Klumme: Hvorfor hylder samfundet dem, der kører livet videre i samme tempo, efter de har fået børn?

Forleden overhørte jeg en samtale mellem to kvinder i S-toget, som gjorde et stort indtryk på mig. Det var to kvinder i halvtredserne, der talte om forældre til små børn, og hvordan de stresser rundt i dag for at være gode til det hele.

Den ene sagde: ”Hendes mand træner til maraton ved siden af, at han arbejder 50 timer om ugen. Så i weekenden, når han kommer hjem fra træning, så tager konen til yoga. De er aldrig rigtig SAMMEN med deres børn. De er bare sådan et ”team”, hvor de skiftes til at passe ungerne, mens den anden dyrker sine interesser.”

Så sagde den anden: ”Ja, og det er også som om, at de, når det endelig er weekend, ofte holder fest og får deres børn passet. Nu var det jo ellers oplagt endelig at være lidt sammen med de børn! Men næ nej, så er det voksentid, for hverdagen er jo så hård.”

De to kvinders samtale fik for mig sat ord på nogle ting, jeg ofte har følt harme over, efter jeg selv er blevet mor. Jeg har ofte undret mig over, hvordan så mange fædre har tid til at have fuldtidsjob, træne til et maraton og samtidig have små børn. Og jeg har taget mig i at tænke, at det da godt nok er en nem måde at være forælder på! Bare at lave alt muligt andet end at være sammen med sine børn.

Min mand havde en oplevelse for nylig, der fik ham til at tænke over samme emne: Han krydsede igennem kartoffelrækkerne i København omkring syvtiden på en hverdagsaften og iagttog noget, der langt fra er usædvanligt eller umiddelbart noget, der giver anledning til diskussion.

Han var vidne til, hvordan en far kom hjem og gik ind i sit hus. Min mand kunne se, hvordan der var nogle glade unger, der løb ham i møde i entréen: ”FAR!” råbte de glade. Deres far var kommet hjem. Mere så min mand ikke. Men han og jeg diskuterede efterfølgende, hvordan nogle er ”forældre”.

Nemt bare at være på job hele dagen

At være dommer over, hvordan andre er forældre, ønsker jeg ikke. Men selvom det er et sprængfarligt emne, kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke over, at det er ”nemt” bare at være på job hele dagen, komme hjem efter børnenes spisetid, læse godnathistorie for dem, og så bare selv lægge sig ind på sofaen.

Dén type hverdagsliv kræver ikke meget forældre-barn-tid med konflikter, der skal løses, aktivering, der skal findes på, og praktiske opgaver, der skal klares.

Efter jeg er blevet forælder – og for den sags skyld allerede, da jeg var gravid – har jeg tænkt meget over, hvilken slags forælder, jeg gerne vil være. Og jeg har fundet ud af, at hvis jeg både vil være en god kone, en god elskerinde, en fantastisk mor, en god nærværende veninde, en fantastisk medarbejder, en kvinde i topform og typen, der har et perfekt hjem, så braser korthuset sammen for mig.

For det kan bare ikke lade sig gøre. For det absurde kvindeideal, der i dag hedder, at vi skal være gode til alle førnævnte ting, det kan ingen kvinder leve op til. Og i høj grad slet ikke dem, der har børn. Der burde være et helt andet ideal for mødre.

Så når jeg hører om familiefædre, der har en forrygende karriere og også har gennemført en ironman, kendte kvinder, der konstant optræder i den ene og den anden rolle på tv og deltager ved en masse festivitas, eller kvindelige ledere i topstillinger – når jeg samtidig ved, at de måske har et eller to børn under fem år – så bliver jeg altså lidt trist. For hvor er børnene henne? I hvert fald ikke sammen med de forældre, der trods alt har valgt at få dem.

Tilsidesætte sit egotrip

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg ikke længere gider at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke får smidt de sidste fem fødselskilo lige foreløbig. For jeg har ikke tid til at dyrke motion. Jeg prioriterer mine to børn under fem år, og så går jeg på arbejde 37 timer om ugen. For jeg elsker mit arbejde. Men jeg elsker også mine børn. Der er altså ikke plads til mere. Og det burde være prisværdigt – også i et moderne samfund – at tilsidesætte sit egotrip, hvor det handler om mig, min krop og min karriere, når man har to små børn.

Derudover gider jeg heller ikke længere at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke har tid til at se alle mine venner og min familie hele tiden. For når vi endelig har weekend, gider jeg ikke at have et pakket program, for det udløser hos mig alligevel bare en følelse af, at tingene skal overstås. Og hvad er grunden så til at lave alle de aftaler? Så ender grunden med at være, at jeg gør det, fordi det er, hvad der forventes.

Og lige præcis det med, hvad der forventes, det nægter jeg at lade styre mit liv længere. Så kan det godt være, at jeg ikke kan lægge en masse overskudsagtige billeder på Instagram, hvor målet er at få andre til at tænke, ”hvor er hun vild til at kunne klare det hele” – og hvad så? Jeg er så træt af at lade den kunstige forestilling styre mit liv. Og med den kunstige forestilling mener jeg det ideelle liv, vi forsøger at opretholde gennem vores billeder på Instagram og Facebook. Dét liv er ikke virkeligt, men er forstillelse.

Prestige og en masse penge

Jeg vil ønske, at flere kvinder slog på tromme for, at det er sejt at vælge sine børn til, at det ikke kun er sejt, at man som nybagte forældre tre uger efter fødslen kan bryste sig af, ”jamen vi fik lillemanden passet en hel aften forleden, så vi kunne gå ud at spise”. Hvorfor er idealet, at man, når man er forældre til små børn, opfører sig som om intet er forandret ved ens liv?

Derudover vil jeg heller ikke længere lytte til den der lille stemme i mit hoved, der siger ”du skal gøre karriere”. For hvorfor er det så vigtigt? Så jeg kan få prestige og en masse penge til at købe ting for?

Helt ærligt, så vil jeg gerne have så meget tid som muligt med mine børn, og så har jeg som inkarneret storshopper fundet ud af, at det, der kan købes for penge, udgør en kort lykkefølelse, hvorimod den glæde, mine børn giver mig efter at have set dem udvikle sig igennem en fire uger lang sommerferie, er ubeskrivelig.

Lyder det hele lidt frelst? Ja, muligvis. Men for mig giver det ikke mening at hige efter den perfekte krop og den mest misundelsesværdige karriere, når jeg har små børn. For det er så få år, det handler om, hvor de er dybt afhængige af mig. Og jeg tror simpelthen ikke, at noget i verden kan give mig mere mening – og udfordre mig mere – end lige netop dét: At være der for dem. Og ikke kun i weekenden og to timer i hverdagene. Men så meget som overhovedet muligt.

Og så må de andre ting – der er for syns skyld, og så omverdenen kan blive misundelig – vente.