Skal man være bedste venner med sit barn? Selvfølgelig, mener Amalie

Man skal da ikke være venner med sit barn?” Jo, selvfølgelig skal man da det!

Venskab mellem barn og forælder betyder ikke nødvendigvis, at aftenens menu skal være resultatet af en diskussionsklub, eller at barnet skal spørges, om det ‘føler for’ at lave lektier eller gå i skole. Men hele tanken om, at forældre og venskab skal være to adskilte ting, skaber i min optik mere forvirring end formål.

Jeg oplever et klart hyggeligere og mere respektfuldt bånd med mine børn, når vi finder frem til svar og løsninger i fællesskab. At give deres mening betydning er også at give dem ansvar.

Læs også

Hud-mod-hud: Derfor skal du ligge helt tæt med dit barn - også når det bliver større

Jeg tror inderligt på, at opdragelse godt kan ske skældud-frit, at forståelse kan opnås uden ‘sådan er det bare’ og nok vigtigst af alt, at tillid er noget, man skal gøre sig fortjent til – også i relationerne til vores yngste medmennesker. Og den vindes bedst i åbne og ærlige samtaler, hvor begge parter lytter og taler lige meget.

Men det forudsætter alt sammen tid – og den, synes jeg, at vi som forældre skal blive bedre til at tage. En forudsætning herfor er derfor også, at vi bliver bedre til at vælge andre ting fra. I langt større stil, end vi gør i dag.

For det tager tid at gøre sig umage. Umage med det teselskab eller den klump modellervoks, eller at vi går all in på at finde det flotteste blad i skoven. Som voksen har man overhånden, og børn fanger lynhurtigt ægte begejstring, eller om man kigger på uret. Så lad os vælge de lege til, vi har lyst til!

Når vi viser børnene engagement og (lige)værd – at vi har lige stor værdi uanset størrelse, så vinder vi også respekt. Egentlig er det ikke så svært – vi får, hvad vi giver.

Og det handler ikke kun om at lege for børnenes skyld. Det bliver også meget lettere at være forælder. Et stærkt venskab mellem barn og forælder skaber ro og værdi for begge parter.

Læs også

Her er 9 tegn på, at du er opdraget af en stærk mor

Børns umiddelbarhed – det, at de lever i det forjættede ‘nu’ som (alt for) mange kvinder i 20-30’erne bruger så forbandet meget tid på at jagte gennem mindfuldness-bøger, foredrag, hos psykologer eller i mig-tiden – findes netop i det engagerede samvær med vores børn.

Jeg lærte det selv på den hårde måde. Da jeg fik min søn, havde jeg FOMO (fear of missing out.red), der nærmest gav udslæt. Jeg følte mig totalt sat af, mens resten af verden snurrede rundt.

Jeg sad i en lejlighed på femte sal i byen uden elevator og husker de forårsdage så tydeligt, hvor det der føles som ‘alle andre’ sad på cafeer og drak vin, mens jeg traskede forbi med min giga Odder-vogn i en slidt dynejakke med mælkepletter på (hurra for vinterbørn) velvidende, at når jeg først kom op i lejligheden klokken 15.30, så kom jeg ikke ud mere den dag. Men derfra voksede så langsomt noget andet.

Børn er så fuldstændig strippede for alle former for bias i mødet med verden omkring dem. De bærer ikke rundt på nag fra i går – og de har typisk glemt, hvad vi skal i morgen. Det kan vi lære meget af. Ved en gang imellem at se verden gennem deres øjne, lærer vi rigtig meget som voksne.

Læs også

Molly Egelind: "Det føltes så liv eller død-agtigt, at jeg faktisk navngav Wilma i ambulancen"

Børn giver vitterligt ordet nærvær den betydning, det fortjener, og som vi voksne ikke for alvor får greb om, fordi vi fejlagtigt forsøger at indhegne den i afmålte tidsintervaller, der meget sjældent tillader, at vi lader os rive med.

Men så tilbage til det med tiden. Rigtig mange forældre siger, at de ikke har tid til nærvær, leg og lange forklaringer i hverdagen. I totally get it og er i øvrigt all in for et småbørnsparti i Danmark, der for alvor taler sagen for dem, der endnu ikke har fået andet sprog end grin og gråd.

For børnenes stemme er lige så vigtige som vores, og hvordan endte vi nogensinde på 37 timer som udgangspunkt for ethvert arbejdsliv – uanset form og indhold? Nok mere tilfælde end forstand …

Men mens vi venter på, at det parti eller den diskussion bliver omsat til bedre rammevilkår for småbørnsfamilierne, kan vi begyndte med at tage den tid til os, vi selv råder over, tilbage til familielivet og skære andre ting fra. Simpelthen sige nej til mere, og ja til venskab og en dybere relation til de (små) mennesker, der uanset hvad, er dem vi elsker allermest – og som elsker os lige så højt tilbage.”