Klumme: ”Hvis du er i tvivl, så lad være!” Dét lærer jeg mine drenge om sexisme

I de her dage er der ét emne, der står højt på dagsordenen; sexisme.

Og vi kan nok alle blive enige om, at kulturen og spillereglerne er ved at blive ændret for good. Der skal findes en balance, hvor vi får taget livet af sexisme, samtidig med at vi ikke ødelægger den naturlighed, der er omkring dét at flirte. Og det ér en hårfin – men enormt vigtig – balance at finde.

Hvordan ruster jeg mine børn?

Som mor til tre drenge, der om nogle år nok begynder at interessere sig for kæresteri, skal ud på arbejdsmarkedet, og generelt skal lære sig at begå sig i samfundet, så tænker jeg meget over, hvordan jeg bedst kan ruste dem til netop det.

For selvfølgelig ønsker jeg ikke, at de skal være bange for at tage initiativ, bange for at vise interesse eller bange for at flirte. Men endnu mere ønsker jeg ikke, at de skal få nogen til at føle, at de har overtrådt deres grænser - hverken bevidst eller ubevidst. Mine drenge er på nuværende tidspunkt for unge til, at det er aktuelt, og dog… Jeg tænker, at hvis man starter med at lære dem tingene allerede fra barnsben af, så sidder det på rygraden, når de bliver voksne.

Af denne grund er vi allerede nu meget opmærksomme på, hvordan vi selv og andre taler, når drengene er i nærheden. Jeg siger selv fra, når mine drenge bliver kaldt ”rigtige drenge”, når de gør noget bestemt. Deres køn har nemlig intet at sige i de sammenhænge. På samme måde lærer vi dem at omtale andre – både drenge og piger – respektfuldt. For der er ingen tvivl om, at sproget (og måden vi bruger det på) er med til at forme dem.

Sig fra, min dreng

Som en forlængelse til dette med sproget lærer vi dem også selv at mærke efter og sige fra, hvis der er noget, de selv finder grænseoverskridende.

Eksempelvis kom vores ældste søn til os, da han var 4 år gammel og sagde, at han ikke længere kunne lide det kaldenavn, vi havde for ham. Det ændrede vi naturligvis med det samme. Vi stopper også med en leg, hvis de giver udtryk for, at de synes, den bliver for vild. Og det er ikke ”obligatorisk”, at man skal give krammere, hvis man har fået en gave til en fødselsdag eller lignende. De får lov til selv at mærke efter og beslutte, hvad de er komfortable med.

Alle de nævnte er små ting, men det gør alligevel, at de bliver opmærksomme på, hvor deres grænse går og lærer at sige fra, når den bliver overtrådt.

Den vigtige ligestilling

I tillæg til dette prøver vi også at påvirke deres tankegang omkring magtpositioner og ligestilling generelt. Der har vi måske skulle været lidt ekstra opmærksomme, da vi har haft en meget traditionel kønsopdeling herhjemme; jeg har været hjemmegående i nogle år, imens min mand har arbejdet fuld tid. Dette har vi dog italesat enormt meget, så vores drenge ikke er i tvivl om, at det ene ikke er mere værdifuldt end det andet – for min mand og jeg er et team, der begge trækker hver vores del af samme læs.

På denne måde har vi jævnligt talt om ligestilling, kønsroller og livsfaser – og tydeligt fået fremhævet, at blot fordi man har en højere stilling eller tjener flere penge, betyder det på ingen måde, at ens rolle på et arbejde, i en familie og i samfundet er mere værdifuld eller fordrer mere respekt.

En mors mantra

Ud over alt dette vil jeg – når den tid kommer – lære mine drenge et mantra, som jeg håber, at de vil tage til sig; ”hvis du er i tvivl, så lad være!”.

Det kan måske lyde meget hårdt, for betyder det så, at de ikke må ”tage chancen” og springe ud i det første kys, når de er på date, uden at de står med et skriftligt samtykke i baglommen?

Nej, selvfølgelig betyder det ikke det.

Må de ikke lægge en hånd på et lår som et led i en flirt? Jo, det håber jeg da de vil! Men de skal lære at kende forskel på, hvornår det er okay, og hvornår det ikke er.

For at det ikke skal være løgn, så var det faktisk lige præcis en hånd på et lår, der var den første fysiske kontakt imellem mig og drengenes far. Det, der dog var essentielt for den situation, var det, der ledte op til ”hånden på låret”. Der var lang tids snak. Der var flirteri fra begge sider. Og selv om det måske ikke var helt givet, hvordan jeg ville reagere på hånden, var min mand (med rette) sikker på, at jeg højst ville tænke, at det var friskt eller modigt – men ikke krænkende. Situationen og vores interaktion inden fortalte ham det.

Situationen bestemmer

Det er nemlig situationen, der tit afgør hvorvidt noget er ”passende” eller ej. Og det er derfor meget svært at lave en endegyldig regel, jeg kan give mine drenge som rettesnor. Men jeg tænker, at hvis de lader være, når de er i tvivl, så vil det hjælpe dem et langt stykke hen ad vejen. De skal ikke lade være med at flirte. De skal turde at tage det første skridt. Og de skal forhåbentlig opleve den lykkerus, der kommer, når det første kys bliver gengældt. Eller hjertesorgen, hvis det ikke bliver gengældt.

Men hvis de en gang befinder sig i en situation, hvor de af den ene eller anden grund er i tvivl om, hvorvidt nogle ord eller handlinger vil være krænkende for den anden part, så skal de lade være! Og på den måde håber jeg, at de kan være med til at komme sexismen til livs.