Tilbage til kødgryderne?: ”At hjemmepasse skal ikke være et fravalg, men et reelt valg”

Hvor frit vælger vi egentlig, når det kommer til livet med små børn? Er det kun de mest privilegerede, der har mulighed for at gå hjemme og hygge sig med de små, burde vi bidrage til samfundet med vores arbejdskraft – og hvorfor er debatten overhovedet så central lige nu?

For det er ikke kun Kaare Dybvads bog ”Arbejdets land” og Maj My Midtgaard Humaidans ”Ærø-Manifestet”, der har bragt sindene – og tankerne om prioriteter – i kog. Det har debatten i aviserne også, hvor fronterne ofte bliver tegnet overmåde skarpt op. Men måske starter konflikten et helt andet sted?

Lene Tanggaard, der er professor i pædagogisk psykologi og forfatter til bogen “En lille bog om, hvorfor de fleste forældre skal gøre langt mindre, end de tror”, fortæller, at debatten absolut ikke er ny – men det er anledningen til den:

"Debatten om den "rigtige måde" at være mor på har jo været fremherskende i det her århundrede. Nu er den så blevet aktualiseret af, at der er kommet et stort fokus på kvaliteten i vores daginstitutioner. Vi har været vant til et meget højt kvalitetsniveau, og det er en del af samfundskontrakten, at danske forældre kan arbejde meget, fordi deres børn bliver passet ordentligt og godt."

"Den tillidsrelation er under pres, og når fremtrædende forskere som Dion Sommer (professor ved Aarhus Universitet, red.) står frem og siger, at vi skal passe på, at vores børn ikke bliver de store tabere i den nuværende situation, ja, så har vi et reelt problem," forklarer hun.

"Debatten handler også om det tempo, som mange af os mærker i vores liv. Vi oplever ikke bare, at vi er stressede og pressede på arbejdsmarkedet, men mærker også en acceleration i alle andre dele af tilværelsen. Vi skal kunne meget mere på mange flere parametre – både som forældre, partnere, venner og individer, og vi måler os hele tiden op mod andres idealiserede online-liv."

Ifølge Lene Tanggaard er de neo-traditionelle familieforhold, hvor mor hjemmepasser, mens far går på arbejde, et forsøg på at trække noget tempo ud af tidsånden. 

"Jeg kalder dem neo-traditionelle, for hvis de var ægte traditionalister, ville de hjemmepassende mødre ikke have et behov for at gå i medierne eller dokumentere deres hverdag på Instagram," forklarer eksperten. 

"Som underviser på universitetet bliver det tydeligt, at kvinder i dag er ekstremt dygtige, flittige og tager lange uddannelser. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det nye fokus på den gode, hjemmegående mor er et opgør fra den pressede 12-talspige. Om det ene pres har afløst det andet: Nu skal du ikke bare præstere på arbejdsmarkedet, du skal også præstere i dit moderskab; og paradoksalt nok kan vi nu se, at det er de højst uddannede kvinder, der bruger mest tid med deres børn."

Lene Tanggaard understreger, at folk må vælge, som de vil, og hun bifalder, at hver familie tager stilling til, hvordan deres liv hænger bedst sammen.

"Men samtidig er vi nødt til at se på, hvem der skal udfylde rollerne som fremtidens forskere, IT-udviklere, økonomer, pædagoger, lærere og læger, hvis flere og flere kvinder af egen drift vælger at gå hjemme eller være på deltid. Jeg har sågar hørt om kvinder, der vil være på nedsat tid som ph.d.-studerende – og det er altså den periode i ens forskningskarriere, hvor man har mest tid til fordybelse og at tilrettelægge sin egen tid."

Den konservative debattør Eva Selsing er en af de hjemmepassende mødre, der ofte er gået i medierne med sine markante holdninger til moderskabet. 

"For mig var det ikke en politisk eller ideologisk beslutning. Jeg kunne bare mærke, da vi fik vores første dreng, at han under ingen omstændigheder skulle i vuggestue, når han var bare et år gammel. Det ville føles så fremmedgørende i relationen mellem ham og mig, og han var ikke klar til at komme ud blandt fremmede mennesker," siger hun, der i dag er mor til fire børn i aldersspændet 1-14 år. 

