Kendte fædre om rollen som far
Én savner sig selv, en anden har fået ny respekt for sine forældre, og en tredje ser konstant skrækscenarier i trafikken. Kom ikke og sig, at verden ikke også bliver vendt på hovedet for mænd, når de bliver fædre.
Vores Børn har talt med de tre kendte fædre, Timm Vladimir, Felix Smith og Rasmus Bruun om deres tanker i forbindelse med rollen som far.
Timm Vladimir: “Jeg har fået lettere til tårer”
Jeg elsker at være far …
… af virkelig mange grunde. Det er enormt livsbekræftende, og der findes ikke noget større. Det er tilbageskuende, i og med at man pludselig får fornyet respekt for sine forældre. I dag kan jeg for eksempel pludselig forstå, hvorfor jeg stadig er min mors lille barn, for sådan vil jeg også have det med min søn, når han bliver voksen. Samtidig er det fremadskuende, fordi man har ansvaret for, at denne her lille knægt får et godt liv og bliver et godt menneske – et ansvar, jeg skide godt kan lide!
Det har overrasket mig mest …
… hvor fedt det er at få barn. Jeg har aldrig været specielt vild med børn, før jeg selv fik et. Jeg kunne godt se, at børn var søde, men syntes også, de var irriterende, når de spiste grimt og havde snot ud af næsen. Jeg syntes, det var vildt irriterende, når folk sagde ‘bare vent, til du selv får børn’. Men de havde ret. Og selv om mit barn selvfølgelig er det klogeste og smukkeste af dem alle, kan jeg godt se på et andet barn og forstå, at hans mor og far har det på samme måde med ham.
Jeg savner mest …
… at rejse alene med min kone. Den frihed bliver aldrig den samme. Selv om vi rejser meget med vores søn, kan vi jo ikke længere bare køre ud i bushen, slå et telt op og se, hvad der sker.
LÆS OGSÅ: Sådan er far anno 2012
Når min søn og jeg er sammen, kan jeg godt lide …
… at gøre det, han kan lide, og det er at lege med tog. Det gør han, inden han skal i børnehave, mens han er der og bagefter. Forleden var vi på Jernbanemuseet i Odense, og selv om jeg tænkte ‘for helvede, hvor er det kedeligt!’, var det fantastisk at se, hvor glad han var.
Mit bedste tip er …
… at bruge tiden på at være der. Selv om børn elsker deres forældre, uanset hvor meget de er til stede, skal du alligevel investere. Det bliver for surt, hvis du henter i institution og kun er sammen med dit barn i en time, hvor du bare venter på, at han skal i seng, fordi du selv er træt.
Jeg græder …
… oftere, efter at jeg er blevet far. Jeg har simpelthen fået lettere til tårer. Du bliver så følsom. Jeg fik for eksempel tårer i øjnene, da Cassius sagde ‘jeg elsker dig’ for første gang. Men det kan også ske, hvis jeg læser om børn i avisen, der er blevet vanrøgtet. Før i tiden ville jeg tænke ‘det er fucked up’, men i dag kan jeg slet ikke holde det ud. Børn er jo bare små, sårbare mennesker, der stoler blindt på de voksne.
LÆS OGSÅ: Det kan du lære af far
Jeg vil aldrig give mit barn …
… for meget ansvar. Ansvar er godt, men det skal passe til alderen. Min søn må bestemme, hvilken is han vil have, men han skal ikke bestemme, hvor vi skal hen på ferie.
Mit barn er mest irriterende …
… når han slår. Han er i en fase, hvor han slår, når han bliver sur, og så bliver jeg eddikesur og siger, at han ikke må slå, og så slår han igen. Og det gør sindssygt ondt, samtidig med at det irriterer mig helt vildt. Han skal lære, at det ikke er i orden at slå, sparke og bide.
Jeg håber ikke, mit barn arver …
… min hvirvel i panden. Men det er for sent. Jeg kunne se, den var der, så snart han begyndte at få hår. Så den skal han leve med.
Felix Smith: “Det er som at bo med en teenager”
Det bedste ved at være far er …
… at livet giver mere mening. Pludselig har livet et formål. Det giver mening at arbejde, fordi jeg skal tjene penge til familien, ligesom det giver mening at gå tidligt i seng, spise sundt og have gode manerer.
Det har overrasket mig mest …
… hvor vild et barns udvikling er. Faserne er så forskellige, at jeg vil tro, at du har nået at bo sammen med 14 forskellige mennesker, mens dit barn er mellem nul og syv år. Theo er slet ikke den samme i dag, som da han var to. Dengang kunne man ikke diskutere noget med ham. I dag skal alt diskuteres. Det er som at bo med en teenagepige, bortset fra at der ikke er nogen ret og rimelighed i hans argumenter.
Jeg savner mest …
… fred, fred, fred. Eller rettere: Det, jeg savner, er jo i virkeligheden mig selv. At være alene i mit eget selskab.
LÆS OGSÅ: 20 fædre: Hvad er en god far
Når jeg er sammen med Theo, kan jeg godt lide …
… at lave forskellige ting. Hvis jeg er træt, bliver jeg for eksempel meget glad, når Theo spørger, om vi skal se tegnefilm. Hvis vi er friske, kan jeg godt lide at lave noget: tage i Zoo, gå tur med hunden eller køre en tur i bilen.
