Klumme: ”Hvorfor får jeg ros for at være en god far, når ingen roser min kæreste for at være en god mor?”

Det er sjældent, at der er nogen, der brokker sig over at få ros, men det har jeg alligevel tænkt mig at gøre i denne klumme.

Jeg elsker livet som far, og jeg anser mig selv for at være en god en af slagsen, hvilket min omgangskreds er søde til at fortælle mig. Mine svigerforældre er skønne, og det skorter ikke på rosende ord om min måde at være far på.

De har sågar flere gange fortalt min kæreste, hvor heldig hun er at have fået barn med en, der er så begejstret for at være sammen med sin søn.

Det er hun selvfølgelig glad for at høre, men det har også påvirket hende i forhold til hendes egen rolle som mor. Hun har nogle gange sådan lidt tvivlende spurgt mig, om jeg er lige så heldig at have fået barn med hende. Og det er jeg i dén grad! Hun er præcis lige så begejstret for at være sammen med vores søn, som jeg er. Det bliver bare ikke påpeget, for hun er mor, så det er jo en selvfølge, at hun er nærværende og omsorgsfuld – og alt det andet, en ”rigtig mor” er.

Det er selvfølgelig utrolig rart for mig at blive bekræftet i, at jeg er en god far. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg får denne anerkendelse, når min kæreste langt fra høster den samme ros for at være en god mor – selvom hun i mine øjne er verdens bedste mor. Året er 2019, og alligevel virker det ikke til, at det forventes, at en far skal være ligeså meget til stede som en mor. Det er nærmest overraskende, prisværdigt og ”ros-værdigt”, hvis han er det.

Et fælles projekt

Den forskelsbehandling frustrerer mig i dén grad. For uanset om man er far eller mor, så har de fleste forældre det til fælles, at de har valgt at få børn sammen. Og når man vælger det, så følger der et kæmpe ansvar med, der indebærer lort op ad armene, skrig og skrål og konstant træthed – men det er et fælles ansvar, som begge parter har lige stor del i.

Sådan var det måske ikke for 50 år siden eller bare for 30 år siden, da jeg blev født. Dengang var det mere normalt, at faren arbejdede, og så kunne moren passe børnene og hjemmet. Og hvis babyen teede sig om natten, så var det morens ansvar, og far havde i øvrigt kun tid til at lege med barnet, når det lige passede ind i hans liv - og i hvert fald slet ikke, hvis der var tipslørdag.

Men sådan er det altså ikke længere. Vi fædre er en ligeså stor del af det at være forældre – eller burde i hvert fald være det (og ja, jeg ser stadig gerne, at min kæreste kigger efter vores søn, når AGF spiller – mest fordi jeg bliver så hidsig af at se dem spille, og det kommer der sjældent noget konstruktivt pædagogisk ud af). Men overordnet set deler vi ansvaret hjemme hos os – og sådan burde det være i en tid, hvor moren (heldigvis) ikke længere skal havde den bærende forældrerolle 24/7.

I dag bliver der ikke set ned på omsorgsfulde fædre, der ikke orker at drikke bajere hver fredag og lørdag, fordi de gerne vil have overskud til at være sammen med deres børn. På samme måde bliver der ikke set ned på mødre, der overlader forældreansvaret til fædrene for at tage på en weekendtur til Paris med veninderne. Det er nemlig et fælles ansvar at være forældre, og derfor burde det heller ikke være så vildt, at jeg er en nærværende far, for vi fædre har altså selv valgt et liv med børn.

Når ros giver andre følelsen af mindreværd

Det bidrager til en usund balance i samfundet, når mænd som mig høster mere ros end de kvinder, vi har fået børn sammen med. Det fastholder den for mig gammeldags opfattelse af, at det er mødrene, der er den primære forælder. Og for min kærestes vedkommende - og sikkert også for andre mødre - så gør det, at hun ikke føler sig lige så anerkendt som en god forælder som mig af omverden, selvom hun er helt uundværlig og intet mindre end fantastisk for vores søn.

Betyder det så, at vi helt skal stoppe med at rose folk for at være gode forældre? Nej for fa****! Vi skal bare huske, at det forventes af både far og mor, at de er gode forældre, og derfor skal vi (naturligvis!) også huske at rose mødrene for at være der for vores rollinger. Lad os huske på, at vi i mange år har kæmpet for ligestilling, og det fælles forældreansvar er for mig et tegn på ligestilling. Men selvom vi er kommet langt, er vi ikke i mål endnu.

Jeg logrer videre med halen, når jeg får et klap på ryggen for mine fargerninger - men skal vi ikke aftale, at vi allesammen bliver bedre til at huske at rose og anerkende de mange mødre for alt det, de altid har gjort og stadig gør for vores børn - og ikke bare tager det som en selvfølge?