Jesper Juul: Børn kan lære at sove på 10 dage

Baggrund

Anne har problemer med at få sine to drenge på 2½ og 5½ år til at sove, efter at hun er blevet skilt fra drengenes far og flyttet til en ny by. Det ender ofte med, at hun er nødt til at gå i seng samtidig med drengene og lade dem sove i hendes seng. Anne er langt fra tilfreds med den løsning og kommer derfor til at råbe ad børnene, og det er hun meget ulykkelig over. Det skal nævnes, at Anne er vokset op med en alkoholikermor, og allerede som 5-årig har påtaget sig opgaven at tage sig af både sin far og sin lillesøster. Anne opfatter sig selv som dårlig til at håndtere konflikter, men har haft en aha-oplevelse ved at læse Jesper Juuls bog ‘Det kompetente barn’.

Hun vil så gerne give sine børn et godt selvværd. På grund af sin egen barndom vil Anne for alt i verden undgå, at hendes egne børn begynder at opføre sig som små voksne, da hun mener, det er vigtigt, at hendes børn får lov til at være børn – også selv om far og mor bor hver for sig.

Jesper Juul: Det første, der falder mig ind, er at spørge, hvordan det går med putningen, når drengene er hos deres far.

Anne: Det går fint, for der sover de på første sal, så der lægger han dem i seng og går bare nedenunder. Han har altid været bedre end mig til at få drengene til at sove. Når jeg prøver, så står de bare op hele tiden. Jeg har engang været oppe på at sige godnat til min yngste, Sebastian, 97 gange! Ellers bliver det let til 40-50 gange. Lige nu bor vi i en toværelses lejlighed, og soveværelset ligger ved siden af stuen, så nu står Sebastian bare op af sin seng og kommer ind til mig i stuen, og siger “mig vil være i stuen.”

Jesper Juul: Og du har allerede opdaget, at diverse tricks og manipulation ikke virker.

Anne: Ja, det har jeg fundet ud af. Faktisk prøvede jeg noget andet i går. Der formåede jeg at være stille og rolig. Jeg hidsede mig slet ikke op og fik børnene til at sove. Klokken blev kvart i ti. Men det var rart.

Jesper Juul: Jeg tror, at uanset at jeres skilsmisse er forløbet fredeligt, er det alligevel den, som spiller ind og sætter sig som en slags generel utryghed hos dine drenge. De har fået en følelse af, at de har mistet fodfæstet. For børn reagerer selvfølgelig, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Men det handler utrolig meget om din egen formåen i forhold til at sige, hvad du vil og ikke vil. Det kan jeg fornemme, at du inderst inde godt ved. Så det vigtigste er at forsøge at tale om, hvordan du selv oplever at være, både i forhold til dit ansvar over for børnene og alt omkring dig – og lære at være indstillet på at tage vare på dit eget liv.

Anne: I sidste weekend besøgte jeg min gode veninde i Århus, som også har to børn, og alle børn legede sammen hele dagen og aftenen, og jeg hørte ikke en lyd, og der var ikke problemer af nogen art. Derfor tænkte jeg, at grunden måske var, at børnene har godt af at kunne mærke, at mor har et godt voksenliv og kan hygge sig?

Læs om hvordan Annes dårlige samvittighed påvirker børnene på næste side>>

Jesper Juul: Nej, jeg tror ikke, det er det. Det var jo også, fordi der var andre børn at lege med. Det handler om, at man som forælder har svært ved at sige fra over for børnene, når man har lidt dårlig samvittighed – for eksempel over en skilsmisse. Det kan børnene mærke. Man kan sige, at ‘der skal krop på stemmen’, på den måde signalerer du, hvem du er. Det er et mønster hos rigtig mange mødre. De har nærmest sådan en lille fugl siddende på stemmebåndet, at når de siger nej til deres børn, er det med sådan en lille ekstra, ‘hvis altså I synes det?’ Den usikkerhed kan børnene høre og mærke – og det vil du faktisk også selv kunne, hvis du optog dig selv på et bånd. Jeg ser mere problemet som, at du skal finde ud af, hvor du selv er i din personlige udvikling. Bliver du bedre til at sige, hvad du vil have og ikke vil have?

Anne: Ja, jeg er jo ved at finde mine egne grænser og finde ud af, hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg vil med mit liv nu. Jeg er også møgtræt og er glad for at få bare en time for mig selv. Det der med at finde en ny mand, det er slet ikke nu. Lige nu vil jeg hellere fokusere på at finde mine egne interesser.

