Jacob Lohmann troede, at han var usårlig, men så fik han Carl: ”Jeg følte, jeg havde en bombe i brystkassen”
Da Jacob Lohmann fik sit første barn, gik han fra at føle sig usårlig til pludselig at være ultraskrøbelig. Han var konstant i tvivl om, om han var god nok, men han delte ikke sine tanker med andre. Det var der ikke plads til som mand, tænkte han.
Jacob Lohmann fik sit første barn, da han var 45 år gammel, og da det skete, føltes det som om, et tæppe blev revet væk under ham.
Hans nerver blev pludseligt flossede, han var konstant i alarmberedskab over for potentielle farer, og han spekulerede meget over, om han var en god nok far.
"Det er altid Louise, jeg er gået til, når jeg har haft det svært, og hun er fantastisk. Hun er mit livs kærlighed, min bedste ven og arbejdskammerat. Men da vi blev forældre, ville jeg helst ikke sige til hende, at jeg havde det hårdt, for jeg ville ikke lægge ekstra vægt på hendes skuldre. Jeg skammede mig ved tanken om at skulle være en byrde."
"Hendes kejsersnit var knap nok helet, og hun havde vores søn, Carl, liggende ved brystet konstant, så jeg ville ikke bede hende om at hjælpe mig også. Som far skulle jeg jo ikke være i fokus, så jeg pakkede mine følelser væk, selvom alt rystede indeni."
Det passede også Jacob fint ikke at dele sine tanker med nogen. Han havde nemlig rigeligt at se til, for ud over at være nybagt far skulle han samtidigt renovere familiens nye landsted og spille hovedrollen som kong Arthur i en stor teateropsætning ved Moesgaard Museum i Aarhus.
Men en dag, da han sad i bilen på vej til arbejde, sagde hans krop fra. De følelser, han havde lagt låg på, overmandede ham, og pludselig kunne han ikke længere mærke sine hænder og fødder.
Hans hoved blev tungt, og selvom han godt kunne se, at træerne passerede forbi uden for bilens ruder, kunne han ikke mærke, at det var ham, der kørte bilen.
"Det var først, da jeg fornemmede, at jeg var ved at køre af vejen, at min krop vågnede og jeg fik rettet bilen op igen. Mentalt fik jeg simpelthen et kollaps, fordi jeg havde båret rundt på så mange tanker og bekymringer."
"Inden jeg blev far, tænkte jeg, at man som forælder skal være i kontrol, have overskud og levere bedre end nogensinde. Men da Louise havde født, kunne jeg mærke, at jeg tværtimod var mere sårbar og på bar bund, end jeg nogensinde før havde været. Jeg var pludselig blevet virkelig skrøbelig."
Far står i anden række
Jacob Lohmann har aldrig været sikker på, om han skulle have børn, men dog troet på, at han nok skulle blive en god far, hvis han først fik dem.
I perioder gennem livet har han haft svært ved at se, hvad børn skulle kunne give ham. Hans opfattelse var nemlig, at hvis først man fik børn, så blev ens eget liv sat på pause.
Annonse
Det havde han set ske for de venner, der fik børn i slutningen af tyverne. Med ét kunne Jacob ikke længere få fat på dem, og det havde han set som et stort svigt, fordi de ellers altid havde haft hinanden at læne sig op ad.
Men en dag stod Louise foran ham. Og pludselig kunne han mærke, at der med hende ventede en fremtid, hvor børn skulle være en del af ligningen.
"Jeg havde kendt Louise som ven i mange år, men en aften kiggede vi på hinanden på en ny måde. Vi kunne mærke, at der var noget helt særligt mellem os, men jeg var ikke klar til det, fordi jeg lige var kommet ud af et andet forhold, hvor jeg fuldstændig havde mistet mig selv."
"Kvinden var ti år ældre end mig og forventede, at jeg skulle være noget for hende, som jeg overhovedet ikke havde chancer eller forudsætninger for at være. Jeg var ikke den mand, hun ville have mig til at være, og det knækkede mig. Jeg havde mistet al tillid til kærligheden, men så stod Louise der foran mig, og jeg kunne mærke, at det var skelsættende. Det var fucked up, at det skulle ske, lige da jeg følte, at jeg var i atomer."
