Børnemode

Klar, parat, vinter: Uldundertøj

Uldent undertøj holder små snotnæser fra døren, siges det, så på med de lange underbukser og lodne bodyer! Og lad dig endelig ikke afskrække af uldens ry som kradsende og besværlig.

Er du lidt ulden ved uld inderst inde til dit barn? Så få svar på dine spørgsmål om materialet i denne artikel, og se i galleriet, hvilket uldundertøj du skal gå efter.

Uldundertøj: Hvem, hvad, hvor?

Hvornår?

Brug uld i måneder med ‘r’ i, lyder et gammelt husråd – så tank op med rigeligt uldent undertøj til brug fra september til og med april.

Hvorfor?

Er din babys body af uld, bliver hans bryst ikke koldt, når han savler eller gylper, fordi ulden absorberer fugt, men samtidig holder på varmen. Uld består af 20 procent fibre og 80 procent luft og har derfor en unik isolerende effekt, så kropstemperaturen holder sig stabil, selv om lufttemperaturen daler.

Hvor meget?

Især spinkle børn, som på grund af et tyndt fedtlag har svært ved at holde på varmen, vil have glæde af at sove i uldundertøj om natten. For de fleste andre er det tilstrækkeligt med uldundertøj, -sokker, -leggings og -kyse under hætten, når de er udendørs enten for at lege eller i barnevognen.

Kilde: Strikdesigner Helga Isager og sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen.

Værd at vide om uld og vask

Uld indeholder lanolin og skal derfor ikke vaskes for tit, hvis det skal bevare blødhed, tykkelse og isoleringsevne. I gamle dage blev striktrøjer blot hængt til luftning i fugtigt vejr. Det kan være svært, når det gælder undertøj, men overvej, om hver vask er nødvendig.

Vask ved 30 grader (ellers krymper det), læg ikke uld i blød, og brug uldvaskemiddel og uldprogram. Uld holder formen bedst, hvis det bliver lagt, ikke hængt til tørre.