Derfor har du svært ved at rumme dit barns vrede

Klokken er fem minutter i mødetid, og I skulle have været ud af døren for ti minutter siden, da dit barn (igen) nægter at tage sko på. Hun gemmer sig, vil have dig til at fange hende først, og da legemulighederne er udtømt, og du stadig står og vifter med de sko, stikker hun i et hyl og sparker de fine størrelse 26-støvler ad hekkenfeldt til. Så er det nu, du skal være rummelig. Ikke skælde ud. Tælle til ti… én, to, tre… “Tag så de sko på NUUUUUU!” hører du pludselig dig selv råbe, så højt at selv naboens børn kryber i et musehul.

Hvad skete der lige dér? Hvordan går det til, at dit ellers rolige gemyt gang på gang forvandler sig til en trykkoger, hvor låget ryger af, når du ved, at dit barn har brug for forståelse og ikke skæld ud? Det handler faktisk mere om dig selv end om dit barn, mener familieterapeut Fie Hørby.

"Jeg vil tro, at det er noget af det, der er sværest for de fleste forældre. Som børn har vi oftere oplevet at få lukket ned for følelserne, end at de er blevet rummet. Når vi har været vrede, kede af det eller ekstremt glade, har vi fået at vide, at vi skulle holde op med det pjat eller stoppe med at skabe os. Så når vi har svært ved at rumme de store følelser, vores børn giver udtryk for, handler det faktisk om, at vi har svært ved at rumme os selv", forklarer Fie Hørby.

Drømmen om nul konflikter

Børnepsykolog John Halse er enig i, at det at rumme vores børns følelser er et kunststykke, som mange forældre kæmper med at finde balancen i – netop fordi vi er vokset op i en tid, hvor det gamle børnesyn stadig dominerede, og børn blev betragtet som en slags halvmennesker uden ret til egne følelser og holdninger.

Men selv om vi i dag har erkendt, at børn er ligeså meget mennesker som voksne, og at deres følelser er ligeså reelle og vigtige som vores, hænger fortidens mønstre godt fast. Og så handler det også om, mener børnepsykologen, at vi så gerne vil have en hverdag i fred og fordragelighed, og så bliver vi bare så ærgerlige, når virkeligheden ikke lever op til vores forestillinger.

"Du havde ikke lige tænkt dig, at du skulle konflikte med dit barn nu. Det skaber en frustration, som udmønter sig i vrede og skuffelse. Du tænker: 'hvorfor kan mit barn ikke opføre sig ordentligt, nu bliver den gode stemning jo ødelagt'. Men dit barn har ikke overskuddet til at sætte sine følelser til side for at bevare den gode stemning", forklarer John Halse.

Rummelighed er hårdt arbejde

At bryde med indgroede opdragelsesmønstre og smide drømmen om det evigt idylliske familieliv væk er ikke noget, man bare lige gør. Det er et kontinuerligt arbejde, som du skal øve dig i. Hver eneste dag! Det er svært, understreger Fie Hørby, men hvis du øver dig, skal du nok blive bedre til det. Og det er vigtigt, at du tager dette arbejde seriøst, for dit barn har rigtig meget brug for, at du formår at give plads til hele hendes følelsesliv, også når det passer dårligt ind i dagsprogrammet. Familieterapeuten henleder tankerne på, hvordan du helst vil have, at din partner møder dig, når du ikke er helt på toppen.

"Forestil dig at du kommer ned om morgenen og siger til din kæreste, at: “årh, jeg har bare slet ikke lyst til at gå på arbejde i dag”. Han svarer: “Det skal du!”. Du ved jo godt, at det skal du, men du har brug for lidt forståelse, og i stedet for at få det, får hans svar dig til at føle dig forladt og afvist. På samme måde fjerner du dig fra dit barn, når du afviser de følelser, hun giver udtryk for", forklarer Fie Hørby, som uddyber, at det heller ikke er din opgave at fortælle dit barn, hvor ked af det, hun må blive.

Vi har en tendens til gøre os til dommere over mængden af ærgrelse, det er passende at udvise og sige: ”så, nu er det heller ikke værre”. Intentionen er at nå vores mål – at vi skal ud af døren til tiden, klare aftenbadet, overholde sengetiden – men faktisk er der langt større chance for, at tidsplanen holder, hvis du netop tager dig tid til at lade dit barn græde ud.

