Flere familier drømmer om at flytte sammen

Kunne du dele bolig med svigermor? Hver femte synes, det er en god ide

Kunne du bo i kollektiv med dine svigerforældre? Eller hvad med dine venner? Mange børnefamilier øjner muligheden for at rykke tættere sammen med de nærmeste for at få de travle hverdage til at gå op, viser Vores Børns nye, store familieundersøgelse.

Fællesspisning, børnepasning og socialt samvær. Den kollektive livsstil tiltaler rigtig mange danske børnefamilier. Det viser en spritny undersøgelse fra Vores Børn. Her svarer 20 %, at de ser det som en god idé at flytte sammen med svigerforældrene, mens hele 35 % kunne se sig selv bo under samme tag som deres egne forældre, og 41 % kunne forestille sig at flytte sammen med venner eller bekendte.

Men alt med måde. Nutidens forældre orker nemlig heller ikke, at alt fra badeværelse til køkken skal være fælles domæne, som det var i de gamle 60’er kollektiver. Der skal være mulighed for at trække sig tilbage fra fællesskabet.

– Tendensen går mod, at vi stadig vil have vores eget private hus, men med adgang til noget fælles, hvor vi kan samles med ligesindede, der kan hjælpe med at hente ungerne, være en støtte ved sygdom og andre praktiske ting, der er svære at klare alene. Det er ikke, fordi kernefamilien er helt lost, men den bevarer ikke sin monopolstatus, hvor den er det ideal, alle stræber imod. Og i takt med at flere laver alternative familieformer, vil der blive behov for de her forpligtende fællesskaber, forklarer fremtidsforsker Liselotte Lyngsø til Vores Børn.

I den seneste udgave af Vores Børn fortæller journalist og tv-vært Mattias Hundebøll om at bo i kollektiv med sin hustru og to børn, sine svigerforældre og to andre familier. Familierne bor side om side i en stor ejendom i Gentofte i hver deres bolig og er i alt syv voksne, seks børn, to katte og ni høns. Den konstellation har både frigivet mere tid til børn og arbejde og givet bedsteforældrene en helt central rolle i familielivet, men det forpligter også, for både stort og småt skal afstemmes med fællesskabet.

– Min svigerfar er jo et af de sejeste mennesker, jeg kender. Han kan alt. Han har altid været Kongen af Huset, fortæller Mattias Hundebøll.

– Vi er ganske vist medejere af huset, men det er jo hans hus. Jeg har skullet affinde mig med, at det er okay, han overtager nogle ting, siger han.

Det nyeste nummer af Vores Børn udkom den 29. august, og her kan du læse meget mere om den store familieundersøgelse.

Det viser undersøgelsen også

  • 40 % vil gerne downsize for at få økonomisk frihed til at være sammen med børnene.
  • 65 % vil gerne være tættere på deres nære i hverdagen, både fysisk og tidsmæssigt.
  • 54 % kunne forestille sig at benytte en anden pasningsform end den, de benytter nu.
  • 47 % ser det som en meget attraktiv mulighed selv at hjemmepasse børnene.
  • 23 % overvejer at flytte på landet for at komme tættere på naturen.

Fakta om Vores Børns familieundersøgelse

  • Besvarelserne er indsamlet i perioden den 28. juni til den 11. juli 2019.
  • 908 personer med børn i alderen 0-12 år i husstanden har deltaget i undersøgelsen, heraf var 99% kvinder.
  • Deltagerne er rekrutteret via Vores Børns og ALT for damernes facebook-sider samt Vores Børns Instagram-profil.
  • Undersøgelsen er gennemført af Egmont Publishings Analyseteam for Vores Børn.