Havde vi begået en fejl? Vi var allerede en stor familie, og nu var der to teenagere at forholde sig til. Deres begejstring var også mere afdæmpet denne gang. Jeg bekymrede mig særligt over vores økonomi og manglen på tid. Manden byggede hus til os - ved siden af sit fuldtidsarbejde. Min datter på fire år så alt for meget tv i weekenden i de måneder, for jeg var så træt, at jeg ikke kunne holde mig vågen en hel dag.

Forandringen og manglen på overskud sneg sig allerede ind mellem os. Ville et ekstra barn gå yderligere ud over ungerne? Parforholdet? Var jeg blevet grådig på lykke? Ville alt smuldre nu? Kunne jeg elske et barn til lige så højt? Nogle gange kunne jeg næsten blive sur på min læge eller den lille spire, der voksede i mig.

Jeg tog en test hos Vores Børn, der spurgte: "Er du klar til at blive gravid?". Jeg fik et klart NEJ. Som gravid. Jeg havde lyst til at græde, men sad bare og grinede hysterisk.

Hvor jeg i min første graviditet havde gået i smart graviditetstøj (som var givet væk), var jeg nu iført oversize tøj og skjulte min mave i store sweatre. En fotograf tilbød at tage billeder af mig som gravid. Jeg blev hele tiden ved med at udskyde det. Til det var for sent. En af de få billeder, jeg har, er brugt som illustration i denne klumme. Her kysser min datter spontant min mave, hvor lillebror rumsterer. 

Enorm skyld

Fordi jeg før havde prøvet at være dybt forelsket i det lille foster og i fremtidsdrømmene om at blive mor, så kæmpede jeg med en enorm skyld overfor mit andet barn. Det var ikke sådan her, det skulle være.

Når jeg var i bad, så tog jeg hænderne ned på maven og kærtegnede den og prøvede at tale til den lille. Men det føltes lidt som et skuespil. At være gravid var bare noget, jeg legede. Jeg var selvfølgelig også periodisk ramt af en stor lykkefølelse og glæde, det var bare langt mindre markant end ved den første graviditet.

Jeg talte med en jordemoder, en sundhedsplejerske og en læge om min til tider manglende forbindelse til det ufødte barn. Og om mine bekymringer for især min datter, der var meget vant til at have mig alene. Var jeg deprimeret? Ville mine tanker skade mit ufødte barn? Alle sagde bare, at min reaktion var helt normal ved andet barn – og forståelig i forhold til vores situation.

Almindeligt at tvivle?

Hvis mine følelser i anden graviditet er helt almindelige, så er det da forfærdeligt!

Siden har jeg talt med flere mødre, der kæmper med samme tvivl, når de er gravide igen. Nu ved man på en anden måde, hvad et barn kræver. På godt og ondt. Øjnene er åbne. Og man er bange for, hvad endnu et barn vil gøre ved den eksisterende familiekonstellation.

Jeg blev mor, da jeg blev gravid med min førstefødte. Men med min søn blev jeg først mor, da jeg fødte ham.

Sig det højt

Nu er vores søn her. Han er ni måneder, og vi knus-elsker ham. Men hvor ville jeg gerne have vidst, at man kan tumle med så ubehagelig en tvivl som gravid, når man vælger at blive mor igen.

Hvor ville det være lettere at komme smilende igennem de familiefester, hvor folk hele tiden ville vide, hvor meget jeg glædede mig. Hvor jeg ikke mestrede at udvise udelt begejstring, og hvor jeg aldrig anede, hvad uge jeg nu var i. Det eneste, der sad fast, var terminsdatoen, der truede i fremtiden.

Hvis jeg vidste, at det var naturligt, havde jeg måske tilgivet mig selv for de forbudte følelser lidt før. Ved faktisk ikke, om jeg helt har tilgivet mig selv endnu.

Det ER svært - men du er ikke alene

Mit håb er, at andre, der kæmper med de samme følelser i graviditeten, forstår, at de er ikke alene! Det er drønhamrende svært at gå fra mor til en til mor til flere. Det bliver aldrig det samme, og det kan man godt sørge over i lang tid. Men det bliver noget andet - og også godt, og det hele værd.

Det kan bare godt tage lidt tid, før man virkelig føler det.

LÆS OGSÅ: KLUMME: Du ved, du er gravid for anden gang, når...

LÆS OGSÅ: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende