Farvel, fødestue
Er du førstegangsfødende, og er fødslen forløbet uden komplikationer, kan I efter nogle timer overflyttes til patient-/barselshotel hvor din mand/kæreste kan overnatte sammen med jer og spise med (han betaler et mindre beløb).
Men har I mod på det, kan I også vælge at tage hjem. Det kaldes at føde ambulant.
Er du flergangsfødende og har født uden problemer, bliver du som udgangspunkt altid udskrevet efter fire-seks timer, når amningen er etableret, og jordemoren har sikret sig, at I har det godt.
– Fordele ved at føde ambulant
I kommer hjem i vante og rolige omgivelser og kan begynde jeres nye liv uden at blive forstyrret af andres grædende babyer, larmende madvogne, rengøringspersonale og så videre. Nogle kommuner tilbyder ligefrem kompensation for det, de sparer ved, at I tager hjem uden at bruge en hospitalsseng.
– Ulemper ved at føde ambulant
I har kun en hotline til personalet og ikke fagpersoner omkring jer, hvis du skulle blive utryg eller usikker. Er I hjemme, kan det desuden være svært at holde fast i ‘besøgstider’ for ivrige familiemedlemmer og venner, der naturligvis gerne vil se det lille vidunder, så du føler, du konstant skal varte gæster op. Det skal du ikke!
På patienthotellet slipper du omvendt for at tænke på madlavning, rengøring og besøgstider – selv om servicen ikke nødvendigvis er som på et all inclusive resort.
Husk en taske med rent tøj til hjemturen – både til far, mor og den lille ny. Pak også, så I er dækket ind, hvis nu I skal overnatte.