Eva hjemmepasser sin søn: "Jeg troede, at jeg kunne finde en balance. Men det kan jeg ikke"

Der er ikke mere toiletpapir på toiletrullen. Størstedelen ligger krøllet sammen i en bunke ved siden af kummen, men en enkelt bane har fundet vej ud gennem den åbne badeværelsesdør. “Hvad laver du skat?” kalder jeg, og opgiver at blive færdig. Min mave er i forvejen hård som sten, så jeg konkluderer at endnu et afbrudt toiletbesøg ikke vil gøre den store forskel.

“Hvad laver du skat?” kalder jeg igen, mens jeg trækker min mands boksershorts højt op over min gravide mave og vralter ind i stuen, hvor jeg finder min tumling med en tom kaffekop i hænderne. Han peger ivrigt ned i potteskjuleren, hvorfra kold kaffe siver ud på trægulvet.

Klokken er 9.30 på en helt almindelig tirsdag. Vi skal ikke nå noget, så jeg sætter en ny kop kaffe over, der ligesom den forrige bliver kold, inden jeg får den drukket. For der er hundemad i vandskålen, legomænd i opvaskemaskinen, sokker i skraldespanden og var det egentlig en skruetrækker han kom løbende med der?

Min mand siger, at jeg misvedligeholder vores hjem. Han udbryder det en dag i irritation, fordi vores søn har tegnet på stuegulvet. Og bryggersdøren. Med grøn tusch. Hvilket jeg godt kan se, ikke er så heldigt. Alligevel forklarer jeg ham spidst, at i og med vores søn ikke går i institution, er det kun her - i vores hjem - at han kan udfolde sig kreativt. Og det skal der være plads til. Allerhelst på papir selvfølgelig.

Men det er ganske enkelt umuligt at forhindre et par kruseduller her og der, når vaskemaskinen også skal tømmes, skraldet skal bæres ud, stofbleerne skal vaskes og rosinerne skal fejes op fra gulvet, inden hunden æder dem. Umuligt! 

Og det er sådan set ikke løgn. Hvad der heller ikke er løgn, er, at jeg hverken vil eller kan korrigere min søn hele tiden. For mor er træt. Ikke af at være mor, men af at være husmor. For det er ærligt talt ret opslidende.

Usikkerhedens grimme ansigt

Da min mand og jeg besluttede os for, at vores søn skulle hjemmepasses, var vi overbeviste om, at det var den bedste start på livet, han kunne få. Vi havde en romantisk forestilling om, hvordan hjemmepassertilværelsen skulle se ud. En tilværelse, der omfattede en masse frisk luft, udflugter, skovture, hjemmebag, rytmik, trylledej, sanselege i bedste Kriblekongen stil, salmesang, økologisk trælegetøj og stimulerende samvær med andre hjemmepasserunger, der hverken råber bandeord eller slår hinanden i hovedet med skovle.

Og jovist har vi både lavet trylledej, bagt boller, leget med andre hjemmepasserbørn, sunget salmer og været på udflugt og i skoven. Men efter min søn ramte selvstændighedsalderen, har det snarere været kaotisk frem for harmonisk. For det kan tage en halv time bare at få ham i en flyverdragt! Hvordan en dagplejemor kan overkomme at proppe 2-5 stædige børn i overtøj uden at miste fatningen, går ud over min forstand.

Jeg troede, at vi ville komme ind i en rytme - et flow, hvor dagene gled gnidningsfrit, og hvor jeg, når jeg lagde hovedet på puden om aftenen, kunne være tilfreds og hvile i mit moderskab. Jeg troede, at jeg kunne finde en naturlig balance imellem oprydning, rengøring, nærvær og leg. Det kunne jeg ikke. Derfor er alt, der hedder oprydning og rengøring, stærkt nedprioriteret. 

Og fordi jeg ikke kan det hele, viser min usikkerhed ofte sit grimme ansigt. Og det på trods af, at min søn er et opfindsomt og glad barn. Alligevel tænker jeg ofte på, om jeg er for ustruktureret.

Om jeg opdrager for lidt.

Om vi har for få faste rammer.

Om der er nok aktiviteter i løbet af ugen.

For hvad med alt det, en vuggestue eller en dagplejemor kan tilbyde af spændende lege, faciliteter og sociale fællesskaber? Snyder jeg min søn for det?

På trods

Mæt af samvittighedskvaler køber jeg derfor et medlemskab til Hermans Hule -  som vi egentlig slet ikke har råd til og som strider mod overbevisningen om, at børn på min søns alder ikke har brug for andet end en vandpyt at hoppe i. Men når der ingen vandpytter er, er boldbassin, rutsjebaner og skumpuder vel federe end at blive trukket rundt i en papkasse derhjemme.

Så vi tager afsted i legeland, og på dette tidspunkt på dagen er der ikke andre end et par dagplejemødre og deres dagplejebørn. 

En lille pige kravler over til os. Hun er yngre end min søn, og kan endnu ikke tale. Og som jeg sidder der og betragter - først hende, så dagplejemødrene med ryggen til og de andre børn, der flakker rundt i det mennesketomme legeland - smelter al min tvivl og usikkerhed som en is i sommervarmen.

For på trods af al kaosset der følger med livet som hjemmepasser. Alt rodet, frustrationerne og tvivlen, så ved jeg jo godt, når alt kommer til alt, at selv på de dårlige dage, vil min søn allerhelst være hos mig. Og jeg hos ham.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.