Næselangt pandehår og løbske lokker? Før eller siden er det tid til at få styr på babys manke, og selv om det kan være lidt af en udfordring at få det lille hoved til at sidde stille, kan du sagtens selv klippe din baby.
GUIDE: SÅDAN KLIPPER DU DIT BARN – SE BOKSEN TIL HØJRE >>
Babys sparsomme hår vokser før eller siden til sjove lokker, der har deres eget liv, og på et tidspunkt synes du måske, det er tid til at studse totterne. De første gange handler det ikke så meget om etager og facon, men mere om at korte og rette til, så dit barn kan se ud af øjnene, uden at du går i panik og planter en gryde på hovedet af den lille!
Sofus på halvandet år har efterhånden fået meget tykt og langt hår, og da spænder og hårdutter ikke går an på en lille dreng, er det blevet tid til at gå i krig med kam og saks.
Der er stor forskel på, hvilken type hår, dit barn er blevet velsignet med, og det kan have betydning for, hvor svært det er for dig at lege frisør. Har baby søde krøller, kan du bedre skjule dine fejl.
Meget fint og sparsomt hår er som regel også nemt at hjemmeklippe, her skal du bare have de lange totter hist og her klippet af.
Tykt og fint hår, som Sofus’, kan være lidt sværere. Der er mange ‘lag’ hår, og du ser nemmere de forkerte afklip. Hvis du ender med at synes, at babys lokker er for stor en mundfuld, er det nok en god idé at afslutte seancen hos frisøren.
Start med pandehåret
Pandehår kan du dog klippe på de fleste, og det er også ofte det, der trænger mest. Det er samme udgangspunkt, uanset hvilken type hår, baby har:
Pandehår og sider først og så nakken, hvis tålmodigheden rækker. Og husk, hellere lidt for langt hår om ørerne, hvis baby sidder meget uroligt.
En frisør er trænet i at beskytte store og små ører, men det kan være svært derhjemme, og saksen skal helst være skarp!
Annonse
Afledning og bestikkelse
Annonse
Det er ikke altid, at baby eller tumling er med på legen, så du i ro og mag kan klippe løs. Ofte må du ud i diverse afledningsmanøvrer for at få hvirvelvinden til at sidde stille.
Sofus ville ikke klippes! Bøger, yndlingslegetøj og selv storesøsters ‘forbudte’ legeting blev resolut afvist.
Pingo på dvd virkede kortvarigt, men først da han fik en brikjuice med sugerør i hånden, sad han stille og fordybet, mens lokkerne faldt om ørerne på ham. Efter et par mislykkede forsøg, tårer, sut og juice, endte han med at se helt velfriseret ud.
Klip henover weekenden
Har du et meget utålmodigt og usamarbejdsvilligt barn, kan det være en idé at starte med kam og saks fredag efter vuggestue, skynde dig at tage lidt af pandehåret, og ellers tage det lidt i etaper hen over weekenden. Så bliver du ikke for ivrig og klipper for meget af med det samme, og du kan rette lidt til, før dit barn skal ud blandt folk.
Du kan også lege frisør hjemme og sætte baby i højstolen foran et spejl udstyret med en ekstra kam og lade vildbassen ‘deltage’ lidt.
Og som sagt: Går det helt bogstaveligt talt skævt, er det bare at tage til frisøren i stedet. Måske sidder dit barn mere stille i fremmede og spændende omgivelser.
Nakken:
Red håret ned, og klip lidt af i bunden i en så lige kant som muligt.
Herefter holder du igen små totter ad gangen vinkelret ud fra hovedet.
Til sidst kan du holde håret horisontalt ud fra hovedet, så fingrene er vandrette og tjekke, om der er totter, der stadig er for lange.
gallery5billeder
Pandehåret:
Start altid foran med små børn, hvis de nu pludselig ikke gider mere. Begynd derfor med pandehåret.
Det vigtigste er, at du ikke tager for meget af til at starte med. Red pandehåret ned i panden med en kam, tag håret mellem fingrene, og tag en halv til en hel centimeter ad gangen. Klip lige over.
gallery5billeder
Siderne:
Efter pandehåret tager du siderne. Her er det vigtigt, at du tager små totter ad gangen og får en fornemmelse af, hvor meget du klipper af og kan rette til ud fra det.
Red håret ned over ørerne, så du kan se, hvor meget for langt det er. Hold små inddelinger af håret vinkelret ud fra hovedet så dine fingre peger op (som vist under punkt 3), og klip.
gallery5billeder
Inden du går i gang:
Skaf en ordentlig saks.
En køkkensaks er for stor og uhandy og klipper håret skævt over på grund af de store flader på saksen.
En neglesaks eller sysaks er nemmere at styre og klipper mere skarpt og lige.
En stofble om halsen på baby er en fin ‘frisørkappe’, så du undgår for mange hår på tøjet.
gallery5billeder
Vådt eller tørt?
Den der med at klippe dit barn i badet holder ikke.
Håret må nemlig ikke være for vådt, og især med pandehåret er det vigtigt, at håret er helt tørt.
Ellers risikerer du at klippe alt for meget af, da håret kryber op, når det tørrer igen. Resten af håret må dog gerne være lidt fugtigt, når du klipper.
Du får bedre fat i håret, og det ses ikke så tydeligt, som ved pandehåret, hvis nogle af længderne er blevet lidt korte.