Kommende bedstemor: Jeg føler mig afvist af min søn

Hjemmets Brevkasse

Min søns far og jeg gik fra hinanden, da vores fælles søn var ganske lille. Siden da har han boet fast hos mig, og han har i dag kun meget sporadisk kontakt med sin far, der har døjet med alkoholproblemer i mange år og siden har fået ny familie.

Min søn og jeg har altid haft et utroligt godt forhold. Jeg synes, at jeg har formået at give ham en sund barndom, og i dag, hvor han er 26 år, har vi stadig mange ting tilfælles, og vi taler altid godt sammen. Jeg er stolt af min søn og synes, at han er blevet til en klog, smuk og dejlig mand.

Min søn mødte en sød, lidt stille pige for tre år siden, som han siden flyttede sammen med og nu venter barn med. Jeg har glædet mig til at blive farmor, men lige nu ved jeg dog ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Jeg går nemlig rundt med en fornemmelse af, at min søn er begyndt at holde afstand til mig.

Jeg har bl.a. tilbudt økonomisk hjælp til køb af barnevogn. Det har han afslået, selvom deres økonomi er stram. Han siger, at de godt selv vil stå for den slags. Når jeg inviterer til middag, kommer der en dårlig undskyldning, og fra dem kommer der ingen invitationer – vi sås ellers minimum en gang hver 14 dag.

Jeg har selv et godt og socialt rigt liv, og jeg har altid respekteret, at min søn skulle leve sit eget liv, især efter at han mødte sin kæreste. Så jeg forstår ikke helt, hvad jeg gør galt, når han lukker af og takker nej til min hjælp. Er det noget, jeg bør tale med ham om? Har du et råd? J.L.

Vibeke Dorph svarer

Jeg synes da, at din søn opfører sig ganske fornuftigt. Han står midt i at skabe sig sin egen familie, tilmed skal han snart være far. Det er en stor mundfuld, måske især for din søn.

For på trods af, at han har en sød og omsorgsfuld mor, så er han jo også vokset op med en far, som han (forhåbentlig) ikke har tænkt sig at bruge som et forbillede. Han famler derfor lidt i blinde og har sikkert brug for at lukke af for omverdenen og i stedet finde sin egen måde at gøre tingene på. Det synes jeg, du må respektere.

Jeg tænker også, at det, at du og din søn tidligere har været så tætte, gør det nødvendigt for ham at lægge afstand til dig og dermed markere over for sin kæreste, at det er hende og ikke dig, der fremover er hans „kvindelige makker“.

Det kan være hårdt at erkende, men sådan er det, og bare vent, der skal nok blive brug for dig, når de unge mennesker har fundet deres ben at stå på som familie. Indtil da, synes jeg, at du blot skal nøjes med at glæde dig på deres vegne. Hold også op med at komme med gode råd og tilbud om det ene og det andet. Jeg er sikker på, at det er godt ment, men for din søn og svigerdatter kan det måske virke anmassende og som en lille mistillid til, at de ikke helt selv er i stand til at klare skærene, og det lyder de jo i den grad til at være.

Så giv dem fred og koncentrer dig om dit eget liv. Den dag skal nok komme, hvor både de og dit lille barnebarn får brug for og lyst til dit selskab igen.