En læser fortæller: "Jeg meldte min søn til de sociale myndigheder"

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Min søn var kun lige fyldt 25-år, da han meddelte mig, at han og hans kæreste, Line, ventede et barn. Selvom jeg var ret bekymret for, om Malte og Line nu var modne nok til at blive forældre, så blev jeg også begejstret over nyheden.

For Maltes far var forduftet ud af vores liv meget tidligt, og familien bestod således kun af Malte og mig. Det var dejligt at tænke på, at vores lille familie nu ville vokse sig større.

Malte havde mødt Line kort forinden, da han var på besøg hos en ven i Nordjylland. Selvom han på det tidspunkt var midt i 20’erne, så var han stadigvæk ikke gået i gang med en uddannelse. Han tjente til dagen og vejen ved at arbejde på en tankstation og gik ellers en hel del i byen, og jeg havde længe tænkt, at han strakte sin ungdom lovlig langt.

Line flyttede hurtigt herover til Sjælland, hvor hun flyttede ind i Maltes lille lejlighed. Hun var en sød og sjov pige, men også en lille smule umoden som Malte selv. Da hun blev gravid, tænkte jeg dog, at det nok ville ændre sig, når de nu blev forældre til et lille barn.

Det skulle vise sig, at Line ikke bare ventede et barn, men rent faktisk bar på tvillinger. Jeg kunne mærke en lille kold uro i min mave, da de fortalte mig det, men jeg sagde naturligvis, at det hele nok skulle gå, og at jeg selvfølgelig også ville hjælpe dem, når tvillingerne kom.

Jeg hjalp da også Malte og Line med at gøre deres lille lejlighed klar til tvillingerne, og da Karl og Ida kom til verden, blev jeg ved med at komme dagligt og hjælpe til. Hver gang, jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af kaos. Både Line og Malte var udmattede af at stå med ansvaret for to små børn, så det endte oftest med, at jeg både stod for at rydde op og se efter de to små, alt imens Line sov, og Malte smed sig på sofaen.

Jeg arbejdede kun halvdags på det tidspunkt, og ganske hurtigt blev det en vane, at jeg gik direkte hjem til dem efter arbejde. Og der var mere end nok at se til; Jeg gjorde rent og gik ture med tvillingerne, så Line kunne få sovet. Jeg lavede også mad, så familien kunne få noget fornuftigt at spise. De få gange, jeg ikke selv nåede at lave mad til dem, stod den på pizza og cola.

Læs også

Min søn og hans kæreste skændes foran børnene

Havde jeg troet, at min hjælp ville frigøre tid, så Line og Malte kunne koncentrere sig om børnene, så skete der noget andet. Så snart Line var færdig med at amme, begyndte hun at gå i byen med sine nye veninder, mens Malte også havde det med at komme sent hjem fra tanken, ”fordi han lige skulle ud at drikke en øl efter fyraften”.

Jeg troede egentlig, at Line og Malte havde det fint sammen, selvom de selvfølgelig var pressede. Derfor kom det som et chok, da Line pludselig meddelte, at hun ikke kunne mere. Hun savnede sin hjemby og sin familie, hun følte sig ensom på Sjælland og ville derfor tilbage til Nordjylland. Jeg forsøgte at tale hende fra det, men uden held.

Malte var fuldstændig ude af den. Han var vred og også bange for at miste sine børn, nu Line ville flytte til Jylland. Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at Line allerede havde lagt en plan for, hvad der skulle ske. Og jeg må indrømme, at jeg den dag i dag ikke fatter hendes valg.

For Line ville ganske rigtigt rejse tilbage til Jylland, men hun havde ikke tænkt sig at tage sine to børn med sig. Hun forklarede det med, at børnene havde det bedst, hvor de var, og hun følte ikke, at hun var klar til at være fuldtidsmor. Hun var dog overbevist om, at det ville komme, så snart hun var faldet på plads i det jyske.

Det skal siges, at Line var knust den weekend, hvor hun tog afsked med børnene. Hun omfavnede mig grædende og bad mig om at love, at jeg fortsat ville være der for dem. Det lovede jeg, men jeg var stadigvæk målløs over, at hun kunne finde på at rejse. Line lovede dog, at hun mindst en gang om måneden ville komme herover, når hun altså havde fundet sig et job og en lejlighed.

I tiden efter var Malte ødelagt af sorg. Jeg tog derfor børnene hjem til mig i håb om, at han ville komme på benene igen. Det var frygtelig hårdt at have dem boende. De var stadigvæk så små, og de savnede deres forældre. Efter et stykke tid kunne jeg ganske enkelt ikke holde til det længere og måtte derfor bede Malte om at tage dem hjem.