Men jeg er også bevidst om, at jeg har frarøvet drengene et normalt familieliv – jeg føler lidt, at jeg har frarøvet dem deres far, og det har jeg lidt dårlig samvittighed over.

Jesper Juul: Når du snakker om, at du har lidt dårlig samvittighed, forsøger du så at kompensere for det?

Anne: Ja, det gør jeg jo nok. Jeg lader det nok køre lidt længere, end jeg ellers ville have gjort. Min ældste søn havde for eksempel en af sine gamle legekammerater med hjem til overnatning. Og så gik det ikke, og jeg måtte køre kammeraten hjem til Tåstrup. Og min ældste søn var rigtig ked af det og sagde, at han ikke gad bo her i Roskilde. Og så fik jeg det rigtig dårligt – og fik dårlig samvittighed over, at jeg havde valgt det her for dem. Men du har nok ret i, at når jeg siger til børnene, at det her vil jeg ikke have, så mener jeg måske inderst inde noget andet. Det kan de nok mærke. Måske ved de simpelthen ikke, hvor de har mig?

Jesper Juul: Nu er det jo ikke, fordi børn tænker så meget over det. Men børn har det med tvetydighed på samme måde som ved ironi. De har svært ved at forstå det. Når du siger noget ironisk til et barn, forholder det sig til det kritiske budskab i bemærkningen. Og når du siger noget dobbelttydigt, så forholder de sig til den mest fleksible løsning – den variant, som passer bedst til dem.

Anne: Det vil altså sige, at jeg inderst inde SKAL mene, at de skal sove selv?

Jesper Juul: Ja, man kan jo altid diskutere det med, om børn skal sove alene. Det er jo i og for sig noget, som bare er kommet med tiden. Børn tager bestemt ikke skade af at sove sammen med deres mor – heller ikke selv om moren er skilt, eller selv om det er drengebørn. Men det er noget, som sundhedsplejerskerne diskuterer livligt. Og hvad, som er rigtigt i den ene kommune, behøver ikke være rigtig i nabokommunen. Så her må den enkelte mor gøre op med sig selv, om hun har det godt med at have børnene sovende i sengen. Det bliver først problematisk, hvis moren gerne vil sove alene, men ikke orker kampen og derfor lader børnene få sin vilje.

Generelt kan man sige, at børn skal være omkring 5 år, før de forstår det der med at sove alene. Et barn på 2½ kan ikke forstå sådanne ting. Hjernen er ikke udviklet nok til at forstå, ‘at nu vågner jeg, og det er ikke meningen, at jeg skal putte inde hos min mor’. Han kan ikke forstå fornuften i at skulle lægge sig til at sove. Derfor er der nogen uden om ham, som skal gøre det klart og sige til ham, at nu er det det, han skal. Det kræver en autoritet. Men det behøver ikke være en streng autoritet, det erfarede du jo selv i går aftes. Men det skal heller ikke være for sødt. I stedet er det noget med at sige “det her er ikke noget, vi skal diskutere” – man behøver ikke engang sige den sætning, hvis man kan høre på din stemme, at du mener det.

Jeg tror allerede nu, jeg ville begynde med at finde ud af hvilke regler, der skal gælde hos dig. Dernæst skal du sætte dig ned, når I for eksempel har en stille stund og sige til dem begge: “hør lige her, det har været svært for mig oppe i mit hoved at finde ud af, hvad jeg ville ha’ om aftenen, når I skulle i seng. Nogle gange er det blevet sent, nogle gange er I kommet tidligere i seng. Og det vil jeg ikke ha’ mere. Nu vil jeg have at …” – og du skal endelig bruge dine egne ord – ikke pædagogisk børnesnak – det spiller ikke nogen rolle, om der er nogle af dine ord, børnene ikke forstår. Sig med egne ord “at nu vil jeg fremover have, at I sover kl. 20.00” – hvis det er det, du bestemmer dig for.

Måske vil den yngste sige “nej” – og måske vil den store stille spørgsmål, men du skal være klar i spyttet. På den måde tager du ansvar, og de ved derved, hvor de har dig. Og glem så alt snak om de der ‘gamle regler’, om at man skal være så og så konsekvent. En gang imellem kan den ældste godt få lov til at være lidt længere oppe – det spiller ikke nogen rolle. Det vigtigste er, at du har kommunikeret klart ud, hvordan du vil ha’ det.

