Kære brevkasse: Vi er blevet uvenner over deres forkælede teenagedatter

Min mand og jeg er med i et fællesskab, der startede for 23 år siden som en nabo-klub, men mange er flyttet siden. Venskaberne bestod dog. Derfor ses vi stadig flere gange om året og gerne på skift hos hinanden.

Her tilbringer vi for det meste en dag sammen og ender med at spise sammen. Det hele er uhøjtideligt og aldrig særligt planlagt. Det er sammenholdet, der tæller, men sidst vi var samlet, gik der skår i den fælles glæde, og den må min mand „tage æren for“.

Problemet er, at et af venneparrene har en ret umoden og forkælet teenagedatter. Hendes store drøm er at komme i tv og blive sangerinde. Hendes mor er meget optaget af, at det skal blive til virkelighed, selvom det er tydeligt for alle, at pigen ikke er mere særlig end så mange andre unge.

Sidst, vi var samlet, var hos dem. Det viste sig, at pigen og moderen havde til-meldt hende til optagelse til et tv-talentshow, nu ville hun så optræde for os. Jeg sad imens og tænkte på de skrækkelige tv-klip, hvor de optrædende bliver grinet ad foran dommerne. Og så var det, at min mand lidt grinende fik sagt noget om at trække en kat i halen, da hun stoppede.

Jeg kunne se, at pigens mor blev virkelig ked af det og fulgte efter sin meget fornærmede datter ind på værelset. Hun nåede dog at overhøre, at en af de andre mænd gav min mand ret, og så gik det galt. For at gøre en lang historie kort, så endte aftenen pinligt.

Nu er jeg i tvivl om, det er op til os at tage tråden op og sige undskyld? Eller skal vi bare lade tiden gå og se, hvad der sker? Jeg har skældt min mand ud. For selvom han har ret, kunne han godt have holdt sin mund.

N.N.

Vibekes svar:

Jeg har også selv prøvet at blive taget som gidsel af talentløsheden. Såmænd ikke kun når det handlede om et forgudet, men ikke videre talentfuldt barn; voksne mennesker holder sig da heller ikke for gode.

Tænk bare på gæsten, der rejser sig til en fødselsdag og holder en knastør timelang tale og er så optaget af at smage på sig selv, at han aldrig opdager, at resten af selskabet er ved at falde i søvn. Et fuldvoksent menneske uden situationsfornemmelse, det er da næsten værre.

Men sådan er vi mennesker nogle gange. Vi har brug for at være i centrum, om det så er rimeligt eller ej. Og nej, der er ikke noget værre end forældre, der totalt forblændede fører deres mere eller mindre talentløse afkom frem, men dybest set er det jo mest synd for barnet selv.

For manglende evner kombineret med ditto manglende situationsfornemmelse straffes meget hårdt af virkeligheden. For her er der ingen moderkærlighed involveret, når evnerne skal vurderes. En lille forsmag på det, fik jeres unge veninde jo f.eks., da din mand lod en ærlig bemærkning falde om hendes musikalske evner, men selvom jeg godt kan forstå din mand, så synes faktisk, det er lidt synd for pigen.

For hvad skader en enkelt sang egentlig i festligt lag? Kunne I ikke bare have nøjedes med at klappe lidt? Hvorfor skulle hendes manglende talent påtales i alles nærvær? Der er aldrig grund til at kanøfle børn og unge mennesker, så fint, hvis din mand skammer sig lidt.

Her og nu ville jeg dog lade sagen hvile og tiden gå. For mon ikke mor og datter falder til ro? Det burde de. Skulle du kunne mærke en misstemning, næste gang, I ses, så nævn, at du er lidt ked af sagen. Lad dog være med at gøre mere ud af det, for større er ulykken altså heller ikke.