"For os var beslutningen lige ud af landevejen, og der var ingen forhandling om, hvem der skulle gå hjemme, og hvem der skulle ud at tjene pengene. Det var mig, der havde båret, født, ammet og nærmest været ét med ham i de første mange måneder, så selvfølgelig var det mig, der skulle passe ham."

For Eva Selsing har valget været helt afgørende for hendes liv – ikke bare mens børnene var små, men også i det større perspektiv:

"Det bedste ved min beslutning har været at få det maksimale ud af den barndom, der går så hurtigt. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at sende velaflejrede unger ud i verden. På mit dødsleje er det en af de ting, jeg vil se tilbage på som det bedste og største, jeg har udrettet. De har fået så meget kærlighed og nærvær, som vi kunne give dem."

Hvad har været det sværeste ved din beslutning?

"Der er da elementer, der er hårde. Ensomheden fylder, og havde jeg ikke haft mine bøger, min familie og en god omgangskreds, havde det været meget hårdere at hjemmepasse. Man er jo meget hjemme, så det kræver en ekstra indsats at blive stimuleret."

"Jeg er glad for at læse og skrive, så jeg har holdt mig selv ved lige intellektuelt. Samtidig har jeg kunnet bidrage til vores indkomst ved at gøre det, jeg elsker mest, nemlig at skrive, for det kan du jo gøre hjemmefra, og når det passer ind i barnets rytme. Men jeg havde også valgt at passe mine børn selv, hvis mine evner ikke kunne kombineres med at gå hjemme."

Læs også

Aldrig før har vi været mere bevidste om vores børn – men nu er en ny bevægelse på vej

Rigide livsfaser

Men hvad med samfundskontrakten og alt det, politikere som Kaare Dybvad siger om, at vi skal trække i arbejdstøjet, hvis vi vil nyde godt af velfærdsstaten – og hvad betyder det egentlig for ligestillingen, hvis højtuddannede rollemodeller vælger at passe børn frem for at passe et fast arbejde? 

"Jeg går ikke op i ligestilling for så vidt, vi taler om alt det, der går udover juridisk ligestilling, som vi jo har i Danmark. Jeg ville aldrig sætte en ideologi over mine børn. At tale med ideologer er som at tale med et computerprogram. Det gælder i høj grad også de feminister, der er vrede over mit valg. For mig virker det så forkert, at vi ifølge feminismen skal ignorere den smerte og skam, der er forbundet med at aflevere vores små børn i institution. Hvorfor skal de følelser undertrykkes," spørger Eva Selsing. 

"Skal vi leve op til en eller anden ide om køns-lighed, eller skal vi leve op til vores ansvar som forældre? Og argumentet om, at jeg ikke bruger min uddannelse, køber jeg ikke. For jeg bruger den skam, men jeg skriver bare ikke det, som dem, der kommer med ligestillings-argumentet, vil have, at jeg gør. Og så vil jeg gerne opponere på det kraftigste imod det menneskesyn, der dikterer, at vi alle er en ressource, der skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet."

"Ligesom jeg heller ikke køber den der enten-eller-præmis om, at man ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man prioriterer sine børn over arbejdet i en periode. Jeg tror, at mange kvinder er presset mellem arbejde og hjem, og de ville sætte pris på, at indstillingen til vores livsfaser ikke var så rigid. Desuden er intet mere samfundsgavnligt end at opfostre velaflejrede mennesker. Den kendsgerning glemmer Dybvad og co."

Læs også

”Det var den vildeste befrielse, da jeg lærte ikke at sammenligne mig med andre”

Meningstabet derhjemme

I forhold til Eva Selsing havde forfatter Mette Kirkeby en anden indgang til livet som hjemmegående mor til to, og hun oplevede et stort identitetstab, da hun ikke kunne gå på arbejde.

"Jeg valgte at tage orlov fra mit job som underviser på pædagog-uddannelsen, fordi min mand fik tilbudt et job i medicinalindustrien i Schweiz. Så vi rejste hele familien afsted, og der blev det meget hurtigt tydeligt for mig, hvor stor en del af min identitet, der er bundet op på at have et sted at gå hen hver dag. Og hvor meget det betyder at have kolleger og føle, at jeg gør en forskel andre steder end bare derhjemme," fortæller hun. 

