Klumme om babynavne: ”Pludselig klingede navnet Helle ret sejt”

At vælge navnet til sit barn er en privat sag imellem forældre og er ofte baseret på et meget personligt valg. Men alligevel er det også et valg, alle vi andre har en holdning til. Hvem kan sige sig fri for at have tænkt sit, når én i omgangskredsen begejstret har afsløret barnets navn?

Jeg kan ikke.

For jeg har flere gange rynket på næsen, når en rørt veninde med glædesstrålende øjne har løftet sløret for sit navnevalg. Jeg har til gengæld også oplevet, hvordan jeg siden har vænnet mig til navnet og fuldkommen skiftet holdning til det!

Jyderne elsker engelskklingende navne - ikke?

Det er lidt som med fordomme; du stejler i starten, for så siden hen, når du lærer mennesket bag navnet at kende, at komme til at holde af det. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg har en del fordomme om navne. Især hvad det siger om forældrene, der står bag navnevalget.

For eksempel, så har jeg en teori om, at det især er forældre fra Jylland, der vælger at kalde deres barn et engelskklingende navn, som Jenny, Donna, James, Messi og så videre. Jeg er selv bosiddende i København, men oprindeligt fra Aarhus, så ikke et ondt ord om jyder ellers.

En anden fordom er, at især forældre på Østerbro i København ynder at give deres barn et meget alternativt navn som for eksempel Stjerne, Lyn eller Turid. Og jeg bor selv på Østerbro, så ikke et ondt ord om spelt-mødre ellers.

Men hvor kommer alle de fordomme fra – og hvorfor er navnevalg så eksplosivt et emne, og noget alle føler, de har ret til at have en åbenlys holdning til?

Alle mine venner hoppede på bedsteforældre-bølgen

Guderne skal vide, at der var nok ting, jeg var usikker omkring først som gravid og nu som forælder. Og en af de ting, vi som usikre forældre skal stå model til, er omverdenens evige stillingtagen til og blanden sig i, hvordan du ”klarer dig”. Og du får da også sjældent lov til at vælge dit barns navn i fred!

Da jeg skulle navngive mine to børn for henholdsvis ni og seks år siden, kørte ”bedsteforældre-navnene” på det højeste. Og alle mine venner navngav deres børn i et væk med; Olga, Viggo, Agnes, Alfred, Ingrid, Ellen... Og jeg flirtede da også selv med tanken om et ”gammelt” navn. For hvor nuttet ville kontrasten ikke være mellem en ny lyserød baby og et gammelfar-navn (eller –mor)? Men af en eller anden grund blev jeg trukket mere i den ”klassiske” retning og valgte de mere ”neutrale” navne Carl og Rebecca.

Min mand stejlede lidt over Carl i begyndelsen. For det mindede ham om en sur mand fra hans barndomsgade i Roskilde. Rebecca tog han derimod til sig med åbne arme (selvom jeg ikke lagde skjul på, at navnet stammede fra min yndlingsdukke som barn).

Flere i min vennekreds er også gået i den mere neutrale navneretning med navne som; Viola, Barbara, Valdemar, William og Alberte. Og dem føler jeg mig (indrømmet igen) mere på bølgelængde med end dem, der har været lige lovlig kreative i min optik (det slår mig, hvor gammeldags og snæversynet jeg må lyde).

Uendeligt kedelige navne

Men hvad er det, der gør, at det går op og ned for navne? I langt tid anså jeg mine forældres generations navne for at være uendeligt kedelige. Hans, Bodil, Lisa, Peter, Helle, Jens, Marie. Korte navne og helt mystik-forladte. Men lige pludselig for nogle år siden begyndte jeg at dagdrømme om at kalde mine datter ”Pernille” eller søn ”Jens”, hvis vi skulle have valgt at få en tre’er. Hvad skete der lige dér? Og da jeg fornylig spottede på Instagram, at en cool pige fra modebranchen havde navngivet sin datter Helle (som min mor hedder), så klingede det pludselig ret sejt!

Handler det simpelthen bare om, at når navne har været begravet tilpas længe, og så dukker op igen, så fremstår de helt shiny and new? Eller måske er det endnu engang et bevis for, hvordan ens holdninger tager form af kogt makaroni, så snart en tilpas tynd instagrammer tropper op med den helt rigtige accessory på armen; en nyfødt drengebaby med navnet Flemming.