Mit bedste råd til andre forældre er …
… at holde sammen. Græsset er ikke grønnere på den anden side, og alt er en periode. I skal ikke give op, fordi I ikke får sovet og er helt udmattede. Det går over.
Når jeg skal være sød ved min kæreste …
… siger jeg, at hun skal holde orlov i et par måneder, og så skal jeg nok tjene pengene. Hun er kok, hvilket er helt vildt hårdt, og eftersom mit arbejde er nemmere, og jeg tjener mere end hende, giver det god mening. Det, der kommer nemt til mig, skal resten af familien også have glæde af.
LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: Kvalitetstid er den største løgn
Jeg vil aldrig give mit barn …
… følelsen af, at han skal leve op til noget for min skyld. Han skal ikke have et større pres på sine skuldre, end han kan bære.
Min søn er allermest irriterende …
… klokken 19.09 om aftenen. På det tidspunkt er vi ni minutter over hans sengetid, og så er han så f…… irriterende! Derfor er der god grund til at passe hans sengetid. Vi har nogle gange prøvet at holde ham oppe, fordi det var weekend, og vi skulle fredagshygge, men det var ikke hyggeligt, for han var bare træt. Vi har også fundet ud af, at hvis han kommer i seng senere end klokken 19, er det ikke kun resten af aftenen, der er ødelagt – det gælder også næste morgen og faktisk også næste dag og aften.
Jeg fortryder …
… ikke noget endnu, men jeg har af og til dårlig samvittighed over et eller andet. I går råbte jeg for eksempel af ham klokken 19.30, fordi han var overtræt. Men det var jo ikke hans skyld. Det var min. Han er jo bare et lille bitte barn. Ingenting er hans skyld. Når det kommer til små børn, er det ligesom den dér ‘kunden har altid ret!’.
Min søn må ikke …
… se fjernsyn om morgenen. Om morgenen skal han op, have tøj på, spise morgenmad og så af sted i børnehave. Derfor er der ingen fjernsyn før om eftermiddagen.
Rasmus Bruun: “Min datter må ikke gå til ridning!”
Det bedste ved at være far er …
… at jeg kan designe min egen lille avatar og give den nogle evner og kvaliteter, jeg tror er vigtige at have for at kunne klare det store spil, som livet er. Derudover vil jeg give min datter nogle af de muligheder, jeg ikke selv har haft – for eksempel er jeg skilsmissebarn, men jeg vil gerne give hende en kernefamilie at vokse op i.
Det har overrasket mig mest …
… hvor nemt det er at have barn. Jeg har hørt så mange skrækkelige ting om, hvor hårdt det ville blive, men for mig har det indtil videre kun været en god oplevelse.
Jeg savner mest …
… at kunne færdes i trafikken uden at se skrækscenarier overalt. Nogle af dem er rationelle, men andre er helt irrationelle som forleden dag, da kørte jeg med toget. Jeg sad med ryggen til min datter, der lå og sov i sin barnevogn, og dér fik jeg tanken, at nogen skulle kidnappe hende, uden at jeg opdagede det, ligesom Madeleine McCann blev. For mit indre blik så jeg en film om, hvordan mit og min kones liv ville være, hvis det skete. Det resulterede i, at jeg flere gange var nødt til at løbe ud og tjekke, om Lilli stadig var der – og det var hun heldigvis.
LÆS OGSÅ: Test: Hvilken forældretype er du?
Når jeg skal være sød ved min kone …
… handler det om, at jeg skal prøve at opdage hendes behov, før der opstår et problem. Som da vi var til vores første fest sammen alle tre, og jeg havde forsynet mig selv ved buffeten og fundet mig en plads uden at tænke på hende. Der fik jeg stukket vores datter i armene på en måde, der signalerede ‘hey bror lort, du er ikke det eneste menneske i verden!’. Derfor tager jeg mig af alt det praktiske, hvis hun ser træt ud. Eller det tror jeg da, jeg gør …
Mit bedste tip er …
… at lade være med at lytte efter for mange råd. Tag det roligt. Menneskets natur gør, at det godt kan passe et barn uden at skulle have råd af alt og alle. Altså, mærk efter, hvad der føles rigtigt, i stedet for at høre på velmenende ammestueråd.
Jeg vil opdrage mit barn efter princippet …
… at man dyrker sport i fritiden. Jeg er ligeglad med, om det er vandpolo, ballet eller kroket, bare det giver motion. Bare ikke ridning, det ville jeg have det dårligt med, hvis hun gik til. Jeg stoler ikke rigtig på heste – og når de lander på en, er det slut. Og så er det også skidedyrt …
LÆS OGSÅ: 3 fædre: Vi elsker når vores kæreste…
Jeg vil aldrig give mit barn …
… ting med tomme kalorier. Der er så meget, der ikke har noget ordenligt indhold. Det gælder både film, legetøj og mad. Så det bliver ikke mig, der præsenterer hende for Barbie og McDonalds. Hvad er der nu galt med Legoklodser og nyopgravede kartofler?
Jeg håber ikke, mit barn arver …
… min dårlige ryg. Den er skæv. Det ville også være helt o.k., hvis hun fik sin egen næse frem for sin fars, der med sit knæk på midten ligner en polsk roehakkers. Jeg ønsker heller ikke, at hun får vigende tindinger.
LÆS OGSÅ: Test: Er I klar til barn nummer 2?
LÆS OGSÅ: 13 myter om opdragelse