"Det var hårdt at sige mit arbejde op, for hvem er jeg egentlig, når jeg ”bare” er hjemmegående? Da vi rejste hertil, var der ingen deadline for vores ophold, og det blev meget hurtigt tydeligt for mig, at det er den partner i et forhold, som ikke arbejder, hverdagen typisk er hårdest for. Når der ikke er nogen hverdag, rutiner eller netværk, så skal du lære en ny måde at udfylde tiden på."

"I starten føltes det privilegeret at gå hjemme, men med tiden blev det knap så meningsfuldt. Mette Kirkeby havde troet, det ville være en befrielse at stå af det famøse "hamsterhjul", for hun havde tidligere været langtidssygemeldt med stress, da balancen mellem familieliv og karriere ikke gik op."

"For at være ærlig, så synes jeg, at det var benhårdt at gå hjemme. Folk spurgte, hvad jeg lavede, og hvad jeg skulle? Men det vidste jeg ikke. Jeg oplevede det som et kæmpe identitetstab. Der var dog fordele ved at gå hjemme. Hun fik et nyt overskud til familien, og hun blev tvunget til at se sig selv i øjnene og finde ud af, hvad der var vigtigt for at skabe en meningsfyldt hverdag."

"Jeg skulle også genopfinde mig selv i et nyt land, hvor det er mere almindeligt at gå hjemme – også selvom de har store børn. For dem var det et privilegium at kunne vandre, dyrke yoga og have masser af tid til sig selv. Men det var bare ikke nok for mig, og jeg følte mig ensom i den oplevelse," fortæller hun i dag, næsten fire år senere, hvor hun fortsat bor i Schweiz. 

"Jeg har tidligere været bange for, at mit liv som underviser fyldte alt for meget af mit liv, men nu kan jeg se, at det var meget mere end bare et arbejde. Jeg har brug for at gøre en forskel, hjælpe og være noget for nogen – ikke kun for mit eget indadvendte liv i hjemmet," erkender Mette Kirkeby.

I dag er hun skolevejleder og arbejder med børn og unges trivsel og mentale sundhed. Men inden da fyldte hun sin orlov ud med at læse, tage en diplomuddannelse og en master class i kreativ skrivning online, fik en forlagskontrakt og skrev romanen “Forspil til Herning”, der også er en samfundskritisk kommentar til work-life-balancen i det danske samfund.

"Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager debatten om, hvordan man får karriere og familieliv til at balancere. Den samtale manglede, da mine egne børn var små. Min hovedperson i romanen er en stress-sygemeldt mor til små børn, som jeg selv var det i sin tid, og man oplever hendes vej tilbage til arbejdsmarkedet blandt andet gennem psykolog- og MUS-samtaler," fortæller forfatteren. 

"Jeg tror, flere og flere kvinder vælger at hjemmepasse, fordi det er økonomisk muligt, og fordi der mangler et bedre alternativ. Manglen på uddannet personale i vores daginstitutioner er en katastrofe, men hjemmepasning løser hverken dårlig kvalitet i daginstitutionerne eller strukturelle problematikker i forhold til stress og dårligt arbejdsmiljø på arbejdspladserne. Måske griber nogen muligheden for at hjemmepasse af lyst, men jeg tror, flere gør det, fordi alternativet er for ringe. Uanset hvad mener jeg stadigvæk, at det er "fattigt", hvis familier i Danmark ikke har autonomi til at bestemme, hvad det gode familieliv er for dem."

De traditionelle roller

For Mette Kirkeby er det afgørende, at kvinders frie valg bevares – og her spiller der flere faktorer ind.

"Hvis kvinder kun går hjemme, fordi de ikke vil byde deres børn en hverdag i institution, ja, så er det en reel tilbagegang for ligestillingen og på sigt for velfærden. At hjemmepasse skal ikke være et fravalg, men et reelt valg. Hvis man ikke sparer op til sin pension, mens man går hjemme, så er det jo i hvert fald heller ikke ligestilling."

"For mange kvinder er det vigtigt at tjene penge selv, for ellers bliver du alt for afhængig af din ægtefælle og dårligere stillet i tilfælde af en skilsmisse. Mange af os er ikke rustede til at tage den svære snak om penge."

Den logik er Eva Selsing grundlæggende uenig i: 

"Jeg forstår ikke, hvorfor det altid er økonomi og pension, der bliver trukket frem som de mest afgørende faktorer i denne her debat. Det er som om, menneskets største succeskriterie er have penge, magt og indflydelse. Men der er ting i verden, der er langt vigtigere end penge og magt, og jeg ville være meget mere sårbar uden det eksistentielle fundament, som mit familieliv giver mig, end jeg ville være uden en pensionsordning."

