Hvordan flytter vi bedst?

Hvordan flytter vi bedst?

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Spørgsmål:

Min mand og jeg skal desværre gå hver til sit. Vores datter er snart to år. Jeg har nu fundet et hus til hende og mig, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere flytningen.

Vil det hjælpe, hvis min tidligere mand kommer forholdsvis ofte og spiser eller lignende? Jeg er tvivl om, hvor meget jeg skal forklare hende.

Med venlig hilsen Anne

Svar:

Kære Anne

At skulle fortælle sit barn, at nu skal far og mor skilles, er en samtale, der har en utrolig stor betydning for barnet. Måden, man fortæller det på, er helt afhængig af barnets alder.

Da jeres lille pige er knap to år, vil hun ikke forstå konsekvensen af alt det, I fortæller. Børn i toårsalderen tænker cirkulært, hvilket betyder, at hun tror, at livet fortsætter, som det er nu. Op om morgenen sammen med far og mor, i vuggestuen, hjem til far og mor og så sove. Og så er det morgen igen.

Det betyder, at hun først, når I flytter for alvor, og hverdagen melder sig, kan forstå, at nu bor I ikke sammen mere. Jeg vil anbefale jer, at I, en lille uge før I skal flytte, alle tre besøger det nye hus, og fortæller hende, at her skal hun bo sammen med mor, og at I bagefter tager hjem og fortæller, at far nu skal bo alene i huset. I fortæller hende også, at her kan hun besøge ham.

LÆS OGSÅ: Trygge børn med to hjem

På selve flyttedagen er det vigtigt, at hun er med til at flytte det første lille flyttelæs – gerne en kasse med hendes legetøj eller bøger.

Her vil det være godt at få mormor eller en anden kær voksen til at holde hende i hånden, så hun, når hun har set, at der fysisk er flyttet nogle ting, kan gå en tur med mormor, og de kan så støde til på et senere tidspunkt.

Dagen efter – eller når tingene er på plads i begge nye hjem – kan I igen lave et besøg og se, at her bor far nu, og her bor mor nu.

Først når I er flyttet ind, og hverdagen begynder, vil hun begynde at reagere. Her kan I opleve sorg, savn og vrede, eller hun kan begynde at ændre sin personlighed lidt. Det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer.

Det er utrolig vigtigt, at I voksne kan have det godt sammen. Børn vil så gerne, at forældrene evner at være gode venner og eventuelt kan spise sammen en gang imellem.

Med hensyn til samkvem er det vigtigt, at der de første tre til seks måneder ikke bliver for meget uro og flytten rundt. Senere – når der er ro på – kan I voksne lave en plan, der er tilpasset hendes og jeres behov.

Med venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn