Josefine Høgh har født: "Den vildeste lykkerus nogensinde"
TV-værterne Josefine Høgh og Lasse Sjørslev er blevet forældre til en lille pige. Vi talte med den nybagte mor om den spændende tid forude, mens hendes datter stadig lå i maven. En tid, der er præget af både glæde - og stor sorg.
For snart tre år siden var Josefine og Lasse på deres allerførste date. Det var den 7. november 2018. Den 7. november 2021 har Josefine termin. Da hun hørte, at den dato af alle var terminsdatoen, blev hun simpelthen så glad. Noget inden i hende faldt bare på plads, som hun siger.
Hende og Lasses kærlighedshistorie har på én måde givet sig selv og på en anden ikke været helt ligetil. Josefine boede i Aarhus, Lasse i København. Josefine var ikke fyldt 30 endnu, Lasse er 16 år ældre. Josefine var et halvt år forinden gået fra sin kæreste igennem otte år og var ved at finde sig tilrette i sin nye tilværelse. Lasse var mere klar til forelskelse og et nyt forhold efter at have været alene i nogle år, men han var ikke nødvendigvis klar til at stifte familie igen. Josefine havde ingen børn, men hun vidste, hun gerne ville have nogle. Lasse havde to teenagere fra et tidligere ægteskab.
"Når man mindst venter det og er allermest sårbar, så ender man med at kaste sig ud i et vildt og fantastisk eventyr. Alt i mit hoved sagde, at det skulle jeg ikke, men jeg kunne bare ikke lade være, når jeg mærkede efter i maven," fortæller en glad Josefine.
LÆS OGSÅ: Remee og Mathilde Gøhler i babylykke: “Vi er mere end taknemmelige”
Er der to streger?
Godt to et halvt år senere sidder de over for hinanden en stille morgen i deres fælles køkken og smiler og prøver at finde de rigtige ord for det, de lige har fundet ud af. At der er to streger på graviditetstesten. At de skal have deres første barn sammen.
Det var for længst blevet en fælles drøm at gå den vej med hinanden, så det var en aktiv beslutning at det gerne måtte ske, men alligevel er det lige dér lidt af en overraskelse. Også fordi Josefine aldrig rigtig har haft styr på sin menstruationscyklus.
"På et tidspunkt begyndte jeg alligevel at tænke, at der var gået noget tid siden min sidste menstruation, så jeg måtte ind og google ‘hvor lang er en menstruationscyklus?’," griner hun.
"Jeg fik den tanke, at jeg kunne være gravid, men lagde ikke meget mere i det. Nogle dage efter gik vi en tur rundt om søerne, hvor jeg havde lyst til at dele min tanker om, at jeg var gået over tid, men jeg ville heller ikke gøre for meget ud af det, jeg troede ikke rigtigt på det. Jeg fik det fremstammet, og vi blev enige om at tage en test en formiddag, hvor vi havde god tid og var alene. Vi gik sammen ud på badeværelset, men det var Lasse, der kiggede på testen og spurgte: ‘Hvad betyder det, når der er to streger?’ Vi blev helt vildt glade og overvældede og rørte. Og jeg kunne mærke det der sug i maven . Okay, så er det nu? Er det virkelig den del af livet, jeg træder endegyldigt ind i nu? Jeg vil sige, at 95 procent af mine tårer var glædestårer og de sidste fem procent mere ala ‘Åh shit, kan jeg nu finde ud af det her?’. Når den dér test viser et positivt resultat, så føles det som et point of no return."
Josefine griner igen.
Lovestorm under EM
Det har været en fin graviditet. Ingen komplikationer og særlige besværligheder. Josefine føler sig heldig på den front og har kunne tage det hele rimelig afslappet og rimelig meget, som det er kommet. Det skyldes også en kombination af at være et menneske, der er god til at være til stede her og nu, hvis hoved, ifølge hende selv, hele tiden har været lidt på bagkant med at forstå den her graviditet. Og så en vild periode med rigtig meget arbejde, der har fyldt mange af hendes dage og meget af hendes tankevirksomhed.
I de første to-tre måneder, hvor ingen endnu vidste det, var hun blandt andet vært på Aftenshowet og så træt, at hun ind imellem måtte sætte sig ud på toilettet og tage en powernap, når der var et lille hul i sendeplanen.
"Når jeg så kom hjem og havde glædet mig til en hyggelig aften med Lasse og børnene, faldt jeg i søvn på sofaen efter tre minutter. Og det var så den dag. Det var noget helt andet, end jeg nogensinde har prøvet før. Jeg plejer at være et menneske med vildt meget energi, men den her træthed, kunne jeg ikke rigtig kæmpe imod."