"Det er et spørgsmål om, hvad man vægter højest. Hvis der var bedre muligheder som mor for, at man kunne blive sluset ind i en deltidsstilling eller være løst tilknyttet arbejdsmarkedet, så kvinder med små børn kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet på en blidere vis, så tror jeg da, at mange ville vælge det. Som tingene er nu, bliver man revet over på midten efter endt barsel, hvis man både vil yde sit bedste overfor sin arbejdsgiver og sine børn."

"Som samfund er vi for dårlige til at passe på kvinder, der har fuldt fokus på børnene og den vigtige følelsesmæssige tilknytning. Vi gør samfundet en uvurderlig tjeneste og som regel uden den mindste ros. Jeg har det i øvrigt fint med at blive kaldt reaktionær. Ideologier må aldrig trumfe vores samvittighed."

Eva Selsings holdninger til moderskab og hjemmepasning fører ofte til vrede kommentarer fra andre kvinder. Fordi hun prikker til deres dårlige samvittighed, tror hun: 

"Jeg er overbevist om, at nogle bliver vrede på mig, fordi de føler, at de ikke kunne fravælge institutionslivet, da deres børn var små – og man kan ikke gøre fortiden om eller få barndommen igen. Vi bliver pressede til at skynde os tilbage på arbejdet, og vi må ikke tale om den smerte, der følger med at vælge jobbet frem for barnet. Det ridser andre mødre i sjælen, når jeg siger, at man KAN vælge anderledes – men det koster."

Læs også

En ubehagelig følelse fylder hos Sofie: ”Jeg har taget fem års tilløb til at turde sige det højt”

Hvad har det kostet dig?

"Vi var begge studerende, da vi fik vores første barn. Vi boede i en et-værelses, havde ikke råd til en bil og ejede ikke en klink. Det var et valg, og det var vi glade for. Vi har fået vores børn i to hold, og med de to første var der mange ting, som i årevis var stærkt begrænsede: Vi kunne ikke tage på ferie, gå på café og vælge kvalitetsmad og købte kun sjældent nyt til os selv. Og det var vi afklarede omkring," svarer Eva Selsing.

Hun bliver tit kritiseret for at være privilegieblind, men hun mener, at kritikerne mangler bevidsthed om, hvor meget det materielle får lov til at betyde.

"Normen om, at man skal være to udearbejdende forældre, handler jo også om, at vi vil have ferierne, bo lækkert og eje den gode bil. Men vi vil bare ikke stå ved det, fordi det måske er lidt ubekvemt at erkende, hvor stort et behov vi har for at eje og gøre det samme som naboen," forklarer hun.

Men hvorfor er svaret på problematikken at vende tilbage til de traditionelle kønsroller? 

"Fordi de flugter godt med det, som mænd og kvinder generelt godt kan lide. Og her siger jeg ikke, at du ikke kan finde fædre og mødre med andre præferencer, men de traditionelle kønsroller handler om harmoni og balance. Jeg tror ikke, det gør kvinder glade at skulle forfølge et maskulint ideal, og der går noget tabt, hvis vi skal opføre os som mænd."

"De feminine værdier, det bløde og varme, basen i hjemmet og den omsorgsfulde tilgang til børn – den del af kvindeligheden bliver ikke næret, hvis vi bare skal skynde os tilbage på arbejdsmarkedet, mens vores børn er små, og give en chef de bedste timer af ungernes barndom."

"Ja, du ofrer noget ved at passe dine egne børn, men det er et enormt meningsfuldt offer; ligesom manden ofrer noget nærvær, når han skal lægge energi i at brødføde familien – og det er meningsfuldt for ham. Mænd trives generelt ved at tage økonomisk ansvar for familien, kvinder trives generelt ved at yde omsorg for familien. Men det er en balance i hver familie."

Mavefornemmelsen

Eva Selsing fremfører, at hvis vi kvinder virkelig levede under et patriarkalsk åg, som vi gerne ville frigøre os fra, så havde vi jo valgt markant anderledes.

"Men det viser sig bare, at når vi som familier får mulighed for at vælge selv, så vælger vi kønsstereotypt. Derfor tror jeg også, at langt flere kvinder ville prioritere livet i hjemmet, hvis vi havde en barsels- og familiemodel, der belønnede, at vi passede på vores børn selv – og det ville gøre både børn og forældre gladere."