"Det er jo forandringens paradoks. Når vi bliver ladt alene med vores følelser, så fordobles de, og når vi får lov at dele dem, halveres de. Hvis du siger til dit barn: 'Fortæl mig om, hvad er du ked af ', så bliver hun lettet og kommer nemmere ud af den svære følelsesmæssige tilstand, hun er i," forklarer familieterapeuten.

Du behøver ikke at forstå

Hun understreger desuden, at der altid er en årsag til, at dit barn reagerer som det gør. I situationen med skoene handler det sandsynligvis mere om, at hun ikke er klar til at komme ud af døren, end at hun ikke tåler fornemmelsen af læder og rågummi om fødderne. I en presset situation kan det være svært at regne ud, præcis hvad der er på spil for dit barn – men prøv med nysgerrighed, opfordrer Fie Hørby.

"Der er altid en mening med galskaben, og det med skoene var måske bare det, det fik bægeret til at flyde over. Hvad den dybere forklaring er, behøver du faktisk ikke at forstå – så længe du er åben og interesseret i din kontakt med dit barn. Så vil hun få en oplevelse af at blive forstået", siger Fie Hørby, som minder om, at det ikke kun handler om ordene, du siger – men om at holde dit kropssprog og din stemme varm.

Det er selvfølgelig utopisk at tro, at du helt kan stoppe med at blive vred på dit barn. Det er en del af det at være menneske, at vi ind imellem bliver tossede på hinanden. Det er okay. Men John Halse oplever, at vi har en tendens til at formidle denne vrede mindre respektfuldt, når den er rettet mod børn. Det er ærgerligt, for at vise rummelighed er også at behandle dit barn som et ligeværdigt menneske.

"Når du kommer op at skændes med din kæreste, ved du godt, at det ikke nytter noget at sige: 'Du ødelægger også alting'. For så optrapper du konflikten. Det samme sker med dit barn, som føler sig nedgjort og føler skam og skyld, når du taler sådan til hende. Prøv at trække en parallel mellem den måde, du taler til din partner og dit barn, også når du bliver vred", opfordrer John Halse.

Den misforståede rummelighed

Der ligger dog lidt af en opdragelses-fælde gemt i intentionen om at være rummelig. John Halse oplever, at i takt med at forståelse er blevet dømt inde og skæld ud er sat i skammekrogen, kommer vi nogle gange til at demontere enhver form for voksen vejledning. Med det resultat, at vores børn går glip af den basale opdragelse, det er vores ansvar som forældre at give.

"Der har været tendens til at misforstå rummelighed og anerkendelse som, at der ikke er nogen grænser. Men det er ikke anerkendelse at give dit hysteriske barn den slikkepind, hun græder for at få nede i Føtex", siger John Halse, og fortsætter:

"Anerkendelse er at sige: ‘Jeg kan se, at du rigtig gerne vil have den her. Vi skal ikke have slikkepind lige nu, men nu sætter vi os lige her lidt’. På den måde bevarer du en voksenhed og et lederskab", forklarer John Halse, som understreger, at det er ekstremt vigtigt for dit barns evne til at begå sig i verden, at hun lærer at få et nej.

Frustrationerne over nej’et skal hun dog have lov til at have, understreger Fie Hørby. Hvordan hun vælger at reagere på det er til gengæld ikke altid acceptabelt.

"Følelser er altid i orden, men ikke alle handlinger er i orden. Det er for eksempel ikke okay at slå. Børn slår i afmagt, så det er et udtryk for frustration, som de netop har brug for hjælp til at lære at regulere. Vi kan derfor ”gribe” slaget og altså tage imod dem kærlig og bestemt: ”Jeg kan ikke lide, at du slår mig, men jeg kan se, at du er frustreret,” opfordrer familieterapeuten.

Du har også ret til dine følelse

John Halse minder samtidig om, at rummelighed går begge veje. Dit barn skal have lov til have det, som hun har det – men det skal du også. Lægger du låg på dine egne følelser i kommunikationen med dit barn lærer du hende jo netop, at de mere voldsomme følelser er noget, man skal lukke ned for. Dér kan det være en god idé at fortælle dit barn, at ‘jeg kan mærke, at jeg bliver rigtig sur lige om lidt’.

"Du mindsker risikoen for at koge over, og dit barn får en pejling på, hvor du er følelsesmæssigt," forklarer John Halse.

Og husk så: Du bliver ikke verdensmester i rummelighed fra den ene dag til den anden. Men hvis du øver dig, får du et barn, som er mere balanceret i sig selv, mere rolig og mere fleksibel.

Denne artikel er oprindeligt udgivet d. 13. november 2017. Efter aftale med John Halse og Fie Hørby er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.