LÆS OGSÅ: Sofie Østergård har født: ”Det blev en hektisk, hurtig og uplanlagt hjemmefødsel”
Som offentligt par, var det vigtigt for Josefine og Lasse at holde lidt på hemmeligheden, så de havde mulighed for først lige at lande lidt i tanken i deres egen tosomhed og i familien. Der var bare det, at Josefine skulle til at lave en af de største opgaver i sin karriere med rigtig meget bevågenhed. Sommerens EM i fodbold på hjemmebane i Parken. Hun ville meget gerne på den anden side af den 20 ugers scanning, der skulle falde midt under turneringen, før offentligheden blev involveret. Men efterhånden som opmærksomheden blev større og større, blev hun i tvivl, om det kunne lade sig gøre.
"Jeg havde selvfølgelig sagt det til produktionen, men i måneden op til begyndte jeg altså at få en del henvendelser fra tv-seere, der skrev, at der var noget forandret over mig. Det var især lidt ældre kvinder, og vi troede hele tiden, at det var maven, der ville ende med at give det væk, men der gik faktisk lang tid, inden den sådan for alvor begyndte at vise sig. I stedet var dét, folk lagde mærke til, at jeg havde fået en fyldigere barm," fortæller Josefine med et smil.
Efter en veloverstået scanning, kunne de med ro i maven gå ud med den gode nyhed. Det var lige efter Danmarks kvartfinale, nationalstemningen var i top, samtidig med at andet altså fyldte godt op i det danske medielandskab. De havde glædet sig til at dele hemmeligheden og glæden, og det blev en vild og overvældende oplevelse, hvor de følte sig helt blæst bagover af en kæmpe lovestorm. Folk var enormt glade på deres vegne.
"EM var virkelig en vanvittig måned på godt og ondt. Fra den ene yderlighed til den anden. Fra Christian Eriksens hjertestop i Parken til landsholdets tur til semifinalen. Det er i sig selv en vild rejse, og så var den for mig toppet med lidt hormoner og en baby oveni. Oplevelserne kunne godt mærkes i følelsesregistret. Heldigvis havde trætheden fortaget sig på det her tidspunkt, så det endte med at være helt god timing, selvom man ikke kan time en graviditet. Det var den største arbejdsmæssige oplevelse, jeg nogensinde har haft – og måske får, fordi det blev noget helt særligt. Jeg havde følelsen af, at jeg aldrig var alene i det. Der var masser af liv indeni, selvom man ikke kunne se så meget udenpå endnu. Jeg elskede virkelig tanken om, at jeg delte alle de her kæmpestore oplevelser med den her søde skabning inde i maven. Det gør jeg stadig."
LÆS OGSÅ: Julie Ølgaards mor har demens: Min mor er lige her, men jeg får hende aldrig igen
Et kærlighedsbarn på den anden side
Josefine har selv tidligere spillet fodbold på eliteniveau. Derfor kender hun sin krop rigtig godt. Og det har været en måde for hende som førstegangsgravid at orientere sig efter kroppen og dens signaler, når nu hovedet bliver ved med at skulle vænne sig lidt til det hele på bagkant og stadig er ved at finde sin vej i det.
"Egentlig er jeg bedst til bare at være i det her og nu. Jeg er nok af den overbevisning, at hvis jeg har det godt og gør ting, jeg godt kan lide, så har min baby det også godt. Ellers tror jeg på, min krop ville fortælle mig noget andet."
Lasse har prøvet det før, og den ro og erfaring, han har, smitter af, selvom han også er overrasket over, hvor meget mere man kan i dag, end da han sidst stod på sidelinjen til en graviditet som far. Han bliver også ved med at bakke Josefine op i, at hun nok skal være verdensmester i at føde. Fordi hun er bomstærk. Lige på det punkt er hun selv lidt mere usikker.
"Jeg har altid drømt om at få børn, men den der fødsel har faktisk altid været en barriere. Den blokerer lidt for den ultimative store glæde. Jeg ved godt, den ligger derude og det er ikke fedt. Jeg har en tiltro til, at min krop kan klare det. Men det handler om den smerte, jeg ikke kender. Jeg elsker normalvis at kaste mig ud i nye ting og at prøve mig selv af i fysiske udfoldelser, der gerne må være udfordrende. Men lige en fødsel, det er på et andet niveau: Jeg ved ikke, hvor lang tid, det varer, og hvordan det kommer til at gå. Jeg er ellers ikke et ret struktureret menneske, men lige her ville jeg ønske, jeg kunne få en køreplan, så jeg kan forberede mig mentalt."
