Hvorfor er det mistænkeligt, når man reagerer på at få et barn?

Klumme: I dagene efter fødslen af min søn blev jeg kraftigt screenet for tegn på en efterfødselsreaktion.

Jeg skulle svare på spørgeskemaer, der omhandlede lykkefølelse (på en skala fra 1-10), troen på fremtiden, graden af irritation i løbet af en almindelig dag, og graden af tristhed. Jeg scorede point, der var lidt over gennemsnittet for, hvad man måtte føle, og blev derefter helt sikker på, at det om lidt ville blive mig, der ikke ville kendes ved mit barn, ikke kunne komme op af sengen og græd hele tiden.

For ja, jeg var følsom i de dage. Jeg tudede hver gang jeg fik en omtumlet, tåget øjenkontakt med mit barn, og mit hjerte sad i halsen på mig, når han hostede. Jeg vågnede flere gange hver nat, fordi jeg ikke turde give slip, ville ikke falde i søvn og dermed miste kontrollen over den lille nyfødte skabning. Som jeg så det dengang og med ”hjælp” fra sundhedspersonel: Jeg var på vej ind i en depression. I bagklogskabens lys: Jeg reagerede på at blive mor.

Efter fødslen af mit barn oplevede jeg en enorm skærpelse af sanserne. Morgenmaden på hospitalet, frugtyoghurt og kaffe, var det vildeste. En eksplosiv smagsoplevelse. Min kærestes favntag, det bedste jeg havde prøvet. Mine forældres stemmer blev til en følelse af kontakt med urtiden. Mit barns grå, svømmende, prøvende blik. Bare at gå ned i kantinen på hospitalet var en rejse og det føltes som om mit hoved var lavet af glas. Alt var, kortest muligt beskrevet, stort!

Upåvirket ideal

Også da vi kom hjem og fik første besøg af sundhedsplejerske, blev både jeg og min kæreste screenet igen. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over, at der blev set så alvorligt på de ting, jeg fortalte om mine tanker. Selv synes jeg jo bare, de var interessante og skulle opleves fuldt ud, men i kontakt med sundhedsystemet blev jeg mistænksom over for min egen reaktion.

Jeg fik forklaret, at der fra myndighedernes side er øget fokus på tidlig indsats mod fødselsdepression. Og det er der alt muligt godt at sige om, især hvis man har sat sig ind i, eller kender folk, der har oplevet at få en fødselsdepression. Måske kan man hjælpe mødre og fædre ud af negative tanker, inden de tager fat, og det ville jo være vidunderligt. Men der er også nogle konsekvenser i at screene så kraftigt for fødselsdepression.  For mig blev dette fokus til et overfokus, og jeg begyndte at gå og små-screene mig selv hele tiden.

Det er min opfattelse, både i forhold graviditeten, tiden efter fødslen og opstart efter barsel, at der er et ideal om at være upåvirket. Hvis man er påvirket, er det, fordi man har det svært, måske har en efterfødselsreaktion, og det er noget, man skal have styr på. Den ”øgede indsats på området” risikerer at give det indtryk, at man helst ikke må reagere på at være blevet mor.

Det, synes jeg, er forkert. Jeg tror, at det er både nødvendigt og sundt at give plads til at reagere på en så stor oplevelse som det er at blive forældre. Flere screeninger er fint, men det er så samtidig vigtigt, at man udtrykker over for nybagte forældre, at gråd, grin, sårbarhed, ukendte følelser og så videre er en helt naturligt reaktion.

Go with the flow

To dage efter, jeg havde født, kom der en ældre sygeplejerske og så til os.

Jeg præsenterede hende for min bekymring over at være blevet screenet til at være i risikozonen for en fødselsdepression. Jeg elskede hende en lille smule, da hun med sin drevne 70’er-dialekt sagde: ”Du har for helvede lige født et barn, Iben”.

Denne replik har fulgt mig siden. Jeg ved ikke om jeg blot taler for mig selv, eller om der er andre mødre derude, der har oplevet et sanseboost, som de troede, at de skulle undertykke, i forbindelse med fødslen af et barn. I så fald er mit budskab: Stol på, at det er en god ting. Giv det plads. Nyd den reaktion, som man gennemgår efter at have skabt et andet menneske og fået udvidet sin virkelighedsopfattelse så eksplosivt på så kort tid.

Hvis jeg engang bliver beriget med et barn til, vil jeg se efterfødselsperioden som en beruselse og som en ”once-in-a-lifetime”-periode, og ikke som noget man skal have styr på, således at man hurtigst muligt er tilbage til den normale tilværelse. For mig var efterfødselsperioden et trip, og jeg tror, at det var gennem reaktionerne, at tilknytningen til mit barn skete. Så næste gang vil jeg rumme det, nyde det og flyde med det.

Iben Maria Zeuthen er radiovært på radio24syv, tidligere både tv- og radiovært på DR og netop færdig med at være på barsel.