Jacob Riising har et godt tip til at gøre læsning sjovere for dit barn: “Børn er hårde dommere"
Jacob Riising gad faktisk ikke selv at læse som barn – og lige præcis derfor mener han, at børnebøger er noget af det sværeste at skrive. Der skal noget ekstra til for at fange det modvillige publikum, og nu har han skrevet børnebogen, Tro på det, Theo.
Er der ligheder mellem Theo i din bog og dig selv, da du var samme alder?
“Jeg gik til spejder, da jeg gik i sjette klasse, og jeg skjulte det faktisk for mine venner, for de gik alle sammen til ishockey, og det synes jeg var meget sejere.
Jeg var usikker på mig selv og forsøgte at skjule nogle af de sider, som jeg ikke troede, at andre mente, var seje. På den måde mindede jeg nok en hel del om Theo, da jeg var på hans alder. Måske var det derfor, at jeg gerne ville skrive en bog om, hvordan det er at være i en alder, hvor man er usikker på en hel masse ting. Særligt sig selv.”
Hvorfor skriver du børnebøger?
“Jeg har altid holdt af at kommunikere og lave underholdning til børn. Hele min karriere har omhandlet børn. Jeg forsøger altid at snyde en viden eller en morale ind i det, jeg laver, så børnene både bliver underholdt og tager en lille smule læring med sig. Og så har jeg altid haft let ved at huske min egen barndom, og hvad jeg følte dengang.
Det kan godt være, at børn skal forholde sig til en masse nye ting som sociale medier, men mange af de store tematikker er jo stadig de samme som dengang. At finde ud af, hvem man selv er, eller hvordan man snakker med én, man synes er lidt sød.”
Hvordan er det at skrive til børn?
“Børn er hårde dommere. Det er jo ofte forældrene, der køber en bog til deres barn, fordi de gerne vil have, at barnet læser. Barnet gider måske ikke rigtigt. På den måde er børnebøger jo et produkt, som målgruppen måske gerne vil være fri for. Det betyder, at man skal gøre sig ekstra umage.
Der er virkelig mange konkurrenter til bogen i vores tid, så det gælder om at skrive noget, der er sjovt eller spændende nok til, at børn gider at bruge deres tid på det. Det, synes jeg, er en sjov udfordring, og det er virkelig fedt, hvis jeg kan være med til at motivere nogen til at læse og forhåbentligt finde en glæde ved det.”
Hvad gør børnebøger gode?
“I mine øjne er det, når de er godt skrevet, og der er en humor i dem. For eksempel i Sallys Far-bøgerne, hvor faren har mandeinfluenza. Det er sjovt, når der er noget, der flyver hen over hovedet på børnene, uden at de bliver hægtet af selvfølgelig, men som forældrene kan gribe.
Jeg synes, at børneunderholdning bliver ulidelig, når man taler meget ned for børn. Det er en langt større udfordring at flette noget viden ind eller skabe noget, som forældrene også synes er fedt, men det er også langt sjovere.”
Hvor meget har bøger betydet i din opvækst?
“Hvis jeg skal være helt ærlig, har de ikke betydet så meget. Som barn brød jeg mig ikke særlig meget om at skrive eller læse. Jeg havde faktisk en dansklærer, der fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at leve af at skrive. Det var ikke noget der faldt mig naturligt overhovedet.
Når jeg læser bøger den dag i dag, bladrer jeg stadig om til bagerste side for at se, hvad bogen ender med. Og jeg synes stadig, at det kan være en meget uoverskuelig proces at skulle læse en bog, og det er det særligt for mange børn. Personligt har jeg lært at holde mere af at læse med tiden, og det er netop også derfor, at jeg gerne vil være med til at skabe læseglæde hos børn og unge.”
Hvorfor er børnelitteratur vigtig?
“Bogen som medie er vigtig, fordi bøger lægger op til fordybelse og tvinger dig til at bruge din fantasi på en helt anden måde, end du ellers gør. Oprindeligt blev der lavet en masse illustrationer til Tro på det, Theo, men jeg syntes, at de føltes forkerte. Jeg kan godt lide, at man skal danne billederne selv.
Bøger påvirker forestillingsevnen og fantasien hos børn og voksne, og det, tror jeg, er en rigtig god ting. Derfor valgte jeg at udelade illustrationerne, selv om de var gode. Jeg vil gerne give læseren mulighed for selv at forestille sig universet.”
Hvad kan bøger, som iPads, tv og computer ikke kan?
“Du får ikke det hele serveret, når du læser en bog. Det kræver en indsats at komme igennem en bog, og det er nok en del af glæden ved det. Du har arbejdet for det. Når jeg har lavet børnefjernsyn, har jeg gjort meget ud af, at det var noget, som også forældrene kunne holde ud at se. Jeg tænker meget over det samme i bøgerne. Jeg vil meget gerne skabe noget, der kan give noget sammenhold mellem børn og deres forældre.”
Har du selv brugt bøger og litteratur med dine børn?
“Ja, især når vi var på ferie eller havde rigtig god tid. Det er en god måde at have en undskyldning for at være sammen med sine børn på en anden måde. Det er et samvær, som er anderledes, end hvis du ser tv sammen.”
Hvilke gode børnebøger vil du anbefale børn og forældre at læse i 2023?
“Noget andet end gamle klassikere. Intet ondt mod dem, der er en grund til, at de klassikere, men forældre er ret konservative med valget af bøger til deres børn. Prøv noget nyt.”