"Det, der er så vildt, er, at i hele min vennegruppe er jeg en af de allersidste til at få børn – jeg har været igennem det her rul så mange gange med mine veninder, hvor flere af dem i øvrigt er læger og gynækologer, og jeg har hørt så mange forskellige historier, at jeg slet ikke er på bar bund. Men det føles stadig mærkværdigt, at det er mig nu. Det er ambivalent, for med fødsler tror jeg også, det kan være godt ikke at vide for meget. Jeg har set noget online fødselsforberedelse, og så har Lasse og jeg talt om at gå til noget sammen. Men det er ikke noget, vi har rykket på endnu. Midt i usikkerheden er Lasse heldigvis god til at minde mig om, hvad det er, der venter på den anden side af fødslen – nemlig et lille kærlighedsbarn, og det er jo det, der tæller."
Glæde midt i sorgen
Når først babyen er her, skal Josefine på barsel. Og hun skal øve sig i at trække stikket. I hvert fald minder hun sig selv om, at barslen også er en mulighed for at lære det. For hun elsker sin hverdag med travlhed og de lange arbejdsdage. Og hun er ikke god til at holde sig i ro alt for længe, så da hun fortalte sin chef, at hun var gravid og altså fik behov for noget barselsorlov, var det allerede med tre men’er af ting, hun stadig gerne ville lave, blandt andet et stort sportsshow i det nye år.
Lasses arbejde er også rimelig fleksibelt, han er vært på Go’ Aften Danmark, og han sender fra TV2’s studie i Tivoli. Der har Josefine tænkt sig at gå ture med barnevognen og hente ham af og til. Lasse vil også meget gerne nogle måneder på barsel, det har han ikke prøvet før. De sætter så meget pris på den hverdag, de begge to oplever som virkelig privilegeret.
Samtidig står Josefine i en situation med alvorlig sygdom i familien. Det vil hun også gerne prioritere under sin barsel. Josefines far, herrelandsholdets målmandstræner Lars Høgh, er syg af kræft, og det er nogle vilde og ambivalente følelser at stå med midt i en graviditet:
"Det er de stærkeste følelser, jeg oplever samtidig og skal forsøge at rumme. Samtidig med, at jeg er helt vildt glad, er derogså en stor sorg, jeg skal rumme. Min fars sygdom har nok gjort, at jeg har brugt mindre tankevirksomhed på min graviditet. For jeg ved ikke, hvad det vil sige at have et barn endnu. Det ligger ude i fremtiden, hvorimod det, der sker i vores familie lige nu, kan jeg mærke og være nærværende i her og nu."
"Det er på en og samme tid også det mest lykkelige, der kan ske i en familie, når man står i sådan en situation," fortæller Josefine videre.
"Det giver mig så meget glæde, og det gør det jo for alle i familien. Der kommer en eller anden balance i tingene. Alle kommer til at elske det her lille liv. Der er noget vildt i at føle, at man har døden så tæt på og livet så tæt på samtidig. Det bliver pludselig meget cyklisk; at nogle skal herfra og nogle kommer til. Det tager ikke sorgen fra mig, men kan give en eller anden form for mening i et større perspektiv og måske hjælpe mig med at forene mig med de svære følelser. Det var en kæmpe glæde at fortælle mine forældre, at de skal være mormor og morfar. Jeg vidste, hvor meget det betød for dem – og ikke mindst for mig. En af mine tanker, da min far blev syg, var, at nu kommer han ikke til at se mig blive gift og få børn. Der er heldigvis sket mirakler undervejs i sygdomsforløbet, så han nåede at følge mig op af kirkegulvet, han har fået et fantastisk forhold til Lasse, og vi tror på, at han også kommer til at møde sit nye, lille barnebarn."
Krøllet kernefamilie
På en langt mindre alvorlig skala er der også en livscyklus i bevægelse hjemme i Josefine og Lasses sammenbragte familie. For Lasses søn, Bertram, er flyttet hjemmefra et par måneder inden, at en lille ny baby flytter ind i den fælles lejlighed – og på sigt til overtagelse af Bertrams værelse.
Samtidig er datteren Liva taget på efterskole hele det næste år. Så fra at hjemmet har summet med ungdomsliv, er der nu lige pludselig virkelig stille.
"Hvis der ikke kom en baby snart, så ved jeg faktisk ikke, om vi ville vide, hvad vi skulle gøre af os selv," siger Josefine.
"Jeg har kigget på Lasse så mange gange og tænkt ‘Din yngste er på vej ud af Folkeskolen, og nu skal du til at starte helt forfra igen. Hvad har du egentlig gang i?’, og samtidig er det jo helt fantastisk, og som Lasse siger, ‘Der er jo så meget liv tilbage, hvad skulle vi ellers finde på?’ Nu hvor vi er i det, så er det, det eneste rigtige for os."