Men er kvinderne ikke enormt udsatte og ufri, når de er hjemmegående – særligt i tilfælde af en skilsmisse? 

"Jo friheden giver vi afkald på – og det skal vi. Det gør vi jo hver gang, at vi er i en konstellation, hvor vi er noget for hinanden. Hver gang vi tager et ansvar på os, opgiver vi noget frihed. Kvinder afgiver økonomiske muligheder for at få dyrebar tid med de små, mænd opgiver nærvær for at skabe økonomisk tryghed. Begge giver køb på deres frihed mod til gengæld at få livsmening sammen. Sådan må det være."

Spørger man forskeren Lene Tanggaard, er der ingen facit for, hvilken model der tjener børnene bedst.

"Det er så individuelt, hvad der er bedst for den enkelte familie og det enkelte barn. Det, vi kan sige, er, at alle børn har brug for det, jeg kalder det almindeligt hengivne forældreskab. Det er forældre, der investerer tid, nærvær og omsorg i deres børn. Men det er ikke afgørende, om det er mor eller far, der giver den omsorg, og børn trives også med at blive følelsesmæssigt afstemt af andre voksne, der er stabile og forudsigelige i deres relation til barnet. Ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn, er ganske rigtig," siger eksperten.

"Det er klart, at i den tid, hvor barnet ammes – de første 4-6 måneder eller mere – der er det moderen, der er den vigtigste omsorgsperson, men man kan altså ikke sige generelt, at børn får det bedre af, at mor går hjemme. Det gør de i nogle tilfælde."

Så hvorfor fylder tvivlen så meget i disse år – og hvorfor er så mange kompetente forældre i vildrede om, hvordan man gør det godt nok?

"I dag tilegner forældre sig en enorm stor viden om børn, familieliv og psykologi. Og på områder, hvor man ved meget, der kommer man let i tvivl. Jo mere man ved, jo mere bliver man bevidst om alt det, man ikke ved. Det er derfor, det er så afgørende, at vi kultiverer vores egen dømmekraft. Ikke bare derhjemme, men ude blandt andre."

"Min store opfordring er, at vi tager myndigheden tilbage i forældreskabet og stoler mere på vores mavefonemmelse, når vi skal vurdere, hvad der er bedst for vores egne børn. Vi begår alle sammen fejl, og det har konsekvenser, hvis vi arbejder meget, og hvis vi ikke gør. Men kvinder, der arbejder meget, skal ofte bevise, at de er gode nok forældre – det skal mænd ikke på samme måde."

"Vi er tilbøjelige til at romantisere den hjemmegående mor, men den ”gammeldags” husmor var jo travlt beskæftiget med slidsomme opgaver og var ikke hende, der sad på gulvet og legede med børnene. Så fordi du er hjemme, er du ikke nødvendigvis en bedre og mere nærværende mor."

"Med sociale medier som Instagram har moderne mødre fået ekstra muligheder for at søge inspiration og ikke mindst spejle sig i andres mere eller mindre iscenesatte familieliv," siger hun.

"Det er vigtigt, at hver enkelt følger sin egen mavefornemmelse. Det digitalt iscenesatte moderskab intensiverer presset på de mødre, der ikke kan leve op til det, og der er altså mange måder at være en god forælder på. Kig på de børn, du har, og hvis de virker, som om de trives, så har de det sikkert godt. Tag ved lære af de fejl, du begår, men lyt til din egen intuition og sunde fornuft. Kan skolen give de muligheder, den skal? Kan institutionen passe ordentligt på mine børn?"

"Børn skal både lære demokratiske og sociale færdigheder, de skal lære at indgå kompromisser og tilsidesætte deres egne behov – og det gør de altså bedst ude i fællesskabet, især når de bliver lidt ældre og gerne vil udforske verden omkring sig."

"Og så skal vi også huske på, at det primært er den kulturelle elite, der har haft det frie valg til at hjemmepasse, hjemmeskole og tage deres børn ud af systemet; hvis den sociale underklasse prøver på det samme, så bliver de altså mistænkeliggjort og hevet tilbage i institutionerne. Eliten har altid kunnet forhandle om ressourcer og privilegier – det er ikke alle forundt."