Læs også

Traumer hos børn: ”I princippet kan det tage forældre to minutter at traumatisere et barn”

I den periode var jeg rasende på Line, som bare var rejst og havde overladt al ansvar for børnene til Malte og mig. For det viste sig hurtigt, at det med et månedligt besøg ikke holdt. Line kom kun over en enkelt weekend i løbet af det første halve år, og det blev børnene kun mere forvirrede af.

Samtidig var alt kaos hjemme hos Malte. Han kunne tydeligvis ikke overskue sit liv som enlig far. Der var hverken faste måltider eller sovetider, og alting flød. Jeg hjalp ham så godt, jeg nu kunne. Jeg ryddede op, vaskede tøj og gjorde rent. Jeg tog børnene hver anden weekend, men jeg var ved at være slidt ned. For jeg var jo slet ikke skabt til at være småbørnsmor, når jeg selv nærmede mig de 60 og stadigvæk var i arbejde.

Malte gjorde sit bedste, men jeg blev nødt til at indse, at det ganske enkelt ikke var godt nok. Han kunne hverken lave mad eller gøre rent, og han forsøgte heller ikke at lære sig det. Børnene levede derfor af slik, burgere og pizzaer og ville efterhånden ikke spise andet. Malte forstod heller ikke vigtigheden i, at de fik faste rutiner, hverken når det gjaldt spise eller sengetider.

Kontakten til Line blev mere og mere sporadisk, og efter de tre år, hørte vi slet ikke fra hende. Det år, hvor børnene skulle starte i skole, fandt vi ud af, at hun var blevet gift og ventede barn. Jeg har aldrig set Malte så vred, som da han fandt ud af det.

Selv havde han svært ved at holde på de kærester, han ellers brugte lang tid i byen på at møde. Han havde da et par kærester nu og da, men de forsvandt hurtigt, når de opdagede, at han var enlig far til to små børn og åbenlyst ikke kunne overskue det.

Selv var jeg til sidst så slidt ned af at hjælpe Malte, at jeg blev sygemeldt af min læge. Jeg havde for højt blodtryk og var konstant udmattet og træt.

Læs også

Jeg er så træt af min dominerende svigerdatter

Børnene var på det tidspunkt startet i skole og kørte tydeligvis tingene derhjemme, som det passede dem. Nu, da jeg for en stund var sat ud af spillet, tog det helt overhånd. Malte magtede ikke at sætte grænser, og når jeg ringede, kunne jeg høre, hvordan børnene råbte og skreg i baggrunden, og skolen var også begyndt at blive bekymrede.

Da jeg endelig kom på benene igen og besøgte Malte og ungerne, fik jeg et chok. For der var ikke bare rodet i lejligheden, der var decideret ulækkert. Køkkenet bugnede med opvask og gammelt skrald, badeværelset var møgbeskidt, og der lå tøj og ting og flød over hele lejligheden. Jeg blev afmægtig og rasende og måtte sige til Malte, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud at være der, og så gik jeg hjem.

Synet af lejligheden og mine to børnebørn, der tydeligvis ikke trivedes, forfulgte mig i dagene efter, men jeg magtede ikke endnu engang at være den, der skulle samle både dem og Malte op. Min første indskydelse var at ringe til Line og bede hende om at tage affære, men det droppede jeg. For hun var jo mindst lige så umoden og egoistisk som min søn.

Det endte derfor med, at jeg kontaktede kommunen. Jeg havde det rædselsfuldt med at gøre det bag om ryggen på Malte, på den anden side vidste jeg, at jeg blev nødt til at handle.

Det viste sig, at jeg heldigvis havde gjort det rigtige. Malte blev naturligvis rasende, da han opdagede, at jeg havde ”meldt ham”, men det ændrede sig snart. For han fik tilknyttet en familievejleder, der hjalp ham med at få dagligdagen til at fungere.

Han fik lært at sætte grænser. Han fik lært at få styr på sit hjem og hjælp til at skabe rutiner, der gjorde hverdagen overskuelig både for ham selv og børnene. I en periode var begge børn også på aflastning i en weekend hver 14 dag, det gav både Malte og dem et pusterum.

Malte og børnene har det derfor væsentligt bedre i dag, og Malte har for længst tilgivet mig, at jeg kontaktede de sociale myndigheder. Vi fandt begge ud af, at de kun ville hjælpe os, og at det således er en myte, at myndighederne altid kun er ude på at fjerne børn fra deres forældre. Hjælpen gjorde også, at jeg langt om længe kunne sænke skuldrene og droppe bekymringerne for mine børnebørn.

I dag kan jeg i stedet koncentrere mig om at være bedstemor for dem, og det nyder jeg. For begge børn trives, og det samme gælder for min søn. For selvom det krævede noget af et spark bagi, så er Malte langt om længe blevet voksen og har fundet sig selv i rollen som far – behøver jeg at sige, at den rolle i den grad klæder ham.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.