Kvinder og fertilitet

Klumme om fertilitet: ”Der skal højst sandsynligt meget mere til end to ryk og en aflevering”

Da Josefine Stork fik testet sine æg i første afsnit af podcast-serien Tik Tak 30, tænkte hun ikke synderligt meget over, at resultatet kunne virke skræmmende. Det gør hun nu. For de mange nye informationer om fertilitet, og alderens påvirkning af den, har i den grad sat tanker i gang hos den 31-årige podcastvært.

Jeg hedder Stork til efternavn, men jeg er begyndt at spekulere over, om den mon har planer om at levere til mig? Jeg har egentlig altid tænkt, at det ville være det nemmeste i verden at blive gravid. Jeg har gjort alt for ikke at blive det, siden jeg begyndte at spise p-piller som 17-årig. Derfor har jeg nok altid tænkt, at så snart jeg tager beslutningen og lægger pillerne på hylden, så er den der. Måske endda i første hug. Men på det seneste har jeg lært rigtig meget om fertilitet, og det er gået op for mig, at der højst sandsynligt skal meget mere til end blot to ryk og en aflevering.

I forbindelse med podcasten Tik Tak 30 fik jeg tjekket mine æg. Jeg syntes selv, at det var verdens bedste beslutning, at min medvært Sandie Westh og jeg skulle have en status på æggestokkene. Det passede rigtig godt ind i podcast-seriens første afsnit om det øgede forventningspres omkring børn, som vi begge følte. Men da jeg fik den geniale idé, havde jeg ikke lige tænkt over, at der selvfølgelig kom et resultat, og det resultat skulle jeg forholde mig til.

Det skulle vise sig, at min fertilitet ikke er til at prale af. Den er sådan middel... faktisk lidt under middel. Og med al den nye information, der efterfølgende landede på mit skrivebord, begyndte det for alvor at gå op for mig, at jeg nok ikke skal vente alt for længe, hvis jeg vil undgå at blive en del af den triste statistik. Nemlig at 16-35% par har svært ved at få børn, og 30% af dem, der forsøger med fertilitetsbehandling, forbliver barnløse. 

Manglende viden om fertilitet

Selvom vi er skabt til at lave børn, så synes jeg ikke, vi ved nok om det. Jeg er med på, hvordan det rent praktisk fungerer. Jeg har lært om blomsterne og bierne. Men jeg ville ønske, at der havde været mere omkring fertilitet, cyklus, æg osv.. på skoleskemaet. Vidste du fx, at vi kvinder kun er født med x antal æg, og at der bliver færre hver gang, vi har menstruation? Vidste du, at vores fertilitet topper som 20-årige med 34% sandsynlighed for at blive gravide, og at den 10 år senere er nede på kun 17%? Vidste du, at mange ægreserver ikke nødvendigvis er en garanti for, at du kan blive gravid, men at alder er den største faktor?

Og det gælder ikke kun kvinderne. For selvom mange mænd er af den overbevisning, at de nærmest kan lave børn, indtil de stiller træskoene, så er det ikke helt tilfældet. Vidste du, at en mands fertilitet også daler i takt med hans alder, og at danske mænds sædkvalitet generelt er dårligere end de lande, vi sammenligner os med?

Jeg vidste det ikke. Spørgsmålet er, om jeg ville være gået tidligere i gang med at prøve at blive gravid, hvis jeg havde været klogere på min fertilitet? Måske. Måske havde jeg alligevel tænkt, at jeg skulle have den gode uddannelse, det gode job, den rigtige mand og den rigtige bolig, før det var smart at bringe et barn i verden. Så måske handler det ikke kun om mere oplysning, men også om behovet for selvrealisering og om nogle grundlæggende strukturer i samfundet. Eksempelvis i form af barselsvilkår og ligestilling på arbejdsmarkedet, som er nogle af de faktorer, som får kvinderne til at udskyde projekt “baby”.

Jeg har stadig en eller anden naiv idé om, at det bliver nemt for mig at blive gravid. Men jeg er også forberedt på, at det ikke nødvendigvis bliver lige ud ad landevejen, og det giver mig en eller anden form for ro.

Podcasten Tik Tak 30

TikTak30.jpg

En podcast om at være kvinde i 30’erne og indehaver af en livmoder med en udløbsdato. 

I podcastserien Tik Tak 30 tager Josefine Stork (30) og Sandie Westh (33) udgangspunkt i deres egen livssituation, når de med hjælp fra en række eksperter forsøger at afdække og undersøge de forventninger, der er til den moderne kvinde i 30’erne, men også de ting, vi kvinder går og grubler over, når uret tikker derudad.

I første afsnit er der fokus på det enorme forventningspres, både Sandie og Josefine mærker fra deres omgangskreds og fra samfundet om, at de skal skynde sig at få børn, før det er for sent. Men hvad hvis man aldrig har været skruk, eller gerne vil gøre karriere først? Lyt til podcasten her og bliv meget klogere.