Introvert mor: ”Er der andre, som får svedige håndflader ved tanken om socialt samvær med 50 forældre?”

Skoleåret er for længst i gang igen, og landet over er børnene i fuld gang med at suge viden til sig. For min datter er 5. klasses nye fag, nye lærere og nye perspektiver allerede halvgamle, og hun har fundet sig godt og behageligt til rette.

Det samme kan man ikke helt sige om mig.

For en måneds tid siden sad jeg til årets indledende forældremøde med alt, hvad det indebærer af forventninger til både børn og voksne. Og mens jeg tager alle de skolerelaterede opgaver med næsten ophøjet ro (måske lige bortset fra det dér med at dividere store tal uden en lommeregner), har jeg det anderledes panisk med alt det, der foregår uden for klasselokalet.  

For som forælder til et folkeskolebarn er det naturligvis ikke tilstrækkeligt at smøre madpakke, hjælpe med sporadiske lektier, tjekke Aula og lejlighedsvist minde om at huske idrætstøj eller paraply. Nej – som forældre skal vi også sørge for at sætte turbo på klassens trivsel, og den slags anerkendelsesværdige formål kræver legegrupper og stribevis af trivselsarrangementer jævnt fordelt ud over året. Der skal nemlig gerne være både skøjtearrangement, forældrefest, fællesmorgenmad, juleklip, MGP-fest, natløb og sommerpicnic – og så skal der ikke mindst nedsættes en planlægningsgruppe til helvedesarrangementet over dem alle: den årlige sheltertur.

Shelterturen er et døgn i friluftslivets og socialitetens tegn, hvor alle børn, forældre og søskende i min datters klasse pakker rygsækken og tager sammen til et shelter i Hareskoven for at slå telte op, tisse i naturen, spille rundbold, sidde om bålet og spise, snakke og hygge sig sammen.

Fik jeg sagt, at det varer et døgn? Fik jeg sagt, at vi skal tisse i skoven? Og nå ja – fik jeg i øvrigt sagt, at jeg er et introvert menneske, som får svedige håndflader og hjertebanken blot ved tanken om 24 timers intenst samvær med 50 andre mennesker? 

Shelterturen er kort og godt enhver socialt udfordret introverts værste mareridt.

Særligt akavet - og en lille smule udenfor

For det første er jeg ikke den friluftselskende type. Jeg nyder ikke for alvor at sidde på hug og tisse i skovbunden, mens my precious private parts bliver invaderet af myg og myrer, og jeg nervøst ser mig omkring for at holde øje med, om andre har udsigt til mine fortrædeligheder fra interessante vinkler.

For det andet føler jeg mig altid særligt akavet og en lille smule udenfor til de dér forældrearrangementer, hvor alle lader til at have kendt hinanden i evigheder, og hvor alle altid kan finde på noget at sige. De mingler, de joker, de snakker og siger ’tak for sidst’, og de glider ubesværet ind og ud af samtaler og spørger veloplagt ind til den enes maratonresultat og den andens jobskifte, som om de var livslange venner.

Jeg føler mig som en tilskuer til et spil bordtennis, hvor alle andre elegant og selvsikkert pingponger frem og tilbage, og hvor jeg selv uden undtagelse misser bolden – eller i hvert fald sænker spillets tempo ganske bemærkelsesværdigt – hvis en af de andre skulle driste sig til at skyde bolden forsigtigt hen til mig med selv det blideste underhåndsskud.

Svært opladelig energikonto

Nu skal det retfærdigvis siges, at forældregruppen i min datters klasse generelt er et ganske behageligt bekendtskab. Folk er søde. Og med søde mener jeg rent faktisk virkelig søde! De er omfavnende og inkluderende og usnobbede og helt igennem rare. Jeg ville blot så inderligt ønske, at de ikke var helt så sociale.

For selvom jeg i teorien godt kan se meningen med galskaben – at vi arbejder sammen om det store, fælles og evigt beundringsværdige mål, som det er, at vores børn går i en velfungerende klasse, hvor alle trives – så har jeg meget svært ved at være en del af det i praksis: trivselsarrangementerne i almindelighed og shelterturen i særdeleshed. For det trækker i den grad ressourcer ud af min egen svært opladelige energikonto.

De første par år fandt jeg på gode grunde til, at vi var nødt til at tage hjem om aftenen i stedet for at overnatte i skoven, men da netop denne begivenhed af uransagelige årsager lader til at være årets sociale højdepunkt for min datter, kunne jeg til sidst ikke forsvare over for mig selv, at hendes mors modvilje skulle frarøve hende at være helt og fuldt en del af en begivenhed, som hun elsker og glæder sig så besynderligt meget til. For hun ønskede så brændende at blive og overnatte ligesom alle de andre.

Fuldgyldig sheltertursdeltager

Så sidste år tog jeg springet til fuldgyldig sheltertursdeltager – og det var jeg igen i år.

Jeg fik ladet mit skib med sovepose, viljestyrke og al den selvomsorg og -accept, jeg kunne mønstre. Jeg overvandt min indre modstand og sad med om bålet, mens min hjerne arbejdede på kogepunktslignende højtryk – enten for at finde på ting at sige eller for at forsøge at acceptere, at det er okay, at jeg er mig: en introvert og sommetider socialt akavet type, der i bund og grund synes, det er rigtig svært at være der.

Og jeg fortæller insisterende mig selv, at jeg godt må tage pauser i teltet, at jeg ikke er forkert, fordi jeg synes, det er svært, og at jeg ikke behøver at have lige så let adgang til det talte ord som alle de andre. 

Jeg stiller op. Jeg er med. Jeg prøver, og jeg kæmper. Men det er hverken nemt eller omkostningsfrit. Og nøj, hvor er jeg glad for, at det er overstået for i år.

Og hvem ved i øvrigt, om der sidder andre rundt om bålet, der inderst inde har det ligesom mig?

Om skribenten

Signe Nordstrand er forfatter og korrekturlæser og har skrevet bøgerne En overspisers bekendelser, Muusmann Forlag 2019, og Alt det, de andre har, Muusmann Forlag 2020. 

Hun er bosat på Frederiksberg i København og delemor til Anna, som er født i 2010. 

Du kan følge hende her: @signenordstrand