"Derfor sagde jeg også ordret til hende: Jeg er i gang med at bygge en bro over til dig, men den er ikke færdig endnu. Jeg håber, at du står der den dag, den er færdig. Jeg vidste instinktivt, at det skulle være hende, men jeg vidste også, at den mand, jeg var lige der, ikke var værd at tilbyde hende."
Otte måneder senere blev de kærester, for Louise valgte at vente på Jacob. Og efter at have været sammen i cirka ti år blev Louise gravid.
I modsætning til alle Jacobs venner, som var blevet fædre i tyverne, stod Jacob nu og skulle være førstegangsfar midt i fyrrerne.
"Jeg prøvede virkelig at forberede mig så godt som muligt. Jeg læste mange bøger, men kunne samtidig mærke, at jeg ikke følte mig helt klar til den titel, jeg snart fik. Vi havde for eksempel valgt, at både Louise og jeg skulle med til alle konsultationer og scanninger under graviditeten, og vi elskede at gøre det sammen. Men når vi stod der, var det tydeligt, at det var Louise, der var hovedforælderen."
"Ingen spurgte mig om noget, og når jeg selv stillede spørgsmål, fik jeg affærdigende svar. Jeg kunne mærke, at de tænkte ”er du færdig med at fylde nu? For så kan vi vende tilbage til det, der er vigtigt, nemlig Louise og barnet”. Der forstod jeg virkelig, at hvis du er i tvivl om noget som mand, så skal du selv finde hjælpen, for du får den ikke givet af nogen."
Derfor ramte det ham også hårdt, da Louise gik i fødsel, og deres søn, Carl, endelig kom til verden.
Annonse
Ingen stod klar til at gribe ham
I det sekund, Jacob fik sin søn i armene den første gang, kunne han mærke noget ændre sig.
"Hele mit liv har jeg følt mig meget usårlig. Jeg har aldrig spekuleret over, hvad der kunne skade mig eller sende mig ud af kurs. Hvis der opstod bump på vejen, som jeg overvandt, følte jeg mig kun endnu mere usårlig. Jeg havde en stor tro på, at uanset hvad, så skulle jeg nok klare det."
"Men den tro forsvandt med det samme, jeg så Carl. Pludselig blev jeg opmærksom på alt, hvad der var farligt, og det, jeg hidtil havde tænkt var hårdt, var vand i forhold til det ansvar, jeg stod med nu."
Annonse
Det slog ham også, at selvom han og Louise var sammen om at blive forældre, og begge havde forberedt sig godt, så havde de ikke det samme udgangspunkt, da Carl endelig var født.
"Det er helt usammenligneligt voldsomt at få et barn, og noget, der ramte mig, var, at jeg kunne se på Louise, at hun jo var skabt til det. Med det samme, hun lå med vores søn i armene, var der 7000 ting, der instinktivt gav mening for hende. Hun behøvede ikke at spørge nogen til råds, for det hele faldt hende naturligt. Sådan er det bare ikke for os gutter."
"Vi skal tillære os at være nogens forælder, og det var et hårdt slag, da det gik op for mig. Det føltes som at starte på det sværeste universitet, men hvor man skal lære alting lige med det samme. For der ligger et lille menneske og forventer af dig, at du ved præcis, hvad du skal gøre."
I den første tid vidste Jacob ikke, hvor han skulle gå hen med alle sine urolige tanker.
"Der var ingen, der stod klar til at gribe mig. Det kan jeg også godt forstå, for ligesom alle andre stod jeg selv klar til at gribe Louise. Det var hende, der havde udøvet den her kraftpræstation at bære og føde et barn, så hun var selvfølgelig i centrum med vores søn."
"Men samtidig følte jeg også, at jeg havde en bombe i maven og i brystkassen, når jeg sad med Carl i armene. Det var et kæmpestort ansvar, som jeg instinktivt ikke vidste, hvordan jeg kunne leve op til, og det gjorde mig bange."
Derfor besluttede Jacob sig for at holde tankerne for sig selv.
"Jeg overbeviste mig selv om, at det skulle jeg nok klare, ligesom jeg havde klaret så meget andet. Jeg sagde ikke til nogen, at jeg følte mig sårbar, for det er der ikke plads til som mand på det tidspunkt. Det er der simpelthen ikke."
