Julia Lahme på blå baggrund

Blev kaldt kønsforræder for ikke at tage barsel: ”Hvorfor kan man kun være feminist på én måde?”

Da livsstilsekspert Julia Lahme fik sit første barn, blev hun slået bagover af alverdens krav og forventninger, men også den følelse af kærlighed og frygt, der på samme tid ramte hende. Tre år senere råbte folk ”kønsforræder” efter hende på gaden, da de mente, det var forkert, at hun ikke tog barslen med barn nummer to. Det fortæller hun i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

Da Julia Lahme fik sit første barn, blev hun væltet følelsesmæssigt omkuld. Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.

Artiklen fortsætter under videoen ...

”Alle omverdenens krav til, hvordan du skal være mor, forventningerne, søvnmangelen, kærlighed og frygt på én gang. Der var mange, der troede, jeg havde en fødselsdepression, og til sidst havde Johan (Julia Lahmes mand, red.) og jeg 30 fuldstændig ens foldere liggende derhjemme om fødselsdepression,” fortæller den populære livsstilsekspert til ugebladet.  

”Men det var ikke det, jeg havde. Jeg var i chok. Elias var ikke et nemt barn, og han sov aldrig. Når du bliver mor, har du brug for en mor. ”

Når hun ser tilbage på tiden lige efter sin første fødsel, kan hun heldigvis konstratere det samme, som hun har valgt at kalde sin nye bog, nemlig ”Det er bare en fase”.

”Kønsforræder”

En anden fase, Julia Lahme også har skulle igennem, var, da hun blev kaldt ”kønsforræder” for ikke at tage barsel med barn nummer to.

Tre år efter Elias kom til verden, blev Julia Lahme nemlig mor igen. På dette tidspunkt var der fuldt fart på hendes karriere, men barselordningen rakte ikke alene til at holde hendes liv som selvstændig erhvervsdrivende kørende.

”Der var en overgang, da Sofus var lille, og jeg havde talt højt i medierne om, at jeg ikke holdt barsel. Der var kvinder, der skreg af mig på Østerbrogade og kaldte mig kønsforræder. Og det var ikke bare én gang, det skete. De mente simpelthen, at jeg ødelagde mit barns liv. Jeg prøvede at diskutere det med dem, for hvorfor kan man kun være feminist på deres måde,” spørger Julia Lahme i Hendes Verden.

”Feminismens udgangspunkt var faktisk kvinders ret til at arbejde og være økonomisk frigjorte. Jeg var selvstændig og havde ikke råd til at leve af den barselsordning, der var, så jeg havde Sofus med mig hele det år, og jeg har endda præsteret at amme under et foredrag. Der følte jeg mig stærk og sej.”

Læs hele interviewet med Julia Lahme her.

Julia Lahme, født 1977

  • Uddannet etnolog og indehaver af kommunikationsvirksomheden Lahme.
  • Har blandt andet skrevet bøgerne Hvor lagde jeg babyen, Hvad ved præster om sorg samt modehistorien Damen i Midten, og har desuden medvirket som ekspert i tv-programmer som Danmarks dejligste Badehoteller og Gift ved første blik.
  • Gift med musiker og partner i virksomheden, Johan Forsby, som hun har sønnerne Elias på 14 og Sofus på 10 med.
  • Den 15. marts 2022 udkommer hendes nye bog Det er bare en fase med undertitlen ”Scener fra et hjem med teenager”.