Forældrefest var Katrines værste mareridt – indtil hun tog afsted og lærte en vigtig lektie

Nu er det ikke, fordi jeg skal ødelægge den gode feriestemning, men du kan lige så godt forberede dig: I løbet af den første uge efter skoleferien er roen og din tomme kalender en saga blot.

Den toptjekkede kontaktforældre-gruppe vil nemlig sandsynligvis udlevere en lap, der giver os andre dødelige et overblik over skoleårets fællesdage. Der skal sættes nye krydser i den ellers så flotte, tomme kalender. Og det er den slags krydser, der ved første øjekast kan virke både pushy og pisseirriterende.

Krydser, der bliver sat, fordi vi skal – ikke nødvendigvis fordi vi har lyst.

Sidste år mindede listen mig om en fællesspisning på skolen en torsdag aften, at der skal pyntes op til jul i klasselokalet, fællesleg på en naturlegeplads, fællesmorgenmad i klassen, far-barn teltovernatning, forældredrevet lejrtur – og sidst, men bestemt ikke mindst: den famøse forældrefest. Krydset, der på ingen måde involverer vores børn, men udelukkende fokuserer på et tættere bånd blandt forældrene.

Læs også

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Fordommene står i kø i mit indre. For som udgangspunkt har jeg det ganske stramt med den slags tvangsfællesskaber.

Måske lige netop derfor ”glemte” jeg at sætte sidstnævnte kryds forrige år. Jeg har også hørt de historier om, hvor sindssyge den slags opsatte arrangementer kan være. Skilsmissefædre, der småliderligt og upassende kaster sig over mødre, der slet ikke kan stå for den uventede opmærksomhed. Jens’ mor og Mette Sofies far, der danser liiidt for tæt liiidt for længe, så deres respektive partnere vælger at skride. To mødre, der pludselig bliver til Stive-Lis 1 og 2 og fortryder den letpålædte dans dagen efter. Eller bare ganske almindelige skænderier, kysserier, bagtaleri og klike – som til enhver anden privatfest i teenageland.

Men! I år skulle det sørme være! Krydset blev sat, ungerne afsat, og jeg tog min bedre halvdel i hånden og susede afsted mod min allerførste forældrefest. Spækket med fordomme og ualmindeligt lave forventninger, forsøgte jeg alligevel at sænke paraderne for at virke afslappet og cool omkring det faktum, at jeg var på vej ind i et fremmed hjem hos et fremmed par, hvor jeg skulle interagere med mennesker, jeg havde én ting til fælles med: Vores børn går i samme klasse. Sjældent har jeg savnet min 8-årige søn så meget – og så endda til en voksenfest.

Læs også

"Drop de gamle mødetider, og lad børnene sove lidt længere"

Lige indtil… Den akavede stemning slet ikke var der. Eller også var den, men den var ok, for vi mærkede den alle. Den blev sågar italesat et par gange. Vi var alle på udebane, og det klædte krydset i kalenderen. Kvinder, der havde taget pænt tøj på, men ikke FOR pænt, for vi skulle jo nødig vise hvor stor forskel, der rent faktisk er på mandags-mor og lørdags-mor. Mænd, der havde skiftet T-shirten ud med en skjorte og var hoppet i en let chino-buks, der fremhævede det, de skulle.

Det føltes stadig fremmed, men det føltes også helt ok. Vi kendte jo for fanden ikke hinanden, og hvor ofte får man den mulighed som voksne mennesker? Jeg fik en følelse af, at jeg kunne starte helt forfra. At jeg selv styrede den fortælling, jeg havde lyst til at kommunikere videre. Der var ingen, der kendte mig rigtigt godt og ville spørge ind til udfordringer i parforholdet, sexliv, karrierekriser eller uenighed om børneopdragelse.

Pludselig gik det op for mig, at det var mit frikvarter. Min legeplads.

Alligevel valgte vi at forlade festen, da spa’en blev åbnet og badekåber blev delt ud. Jeg har så absolut ikke noget behov for at være letpåklædt i en spa kl. 01.20 i selskab med tequilashots og den hårde kerne af forældre i 1.B. Trods alt.

Læs også

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

Phew! Endnu et skoleår spækket med krydser er nu overstået. Jeg bliver nok aldrig den allerstørste fan af de mere tvungne fællesskaber, for jeg er en af de irriterende, der synes, at det fungerer så fint uden at skulle lave legegrupper med forældrene – og kun forældrene. Men jeg har nu lært, at det er ufarligt, og jeg anerkender, at børn og voksnes behov for sociale relationer en gang imellem skal skubbes i gang.

Det betyder, at sådan en som mig til tider er på dybt vand, men jeg er blevet bedre til at træde vande. Meget bedre. Hvem ved, måske jeg en dag lærer at svømme? Og måske gør du også?