Klumme om dad-bod: ”Jeg er begyndt at ligne en, der hellere vil drikke øl med naboen og spise grillpølser”

Der kommer en dag i de fleste mænds liv, hvor han er nødt til at spørge sig selv: Er tiden omsider kommet til at holde op at trække maven ind? Give los, give slip og puste ud?  Det er ikke nogen nem beslutning at lade maven strutte, især ikke for dem af os, der op gennem 30’erne lige havde vænnet os til at camouflere vores tiltagende dunk på familiebillederne med samme fart og elegance, som en teenagepige kan mønstre en trutmund på TikTok.

Vi har lært vores bedste vinkler og Instagrams mest delle-dulmende filtre at kende til fingerspidserne, ”svup!” siger det, så er navlen trukket om i rumpen og brystkassen sendt op under hagen.  3, 2, 1, sixpack. Men dette evige selvbedrag er også en blindgyde uden hurtige flugtveje, for jeg ER blevet sådan lidt far-tyk på det seneste. Konform og magelig.

Mit engang så hårdtarbejdende stofskifte, der tillod mig at æde noget nær alt uden bekymring for følgerne, skjuler ikke længere det faktum, at jeg er begyndt at ligne en, der hellere vil drikke øl med naboen og spise grillpølser direkte fra grillen end rende rundt blandt fitnessduller og steroide-rockere i det lokale fitnesscenter tre aftener om ugen. 

Så jeg står her foran spejlet og skuler til min dad-bod, denne efterhånden mytiske runde og let slaskede far-krop. Hvor kom du fra? Har du tænkt dig at blive her? Jeg forsøger at bilde mig selv ind, at min fysiske fremtoning signalerer ro, modenhed og far-her-har-styr-på-prioriteterne, men det er svært, når jeg fra hagen og ned mest bare ligner et franskbrød, der godt kunne have brugt ti minutter ekstra i ovnen ved 220 grader.

Jeg googler ”dad-bod” i håbet om at finde en masse opløftende artikler med kvinder, der elsker rigtige mænd med lidt på sidebenene, men ender i stedet med billeder af en halvfed Leonardo DiCaprio på stranden og en svedende Lars Løkke Rasmussen i cykel-lycra.

Hvis jeg ranker ryggen og ikke går ned i skovskiderstilling, så min mave falder ned over min navle som en ustyrlig surdej, kan jeg med lidt held lande tættere på førstnævnte end sidstnævnte. Nå, men jeg er jo trods alt ikke 22 længere og forventes således heller ikke at skulle imponere damerne med en Adonis-krop hugget i granit (en holdning, der ganske vist ikke er klappet af med konen, men lad nu det ligge).

Derimod handler det om at føle mig godt tilpas i mit kropslige tempel, hvilket jeg altid har gjort – indtil nu. Vi taler så meget om body-positivity, men mest når det kommer til kvinder og jeres naturlige kurver og struttende kropsglæde og drønsexede kvindelighed. I kan lægge billeder af jeres appelsinhud, numsedeller og hængebryster op på Instagram, hvorefter de første 50 veninder træder hinanden over tæerne for at fortælle jer, hvor smukke og modige I er.

Lægger jeg derimod et billede op fra badeferien i Kroatien, er der absolut intet at komme efter, uanset hvor modig jeg føler mig. Mine venner er fløjtende ligeglade med omfanget af min mave, så længe jeg sørger for at tage den næste omgang. Tusind tak for opbakningen i min kropslige 40-års-krise, kammerater.

Vi mænd må åbenbart gå det kropslige forfald i møde mutters alene.  Hvorfor spørger du ikke bare din kone, hvad hun synes, tænker du måske lige nu. Det HAR jeg gjort. Hun bad mig om at mande mig lidt op. Og trække maven ind.