Josefine havde boet 10 år i Aarhus, da hun og Lasse blev kærester, og der gik ikke længe, før de flyttede sammen i København. Bertram har hele tiden boet fast hos dem, Liva halvdelen af tiden hos sin mor. De har det godt i den sammenbragte familie: De kan virkelig godt lide hinanden, Josefine og hendes bonusbørn, sådan har det været fra begyndelsen, og Josefine ville aldrig være dem foruden.
Lasses børn er store familiemennesker og meget involveret i Josefines familie, og Josefine har også et godt forhold til børnenes mor. Det er følelsen af en hel familie. Men selvfølgelig har det ikke kun været nemt. Der har været kompromisser og egne behov, der skulle sættes til side. Noget de fleste først for alvor bliver konfronteret med, når de får deres egne børn.
"Jeg er nok meget egoistisk på nogle punkter, så det har også været en prøvelse," siger Josefine.
"Lasse havde i 17 år været vant til at have børn og sætte sine egne behov mere til side, så det var det mest naturlige i verden for ham selvfølgelig. Jeg ville gerne være sammen med ham og hans børn, de er fantastiske, men jeg har også skulle lære at udskyde mine egne behov. Jeg lærer hele tiden og kan efterhånden godt høre, når det er min teenagehjerne med fokus på egne behov, der snakker. Der er lige så mange kompromisser med store børn som med små børn, det er bare nogle andre."
Lasse og Josefine fortalte de store børn i familien om graviditeten en planlagt aften ved middagsbordet. Det var ikke en bombe, for de var begyndt at tale åbent med dem om, at det en dag godt kunne ske.
Egentlig havde de aftalt, at det var Lasse, der skulle sige det, men i bedste TV-værtstil lægger han den i stedet over til Josefine. Fra en TV-vært til en anden. Det er første gang, Josefine skal sige det højt, og hun har ikke helt fået formuleret det på forhånd inde i sit hoved og får derfor lidt overrumplet fremstammet noget i retning af, at hun vidst nok er lidt gravid...
Ungerne blev helt vildt glade, og Lasse fandt en flaske champagne frem, som ham og Bertram kunne skåle i. Der var nemlig kun glæde over, at en lillesøskende var på vej. Selvom der selvfølgelig skulle være plads til alle følelser omkring familieforøgelsen. Det havde de snakket om vigtigheden af på forhånd:
"Det har været så vigtigt for os begge to, at vi alle har følelsen af at være én familie – både med Lasses børn og den lille ny. Der er jo intet, vi ønsker højere end, at de får en stærk søskenderelation. Helt i begyndelsen var det vigtigt for mig at afklare, om Lasse på sigt gerne ville have et barn sammen, i samme grad som jeg ønskede det. Jeg har altid gerne ville have børn, men det skal være med en mand, der VIL det af de rigtig årsager. Hvis vi ville noget forskelligt, kunne det blive svært for os i fremtiden. Men han er simpelthen så meget i det. Vi har haft de fedeste snakke om, hvordan vi får skabt denne her familie, og at hans børn selvfølgelig skal fylde lige så meget i den som den lille ny. Det siger meget om ham som far, synes jeg. Det er ikke lyserødt det hele, og der skal nok komme udfordringer undervejs, men det gør mig SÅ glad, at alle glæder sig."
LÆS OGSÅ: Josephine Kuhn: ”Jeg har været panisk angst for, at graviditeten skulle forsvinde”
7. november
Dengang for godt tre år siden – inden hende og Lasse var på deres første date den 7.november 2018 – forventede Josefine ellers, at hun skulle møde en jævnaldrende mand, der boede i nærheden af, hvor hun selv boede.
Derfra kunne de gå i gang med at stifte den helt klassiske kernefamile, hun selv er vokset op i. Det var det billede, hun havde set for sig. Så i hende og Lasses begyndelse måtte hun arbejde en del med sine forestillinger om, hvordan lykken i virkeligheden kunne se ud for hende. At den kunne være noget helt andet, end hun måske havde gået og forestillet sig.
Heldigvis kom Lasse med masser af livserfaring og fortalte hende, at der er mange veje til lykken, og at tingene altid løser sig. Hvis man vil hinanden, så finder man ud af det.
Lasse må siges at være en klog mand, for det har vist sig at være fuldstændig rigtigt. Nu glæder de sig bare til den 7.november 2021.
Læs mange flere interviews i det nye Gravid-magasin, som er på gaden nu. Her finder du blandt andet også interviews med podcaster Josephine Kuhn og skuespiller Anna Stokholm.
Du kan købe Gravid i udvalgte supermarkeder eller via dette link.