Én sætning har hjemsøgt Cathrine: Jeg ville ønske, at jeg selv havde fået dette råd

Da jeg for nogle år siden skulle fejre mit ældste barns 1-års fødselsdag, befandt jeg mig på det særlige stadie i livet, hvor både forventninger og forhåbninger til konceptet børnefødselsdag endnu er intakte.

Vi var af gode grunde helt urutinerede, havde inviteret alle, vi kendte, og jeg havde sat mig for at bage en legendarisk stor lagkage selv.

Da det kom til stykket, kunne jeg faktisk på ingen måde overskue projektet, og vores elpisker satte selvfølgelig ud allerede under flødeskummen. Kagen endte meget symbolsk med at klaske sammen på trappen, da den skulle fragtes ned i gården.

Det blev en af de episoder, vi har grint allermest af herhjemme, men det var først senere. Lige da jeg stod med røven i vandskorpen – eller i kagecremen om du vil, var der en af gæsterne, der velmenende sagde til mig, at jeg jo også skulle huske at NYDE det. Nyde min allerførste søns allerførste fødselsdag.

Det hjalp mig ikke til at få den store nyder på, vil jeg godt afsløre her.

Læs også

"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig

Ingen nyder på kommando

Når du har små børn, kan presset om ‘at huske at nyde’ føles ret konstant. Både fra den insisterende stemme indeni, der er fast besluttet på, ‘AT DEN HER TID JO ALDRIG KOMMER IGEN!!! og ‘DINE BØRN ALDRIG BLIVER SÅ NUTTEDE SOM DE ER NU!!!’.

Og så fra andre mennesker, der måske ikke engang kender dig, som kan finde på at minde dig om at nyde barselstiden, når du fx står med din baby på biblioteket, som jeg engang har prøvet. 

Det er jo sådan set fuldstændigt rigtigt, at dine børn er super nuttede, når de er små. Jeg forstår godt den velmenende intention. Påmindelsen om, at det går hurtigt. At dagene forsvinder mellem hænderne på dig.

Problemet er bare, at det for det første er dig, der skal tørre kagen op fra trappeafsatsen og skifte bleen og stå op om natten bagefter. Og for det andet: At INGEN nyder noget ved at få at vide, at nu skal de edderbankeme også nyde det. Ligesom INGEN hygger sig, når de får at vide, de skal gøre det. Slet ikke dine børn i øvrigt. 

I stedet føles det bare som et pres. Det skaber ikke mere nydelse, men snarere skam at få at vide, at du egentlig burde have det på en anden måde, end du måske lige har det.      

Læs også

Klumme: Min mand var ikke med, da jeg fødte vores søn - det var mit valg

Gå efter Kairos

Det har afhjulpet mit eget nydelsespres at tænke på det sådan her:

De gamle grækere havde to forskellige ord for tid: Kronos og Kairos.

Kronos er tid, som vi kender den. Det er den kvantitative tid; minutter, timer, dage, uger, der skrider fremad og forsvinder bag os. Det er den, vi altid taler om, at vi har for lidt af. Den, der meget let giver os dårlig samvittighed, hvis vi nu ikke bruger den på at hente ungerne tidligt fra institution eller - Gud bedre det - bruger den på os selv!?

Kairos betyder 'det gunstige øjeblik' eller 'det rette tidspunkt'. Det er tid i mere metafysisk forstand. Det er kvalitativ tid; de momenter, der betyder noget, dem vi føler og husker.

Kairos er de øjeblikke, hvor nydelsen kan ramme dig som en smuk dunhammer. De små tidspunkter i løbet af en dag, hvor du sanser dine børn, tager deres duft ind.

Når du har en samtale, hvor I er i total kontakt. Udveksler et grin. Lægger mærke til deres øjenfarve. Når de sover, og du mærker den store sårbarhed hos dig selv og hos dem. Når du kigger ind i deres små, bløde ansigter og elsker dem. Når du holder en babyfod i din større hånd.

Det er Kairos. Gå efter det. For de gunstige, mindeværdige øjeblikke kommer og bliver helt af sig selv. Du behøver ikke at huske dem eller at arbejde for dem. Du skal bare være der.

Læs også

"Drop de gamle mødetider, og lad børnene sove lidt længere"

Kommer tilbage

Jeg nød ærligt talt ikke den 1-års fødselsdag, the struggle was real. Den kommer aldrig igen.

Men jeg husker følelsen af min søns babyblonde hårtot og de buttede, glatte kinder, da han var 1 år.

Den kommer tilbage til mig, hver gang jeg stryger min hånd over min datters, for hun har den samme alder nu. Og jeg håber og tror, jeg altid vil huske den.

Også når jeg er gammel, og givetvis nyder at få min nattesøvn.