Klar til at kravle? Sådan hjælper du dit barn på vej
Glatte gulve forvandler en kravleklar baby til Bambi. Kravlestrømper, ruskind eller sutsko kan hjælpe din baby på vej.
Før i tiden var underlaget i de fleste hjem blødt. Men glatte træ-, sten- og klinkegulve har de seneste år taget pladsen fra fastlagte tæpper.
– Og dét bliver aldrig en fordel, når man skal lære at kravle, siger Lene Raadkjær Jørgensen, der er fysioterapeut med speciale i pædiatri.
I overgangene til at krybe, stå på alle fire og kravle er det nemlig en god ide med et skridsikkert underlag eller en kravlestrømpe, forklarer hun.
– Vælger du kravlestrømper, så køb dem ikke for store. Strømpebukser sidder tit endnu bedre end strømper, men benene må ikke være for lange, for så sidder gummidutterne ikke, hvor de skal. Min erfaring er, at knæbeskytterne let kører rundt på spinkle ben.
Helen Lyng Hansen fra netsundhedsplejerske.dk mener også, at det er nemmere at lære at kravle med en kravlestrømpe end med en almindelig sok.
– Kravlestrømper er fine, men hvis benene er tynde, kan det være en god ide med sutsko i stedet, da den sidder bedre fast, siger hun.
LÆS OGSÅ: Derfor hitter kravlegården
En regulær sko er derimod for tung og ufleksibel.
– Du kan også sy eksempelvis skridsikre ruskindslapper på bukseknæene. Fidusen er egentlig bare, at babyen får det nemmere, hvis benene står bedre fast. En kravlestrømpe er ikke nødvendigvis bedre end en sutsko, der er skridsikker, siger Helen Lyng Hansen og forklarer, at ligesom kravlestrømper ikke må falde ned, så må de heller ikke være for stramme og give røde mærker.
Først på alle fire – så sidde
Kravlestrømper alene får ikke din baby op på alle fire. Du kan med fordel kigge på rækkefølgen af de forskellige trin i din babys motoriske udvikling. Erfaringen viser nemlig, at bliver de små først glade for livet på numsen, så kommer de ikke så meget på maven, som de har behov for, forklarer Lene Raadkjær Jørgensen og opfordrer forældre til at vente med at lære barnet at sidde, til barnet selv kommer fra liggende til siddende på gulv.
– Ellers er der risiko for, at de forsinkes i den motoriske udvikling, og at de numser sig frem i stedet for at kravle, forklarer hun.
Helen Lyng Hansen er enig. Børnene skal ligge på maven, også selvom de umiddelbart ikke er glade for det og brokker sig.
– Nogle bryder sig ikke om det, og så prøver forældrene at hjælpe dem på vej ved at flytte en arm og et ben. Det behøves slet ikke. Når barnet ligger og vugger på alle fire, er vi godt på vej, og når de er stærke nok, bliver knæ og arme flyttet, siger hun.
Sommetider springer børnene kravlestadiet over, og her er der ingen grund til, at forældrene bliver fortvivlede:
– Det normale har heldigvis meget vide rammer. Det vigtigste er, at vi tumler. At vi hopper og danser. Rul rundt i sengen, sæt en god sang på og dans med baby, lav cykeløvelser med de små ben. Hyg jer, siger Helen Lyng Hansen og minder om, at de gode råd ikke er regler, men veje til inspiration.
LÆS OGSÅ: “Men de andre kan jo kravle…”
LÆS OGSÅ: Video: Dit barns udvikling – din baby 6-9 måneder
LÆS OGSÅ: Video: Dit barns udvikling – din baby 9-11 måneder