Du har jo selv bevist det i går, at hvis du har en god dag, og musikken spiller, så får du det, som du vil ha’ det. Og den øvelse kan du godt få lov til at lave mange gange, og det er jo fordelen ved at have børn. Du og dine børn kommer sikkert til at støde på din usikkerhed på andre områder, og derfor bliver der masser af øvelse fremover. Du skal bevare din fleksibilitet og rummelighed og samtidig holde fast i dig selv.

Læs hvordan det går efter coaching på næste side>>

Du siger, at du bare vil ha’ en time for dig selv. En time! Det er alt for lidt. Det er oftest vores børn, som stikker en kniv i såret og gør os opmærksomme på de handikap, vi har med hjemmefra gennem vores barndom. Så kan du altid senere, når I er kommet ind i en rutine, købe en is til dem og sige “tak for hjælpen”, a la, kan I huske, vi snakkede om det der med sengetiden, og siden det er det gået meget bedre. Tak for hjælpen.”

Anne: Risikerer jeg så ikke bare, at de falder tilbage for at hjælpe mig og så få en ny is?

Jesper Juul: Nej, nej. Børn kan først tænke strategisk, når de er 10-12 år gamle. Når man for eksempel siger, at det her barn charmer bare de voksne for at få et eller andet, så handler det slet ikke om det.

Anne: Når jeg har været oppe og køre og bagefter ligger med den lille Sebastian i sengen, så kan han finde på at trøste mig og sige, “så så mor, nu passer jeg på dig.” Og så siger jeg, “du behøver ikke trøste mig, du skal i stedet lægge dig til at sove.”

Jesper Juul: Her ville jeg i stedet sige “tak for hjælpen.”

Anne: Jeg får dårlig samvittighed, han ligger jo der og trøster mig, og han skal jo ikke være den voksne.

Jesper Juul: Du skal ikke være bange for, at det er, fordi han føler, han er den voksne. Det ligger bare i hans instinkt. Faktisk ligger det til alle børn (og i øvrigt også hunde!), at de går hen og sætter sig hos den, som er mest ked af det. Det er ikke, fordi de er for pligtopfyldende eller noget. Det er helt okay. Det vil nok tage 10-12 dage, før det nye sengemønster bliver implementeret hos den lille. Den store vil reagere prompte. Dels fordi han er så stor. Dels fordi han vil sætte pris på, at mor nu har bestemt sig, og det er godt.

Anne: Og så må jeg lade være med at fokusere på, at børn skal have 10 timers søvn. Egentlig ville jeg helst, at de kommer i søvn kl. 20.00. Så er de ikke så trætte om morgenen.

Jesper Juul: Ja, det tidspunkt ville jeg nok også gå efter. At Sebastian siger “tidligt op i morgen mor” er et udtryk, for hvordan børn forsøger at bekræfte moren i, at han har forstået, at det er vigtigt for mor, at jeg står tidligt op. Tidligere sagde man, at børn afprøver grænser. Det gør de ikke. De leder efter, hvor du er – hvad du står for.

Efter coaching:

Coachingen hos Jesper Juul har været en øjenåbner for mor Anne. Først og fremmest, det at problemet ligger hos hende, og at hun skal arbejde sig væk fra den dårlige samvittighed. “Med hensyn til det at falde i søvn går det lidt op og ned. Sebastian er stadig for lang tid om at falde i søvn, og jeg kan mærke, at jeg stresser over, at han ikke får sine 10 timer. Men når han ikke sover middagslur, så går sengelægningen faktisk godt,” fortæller Anne. Det går fremad, når moren har overskud.

“Jesper Juul gik ind og ramte noget med hensyn til skilsmissen, men det har jeg taget fat på nu og er begyndt at arbejde med mig selv. Og så er jeg begyndt at finde nogle ting at lave på mine aftener, som jeg kan glæde mig til.” Anne synes selv, at hun er blevet mindre skyldbetynget og at det var befriende at indse, at hendes børn ikke er gamle nok til at være udspekulerede.

“Min yngste bruger meget sætningen ‘jeg elsker dig’, og hvor jeg før ville føle, at det var unormalt, så svarer jeg i dag bare “jamen, jeg elsker også dig.”

Og så viste det sig oven i købet, at han slet ikke vidste, hvad det betød. Adspurgt mente han, det betød en orm! – så det er bare en sætning, han siger for at gøre mig glad. Og det, har jeg nu lært, er helt ok.”