"Det er overhovedet ikke for at sige noget dårligt om hverken Louise, min familie eller venner, men de havde ikke øje for mig, og det, Louise havde været igennem, fortjente selvfølgelig meget mere fokus end mig. Man kunne fysisk se, at hun havde brug for støtte. Der er det jo sværere at se på os fædre, hvis vi har det hårdt, og derfor også sværere for os at bede om hjælp."
Bokser med selvbilledet
Efterhånden har Jacob Lohmann fundet sin måde at være far på, og siden er lille Ida på to år også blevet en del af familien på fire.
Et af de områder, hvor Jacob føler, han brillerer som far, er, når han kan være praktisk. Han leger med børnene og i så stort et omfang som muligt skifter han bleer, handler ind, laver mad og gør rent. Det kører per automatik nu.
Men der er stadig områder, hvor han tvivler på sin måde at være far på.
"Jeg tænker hver dag, om jeg er en god nok far – også flere gange dagligt. Det handler blandt andet om, hvilken rolle jeg skal have som far i forældreskabet. Hvad skal jeg stå for, og hvad skal Louise som mor stå for? Jeg har engang hørt en mand sige, at en far skal være en hånd i ryggen, og det, synes jeg, er helt rigtigt. Moren skal være noget helt andet, og det kan jeg også se, at hun er."
"Mine børn elsker mig heldigvis højt, men de søger stadigvæk hen til deres mor først. Sådan skal det også være, men det gør det endnu tydeligere, at jeg skal finde ud af, hvilken rolle jeg skal spille for dem. Det er vanvittigt svært at finde den helt rigtige, og jeg bokser en del med mit mandebillede og farbillede på den front. Mit mål er at blive en far, som de gider være sammen med, når de er 16 år gamle. Bare tanken om, at de en dag ikke gider at bruge tid med mig længere, kan give mig ondt i maven."
Louise og Jacob har med tiden fundet et godt samspil som forældre, og Jacob ved slet ikke, hvad han skulle stille op, hvis han ikke havde Louise. Han kunne ikke lykkes med at være en god far uden hende, siger han.
"Efter at have fået to børn sammen har Louise og jeg lært hinanden at kende på en helt ny måde. Vi ved bedre nu, hvad hinanden har brug for, uden vi behøver at sige det højt, og vi er blevet stærkere som et team. Jeg er dybt taknemmelig for at have hende. Men det har også ført os fra hinanden at få børn."
"Da vi var unge og nyforelskede, greb vi enhver mulighed for at være nærværende med hinanden, og vi søgte altid hinanden. Nu søger vi tit væk fra hinanden, når der endelig er mulighed for det, for at få fred og ro. Heldigvis ved vi begge – ligesom mange andre forældrepar sikkert også ved – at den tid nok skal komme igen, når de to små ikke hele tiden kravler rundt på os."
Inden parret fik børn, havde de over ti år sammen, hvor de kun skulle tænke på at være hinandens kærester. Den tosomhed, som parret delte dengang, har været en helt uundværlig grundsten i deres forældreskab.
"Hvis man ikke har et virkelig stærkt fundament sammen, inden man får børn, så tror jeg, det kan skille mange par ad at blive forældre. Det er nogle hårde år i starten, så hvis man ikke kender kernen og essensen af hinanden, og hvor man har hinanden, så kan det skabe en kløft. For du kan godt glemme at få din partners uforstyrrede opmærksomhed og kærlighed, når der er små børn."
"Man kan selvfølgelig godt forsøge at babysitte sig til kærestetid, tage på parmiddage og spaophold, men når alt kommer til alt, så er dine børns behov at være sammen med dig."
"Hvis man som mand kun er optaget af, hvornår man igen kan være intim og få alenetid med sin kone, så har man ikke helt forstået, hvad det er, hun gennemgår. At få børn ændrer hendes krop og sind, og man skal acceptere, at der går noget tid, før hun er sig selv igen. Det skal man som mand støtte hende i."
Med tiden kan Jacob dog mærke, at tosomheden stille og roligt kommer igen. Og i mellemtiden nyder han den kærlighed, der ligger i at være fire nu.
"Min og Louises gnist opstår mere og mere i små magiske øjeblikke, men den kommer også, når vi er sammen som familie. Vi kan ofte kigge hinanden i øjnene og blive sat helt til vægs over, hvor smukt det er, det vi har skabt sammen. Og på de tidspunkter ved jeg, at det har været alle bekymringer og usikkerheder værd at blive nogens far."
