Katrines søn er ’skidedygtig’ til fodbold, men når hun støtter ham, beskyldes hun for én ting

Jeg er den heldige indehaver af en datter på tre år og en søn på otte.

Min søn, startede til fodbold under corona-nedlukningen. Egentlig ikke fordi boldinteressen var synderlig stor, men en udendørs aktivitet gav ham mulighed for at være social trods alt.

JoJo: ”Det er en lille sorg for mig ikke at kunne overskue endnu en fertilitetsbehandling”

Det krævede et opslidende fertilitetsforløb, før P3-vært Maria Josefine Konstantin Madsen, bedre kendt som JoJo, blev mor. Derfor er hun tøvende overfor at skulle igennem det endnu en gang, selvom hun gerne vil give sin datter en søskende.

Kærligheden til boldspillet blev dog større og større, og i dag har vi en ugeplan, der vil gøre de fleste børnefamilier forpustede. Træning mindst tre gange om ugen, stævner hver weekenden. Plus alt det løse.

Han er dygtig til at sparke til den bold. Bedre end sine jævnaldrende.

Og derfor træner han nu med årgangen over, har ekstra træning hos større klubber og sparker til mål eller tekniktræner i haven hver dag. 

Han lever og ånder fodbold, og som han selv siger: ”Der er to ting, der er helt sikkert i mit liv. Det ene er, at jeg skal dø en dag. Det andet er, at jeg bliver professionel fodboldspiller.”

En sætning, jeg i starten bare smilede lidt af, men som jeg i dag tager dybt seriøst. For min søns ord kaster mig tilbage til min egen barndom og mine drømme om at blive skuespiller. 

Der blev rullet med øjnene og smilet overbærende, når jeg ytrede mine fremtidsdrømme. Tænk hvis man havde taget det alvorligt, fulgt med mig til castings og skubbet mig derud, hvor det sommetider kræves at være. 

Og vigtigst af alt – havde holdt mig hånden.

Vi holder vores søn i hånden, vi guider ham, lytter til ham, og så bruger vi umådeligt meget tid på at være med på sidelinjen. For det er efterhånden gået op for os, at vi har en søn, der er skidedygtig.

Blærer jeg mig? Pacer vi? Er vi FOR meget FOR tidligt? 

Svaret er ja, hvis du lytter til rygterne, der svirrer i vores lille provinsby og blandt visse forældre, der tilsyneladende synes, det er synd for vores otteårige dreng, at han ”ikke får lov til bare at være barn”…

Svaret er til gengæld et gigantisk nej, hvis jeg spørger min gode, danske veninde, der bor i USA sammen med sin familie. 

Ann Hjort fik knust sin drøm om et barn mere – så fik hun et råd, der ændrede alt

Da skuespiller Ann Hjort var 30 år, fik hun at vide, at hun ikke kunne få børn. Efter meget hjælp blev hun alligevel mor til en lille dreng, og lykken var stor. Men så begyndte hun at drømme om endnu et barn.

Hendes søn, der er et par år ældre end min, spiller hockey – på ganske højt niveau. Her er der opbakning hele vejen rundt. I skolen, blandt andre forældre, i hockey-miljøet og blandt vennerne. 

Han bliver ikke bedt om at skrue ned for sit talent, og han beder ikke sine forældre om at holde det hemmeligt over for sine klassekammerater i frygt for at gøre andre kede af det. 

Her skal talent nemlig dyrkes – ikke bremses.

I vores lille kongerige har vi det bedst med at klappe ad de børn, der er dygtige til at spille et instrument, danse, tegne, være kreative eller måske være en drønsej spejder. 

Lige så snart der kommer et konkurrenceelement ind over, og det gør der unægteligt i fodbold, så skal vi i stedet huske barnet på, at det er vigtigt stadig at lege.

At alt ikke skal gå op i at vinde og være bedst.

Jeg forstår, hvor det kommer fra. Jeg sad selv og undrede mig, da en vis Wozniacki og farmand, som nogle af de første offentligt viste livet bag den unge piges ekstreme træning. 

Men da ”Miss Sunshine” for alvor klarede den, var alle danskere så pavestolte, at halvdelen kunne være nok. Ligesom vi ser det med andre store danske sportsstjerner, hvor vi nok skal heppe med Dannebrog på kinderne, når de HAR nået toppen. 

Men havde de klaret den, hvis deres drømme var blevet negligeret og måske endda latterliggjort, da de som børn postulerede, hvad de ville? 

Jeg tvivler på det. Så skal vi ikke bare blive enige om, at der er forskel på børn. 

Mine forældre er kun interesserede i at være sammen med min søsters børn og ikke mine

En læsers forældre virker til at være mere interreseret i søsterens børn, end hendes børn. Hvad skal hun gøre? Læs Rosa Øllgaards svar i Vores Børns brevkasse.

Nogle børn går til sport for at grine, bevæge sig og hygge sig med vennerne, mens andre har det ekstra drive og ønsker at blive bedre og komme tættere på den drøm, der er så altoverskyggende.

Jeg kunne jo være skideligeglad med, hvad andre mente om vores måde at gøre tingene på. 

Men det handler om, at der sidder voksne mennesker, der tvivler på vores forældreskab, og at snakken går. At andre får mig til at skrue ned for at dele mit barns præstationer og til tider endda tale dem ned, selv om jeg inderst inde er helt ekstremt stolt af min søn og har lyst til at råbe det ud til hele verden. 

Det er kun de nærmeste, der ved, hvad der ligger af muligheder foran ham – han ved det ikke en gang selv. For han er kun otte år, og ligesom med alt andet i hans liv, skal der være balance og ro. 

Og bare rolig – vi, hans forældre, er de absolut allerbedste til at sørge for præcis det.