Et spørgsmål har optaget Mette længe: "Det er noget af det, vi har flest konflikter om i min familie"
Vores Børns chefredaktør, Mette Hovmand-Stilling ,har et dilemma. Det handler om skærme og børn. For hvordan klæder vi ungerne på i en virkelighed, hvor vi selv famler?
Når du læser det her, er jeg rejst til den anden side af jorden, til Brasilien, hvor vi skal bo på grund af min mands arbejde. Jeg har fået orlov fra Vores Børn-magasinet, og drengene skal gå i international skole.
Vi skal opleve verden og lære en ny og eksotisk hverdag at kende. Men vi er også meget bevidste om, at drengene skal kunne holde fast i deres netværk herhjemme. Derfor har min søn på ni år netop fået en telefon.
Egentlig havde vi sagt, at han skulle blive 10 år, selvom det betød, at han var den sidste i sin klasse til at få en. Men nu er det at have en telefon pludselig blevet endnu vigtigere. Netop fordi den også bliver en genvej til en hurtig hilsen fra vennerne.
Jeg indrømmer: Det er mig, der har holdt igen! For skærmene er noget af det, vi har flest konflikter om i min familie. Vel at mærke børnenes brug af dem.
Da børnene var mindre, handlede det i høj grad om skærmTID mere end, hvad de brugte den til. Jeg var i tvivl om, hvad skærmen i sig selv gjorde ved dem. I dag er den diskussion lagt på hylden i vores hjem, for med drenge på 9 og 11 år er skærmene hverdagskost, og Ipad og computer er også et redskab i skolen.
Annonse
Nu er min bekymring børn, der forsumper foran skærmen med headset, dybt optaget af Fortnite, Minecraft, Roblox og YouTube. Jeg følger med, så godt jeg kan; Kigger dem over skulderen, lader døren stå åben ind til værelset, spørger ind til deres games og klassens snap-gruppe over aftensmaden. Af og til forsøger jeg mig også selv med en omgang Fifa.
Men jeg er alligevel drøn meget i tvivl om, hvordan jeg skal agere i det her endeløse onlineliv. Det har vi også været her på redaktionen. Hvordan behandler vi et emne, som optager stort set alle børn og forældre, med masser af holdninger for og imod, men samtidig også med en erkendelse af, at internettet, skærmene og sociale medier er kommet for at blive? Vi synes nemlig, at det er at forsimple diskussionen at tale om for eller imod skærm.
Personligt kan jeg se masser af både farer og fordele. Jeg oplever mine egne drenge have et nært forhold til deres fætter fra den anden ende af landet, netop fordi de gamer online med ham. Jeg oplever, at relationerne i børnegrupperne også understøttes af ting, der sker i den virtuelle verden; af pokemons, skins og wins, og at mine børns netværk udvides med spillet som anker. For dem er det ikke ekskluderende, men inkluderende. I hvert fald for nu.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de vil fastholde relationerne til vennerne herhjemme, når vi om lidt rejser til et andet kontinent, bl.a. igennem gaming, og jeg er taknemmelig for, at den mulighed er der. Jeg oplever også, at de tilegner sig viden om de ting, de går op i, og at de ikke skelner mellem, om de navigerer på dansk eller engelsk, eller lærer portugisisk på Duolingo. Det er da fantastisk!
Selvfølgelig fordi jeg også ser dem spille fodbold med vennerne, læse Anders And-blade, lege med hunden og på anden vis være både fysiske aktive og pleje relationer IRL. Men min indre advarselslampe blinker stadig. Følger jeg nok med? Klæder jeg dem nok på? Selv om jeg synes, at jeg er opmærksom, kan de med få klik havne på indhold, som ikke er ment for børn. For ikke at nævne, hvordan algoritmer og kommercielle interesser påvirker og præger dem, uden at børnene selv ved det.
Så hvordan klæder vi ungerne på i en virkelighed, hvor vi selv famler?
Hvad end du har børn på 4, 7 eller 12 år, er jeg ret sikker på, at I også ind i mellem har diskussionerne hjemme hos jer. Og hvis ikke, er det bare om at komme i gang. Vores digitale muligheder bliver ikke mindre – og det gør fordelene og ulemperne ved dem heller ikke.
