Kære mødre, stop nu generationskrigen. Det er lige præcis, hvad vi IKKE har brug for

Min mor har helt sikkert tænkt sit om min måde at have børn på.

Hun fik selv fire børn og var hjemmegående hele vores barndom. Jeg valgte at få to børn og bruge masser af tid på at arbejde.

Men hun har aldrig ytret ét eneste negativt ord om det (selv ikke dengang jeg prøvede at piske en diskussion op med hende, fordi jeg syntes, der lå noget misbilligende i hendes tonefald - det handlede nok mest om mig selv).

Hun holdt tand for tunge og forstod, at jeg havde brug for hendes opbakning i den helt igennem verdensomvæltende tilstand, det er at blive forældre.

En tilstand, hvor man konstant er på dybt vand, hvor man lægger asfalt mens man kører, hvor man skal kunne elske Plan B (yes, lige meget hvor mange klicheer, man ruller ud, så dækker de alligevel ikke, hvor vildt det er at få børn).

Derfor har ingen af os på det personlige plan brug for, at vores mødre, andre mødre eller nogensomhelst mener noget om, hvordan vi gør det.

Ingen skal blande sig i, om det er rigtigt for dig at amme. Ingen skal vurdere dig på, hvornår du henter dit barn i børnehaven. Ingen skal give gode råd i supermarkedskøen.

Millennial-mødre tuder mere end deres børn

De seneste ugers debat har atter gjort det tydeligt, hvor ømtåleligt det er at diskutere forskellige tilgange til moderskabet – og hvor ufrugtbart det er, når vi bruger vores kræfter på et internt blame game.

Startskuddet i denne omgang var et debatindlæg i Politiken fra en mor, der blandt andet skrev, at hun ofte måtte arbejde om aftenen, fordi hende og kæresten havde taget det valg, at børnene skulle være hentet og hjemme inden kl. 16. I debatindlægget ønskede hun sig ret til at gå på deltid og til flere ”barns sygedage” som i Sverige. I det hele taget ønskede hun sig, at samfundet skulle give hende mere nærhed med børnene, mens de var små.

Ditte Giese konstaterede i en klumme på Heartbeats, at millennial-mødre tuder mere end deres børn:

”Hun er et eksempel på en igangværende debat, hvor de, som har små børn nu, har spundet sig ind i en fortælling om, at det er helt ekstremt hårdt at have børn, nærmest umuligt og uforeneligt med et værdigt liv. Og der må jeg bare sige, at det ikke er rigtigt. Vi er mange, der har haft børn før jer og har klaret det, tilmed til tider nydt det, helt uden offentlige tudeture”.

Ditte Giese har været meningsdanner i 20 år og har i mine øjne altid været spot on – eller endda et skridt foran – når det kommer til ligestilling og kvindekamp. Så hun ved, hvilke håndtag man kan dreje på, når der skal gasses op under en debat. Men lige i dette tilfælde kommer hun med sin retorik til ukonstruktivt at pirke til den allermest giftige kirtel i enhver mor-diskussion: Generationsforskelle.

"Okay, boomer"

Så lige så toksisk var svaret fra de mødre, hun med begrebet ”millenial” havde gjort til én enhed – blandt andet skrev Feminas chefredaktør Isabella Hindkjær som modsvar:

”Alle dine eksempler handler om, hvordan du og dine børn har udstået alverdens rædsler, men I brokkede jer aldrig, og du bad i hvert fald aldrig om hjælp fra nogen. Din punchline er altid, at iNgEn DøDe Af dEt. Kender du det? Tillykke, du er officielt gammel.”

Bemærk brugen af de små og store bogstaver, som anvendes på f.eks. Twitter til at gøre nar ad folk, som er helt væk.

44-årige Giese bliver i overført forstand annulleret med et ”Okay, boomer”.

At mødre bekriger hinanden i den tone er lige præcis, hvad vi IKKE har brug for.

At putte hinanden i kasser med sarkastiske aldersbetingede udtryk er måske god lir på Tik-Tok, men generationskrigen bærer intet frugtbart med sig. Udviklingen i samfundet skifter så hurtigt, at man nu taler om mikrogenerationer, og på én og samme arbejdsplads vil man kunne finde op til fem forskellige generationer.

Hvis man deler sit liv og sine synspunkter offentligt, så vil der ske det, at nogle andre mener noget om dig. Men i diskussionen bliver vi nødt til at udvise respekt og prøve at forstå hinandens udgangspunkter.

Man kan ikke gøre de voksne woke overnight, og man kan ikke forvente livserfaring af de unge, men man kan stoppe med at opfinde øgenavne og i stedet være nysgerrige.

Lad os i stedet stå sammen

Som jeg spurgte Ditte Giese, da hun var gæst i ALT for damernes podcast:

Når vi begynder at tænke sådan, skal vi så ikke spørge os selv, om det kunne være på en anden måde, end vi selv har gjort det, og prøve at forstå, hvordan de har det?

Hendes svar afslører en hovedkonklusion, som de trængte småbørnsmødre også med fordel kunne lytte til (for forståelsens skyld har jeg her streget det ud, man bare kan springe over):

"Jeg synes, det er en dejlig idé at ville ændre samfundet, men det er bare ikke det jeg ser, de gør. Jeg ser dem pive. Hvis du gerne vil ændre samfundet, så lav nogle demonstrationer og arbejdsgrupper. Kæmp for normeringer og bedre vilkår på fødselsområdet. Man laver politisk arbejde ved at engagere sig, ikke ved at lave et opslag på Instagram, hvor man græder. Man er nødt til at hive det et niveau op."

Bagved generations-bashingen ligger nemlig den samme mission: Vi skal have et samfund, hvor kvinder kan gå arbejde OG have børn – på lige vilkår med mænd.

Dele af løsningerne kræver strukturelle ændringer – men noget vil altid bero på den enkelte families valg.

Lad os stå sammen om det første og acceptere hinanden for det sidste.

Som min (gamle) mor ville have gjort.